Stjerner uden hjerner

Det tog årevis, før Paul Verhoevens “Starship Troopers” fik den fanskare, den fortjente. Den hollandske instruktørs futuristiske actionfilm gav ingen profit til dens sponsorer tilbage i 1997 og blev samtidigt anklaget af mange for blot at være et hjernedødt effektorgie. Men nøjagtig ligesom Verhoevens bedste Hollywood-produktioner, “RoboCop” og “Sidste udkald”, var “Starship Troopers” både afsindig underholdende og gennemsyret af intelligent satire. Det har mange tydeligvis siden hen indset, og derfor har filmen solgt så godt på hjemmevideo, at to fortsættelser er blevet produceret. Seriens tredje (og forhåbentlig sidste) del er netop blevet udgivet: “Starship Troopers 3: Marauder”.

Føljetonens foregående kapitel blev nedsablet af både fans og kritikere. Men da det blev offentliggjort, at etterens manuskriptforfatter, Ed Neumeier, der tilmed havde forfattet “RoboCop”, skulle instruere treeren, åndede mange fans lettet op. Men med sin instruktørdebut understreger Neumeier, at han langtfra er ufejlbarlig, og han minder os i stedet øjeblikkeligt om, at han også griflede seriens udskældte toer og makværket “Anacondas: Jagten på blodorkidéen”. “Starship Troopers 3: Marauder” er så elendig, at man tager sig i at tænke følgende tanke: Er Ed Neumeier vitterligt bare et alias for Ed Wood, som aldrig afgik ved døden, men blot fandt på et nyt navn for at vildlede sine kritikere?

En sammenligning mellem denne horrible fadæse og Ed Woods frygtelige repertoire er faktisk ganske oplagt. Selvom produktionen havde et budget på kun 20 millioner dollars, er det alligevel forbavsende, hvor jammerlige effekterne og kulisserne er. På et tidspunkt dukker et tudegrimt monster op med kæmpe tentakler. Scenen fremtvinger uønskede minder om Bela Lugosi i tvekamp med en ubevægelig, kunstig blæksprutte i Woods “Bride of the Monster”. Og der er flere tegn på, at “Starship Troopers 3: Marauder” er blevet skruet sammen af uduelige amatører. Briller og huer forsvinder jævnligt fra skuespillernes ansigter imellem klippene, statister stirrer tit ind i kameraet, og kameraet afslører uforsætligt, at nattehimlen i virkeligheden er et enormt, mørkt gardin.

Filmens storstilede marketingskampagne annoncerede stolt, at skuespilleren Casper Van Dien, som ingen formentlig husker fra andet end den første “Starship Troopers”, ville vende tilbage som soldaten Johnny Rico. Diens ungdommelige energi og entusiasme gjorde ham tålelig i Verhoevens film, men han er fuldstændig uoverbevisende som skrigende, aldrende oberst her i “Starship Troopers 3: Marauder”. I stedet er det som regel op til Jolene Blalock, der primært er kendt for sit mangeårige arbejde på tv-serien “Star Trek: Enterprise”, at brillere foran kameraet. Bevares, Blalock er en flot frøken, men hun har hverken karisma eller talent nok til at dulme den hovedpine, man får af at se resten af det talentløse ensemble højlydt bekendtgøre deres uduelighed.

Og apropos Casper Van Diens forholdsvis korte optræden, så dukker de såkaldte Marauder-robotter, som første gang blev nævnt i Rober Heinleins oprindelige roman fra 1959, ligeledes kun op i få minutter. Men før de opreklamerede maskiner kan tages i brug af fortællingens infanterister, er soldaterne naturligvis nødt til at smide tøjet og blive scannet af superavancerede computere. Altså kan pubertære drenge glæde sig over et par minutters nærbilleder af bare bryster, mens alle vi andre sukkende må erkende, at nøgen barm sandsynligvis var hovedårsagen til, at filmen overhovedet blev lavet.

Ud over at have mistet evnen til at fortælle en god, sammenhængende historie og fremtrylle karakterer, man holder mere af og med end afskyelige kæmpeinsekter, har Neumeier også mistet sine analytiske egenskaber. “Starship Troopers” gav os fascinerende indsigt i fascismens væsen, mens vi i denne ombæring får tvunget gumpetunge moralprædikener om religion og militærets vildledende PR ned i halsen. Som om der ikke allerede var nok at kaste op over… På tysk betyder ‘Neu’ i øvrigt ‘nyt’. Men med sine karikerede protagonister, enerverende pruttehumor, latterlige historie og dødkedelige facade ligner “Starship Troopers 3: Marauder” snarere en ældgammel og retfærdigvis kasseret C-film fra 50’erne.

Video

Transferet har en dejlig celluloidagtig tekstur, og den glimrende kontrastgengivelse og billedets skarphed giver billedsiden et til tider tredimensionelt udseende. Edge-enhancement og kontrastsvingninger optræder sjældent, og der fremkommer aldrig snavs eller komprimeringsfejl. Farverne er dejlig mætte og kraftige, om end naturlige, og temperaturen svinger aldrig.

Audio

Det engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er som forventet meget aggressivt. Eksplosioner og den slags lyder fortrinligt, men skydevåben, slag og andre lyde, der ligger på et højere frekvensleje end de dybe toner, lyder ofte spinkle. Der er adskillige fine panoreringer under actionsekvenserne, og der er mange gode (om end alligevel ikke nok) atmosfærelyde. Replikkerne er også tydelige, men der optræder irriterende overstyring i en håndfuld scener.

Ekstramateriale

To kommentarspor er blevet indtalt til filmen. Det ene er med Neumeier, produceren David Lancaster og effektmageren Robert Skotak, mens det andet er med Neumeier og skuespillerne Dien og Blalock. Kommentarsporene er nogenlunde, men henvender sig primært til filmens tilhængere, eftersom deltagerne tydeligvis mener, at alle ydede en prisværdig indsats under produktionen. Hvis man aktiverer funktionen “Marauder Mode”, bliver man præsenteret for diverse videoklip, tekstlige anekdoter og interviews under filmen.

Tre dokumentarer befinder sig på skiven, som tilsammen varer 50 minutter. De omhandler især skuespillerne og filmens design. Gennemgangen af besværet med at færdiggøre filmen i tide er langt mere spændende end selve filmen, og der er faktisk flere interessante interviews med filmens ophavsmænd og skuespillere, der alle fremstår så sympatiske, at man næsten får dårlig samvittighed over at svine deres arbejde til. Næsten. En tåbelig musikvideo, en reklame for Blu-ray-formatet og traileren til “Hancock” medfølger også. Det hele præsenteres i HD.

Skiven giver køberen adgang til adskillige trailere og også klip fra årets Comic Con-event via internettet. Og man kan endda uploade sit profilbillede til nettet og dernæst se sekvenser fra filmen, hvor ens fjæs så er blevet indsat. Det lyder dog langt sjovere, end det er.