FilmenI serien af remakes er turen nu kommet til 70’er tv-serien “Starsky & Hutch”, der handler om to betjente der er så forskellige som nat og dag, men alligevel bliver partnere og “best buddies”. Remaket er blevet til en ganske vellykket komedie med vennerne Ben Stiller og Owen Wilson i rollerne som de to betjente.

“Starsky & Hutch” er om noget den typiske buddy historie. Da et lig dukker op i Bay Citys havn, bliver de to diametrale modsætninger, den pligtopfyldende om end lidt for ærgerrige David Starsky og den sjuskede og dovne Ken Hutchinson, sat på sagen. Den viser sig hurtigt at involvere en stor narkohandel, arrangeret af den luskede skurk Reese Feldman. De to betjente forsøger at opklare sagen, bl.a. med hjælp fra informanten Huggy Bear, samtidig med, at de må lære at affinde sig med hinanden.

Filmen er ukompliceret, bl.a. fordi instruktør Todd Phillips bevidst har forsøgt at holde sig til den ret simple opskrift som film fra 70’erne også gjorde. Dette medfører bl.a. at skurken er letgenkendelig med ukomplicerede og klare motiver. Plottet bevæger sig også af sted ad en lige landevej, uden de store twists, overraskelser eller andre dikkedarer. Samtidig tyer filmen også til visse af de klicheer vi efterhånden kender så godt. Plottet er nok filmens svageste punkt, og det fungerer kun som undskyldning for at få de to betjente til at arbejde sammen i et partnerskab, der i starten er præget af modvilje, men mod filmens slutning (naturligvis) afløses af respekt og venskab.

De to betjente må gå så grueligt meget igennem inden filmen når sin afslutning, og oftest med det resultat, at man som publikum sidder og klasker sig på låret af grin. Humoren i filmen spiller oftest på de to betjentes forhold, men der er samtidig også blevet plads til lidt slapstick og én bestemt scene i filmen (”… look back at him mean… like a dragon”) er yderst pinlig for de to betjente… men hyleskæg for os andre.

Meget af filmens humor spiller på forholdet mellem Stiller og Wilson. De to er rigtig gode venner i det virkelige liv og har spillet sammen i hele syv tidligere film, og det kan man straks mærke på deres kemi. Individuelt er der ikke det store over deres noget klicheprægede præstationer, men sammen er de fantastiske. Deres evige mundhuggeri og småskænderier er simpelthen guld værd.

I rollen som filmens skurk finder man Vince Vaughn som den luskede coke-pusher Feldman. Han er udmærket, om end han til tider overspiller lidt. Dette passer dog godt til den ukomplicerede skurkerolle. De to betjentes kærlighedsinteresser spilles af Amy Smart og Carmen Electra. Ligesom der er god kemi mellem Stiller og Wilson, er der også god kemi mellem de to og selvom deres roller er små, giver de den ganske godt som “cheerleader bimbos”

Rapperen Snoop Dogg spiller informanten Huggy Bear, i en rolle der absolut er som skabt til ham. Han stjæler enhver scene han er i. Det samme gør Fred Williamson i den klichefyldte rolle som den mavesure politi-inspektør, som havde han aldrig spillet andet.

Derudover er der også et par velkendte ansigter i birollerne, som Juliette Lewis, Will Ferell, Chris Penn og endda et par cameos fra de oprindelige skuespillere David Soul og Paul Michael Glaser.

Man kan ikke komme udenom, at filmen er præget af 70’erne. Tv-serien, som filmen bygger på, er fra 70’erne, og instruktøren har bevidst valgt at holde filmen i samme tidsperiode. Dette er ensbetydende med et fedt 70’er soundtrack, med masser af disco og easy listening. Filmens underlægningsmusik er også typisk for den tidsperiode og man får uvægerligt associationer til de mange serier fra den tid. Som en periodefilmen er der naturligvis gjort ekstra ud af, at præsentere perioden så godt som muligt. Biler, kulisser og tøjstil er naturligvis præget af dette, og medvirker til at filmen har den rette groovy stemning.

“Starsky & Hutch” er en vellykket komedie, mest i kraft af kemien og forholdet imellem hovedpersonerne – og knap så meget på grund af det simple og klichefyldte plot.

VideoDVD-transferet er i Anamorphic Widescreen med 2.35:1 Aspect Ratio. Det er et ganske udmærket transfer. Farverne er specielt nævneværdige og svinger lige fra 70’ernes halvkedelige jordfarver til de lidt mere spraglede disco-farver eller den røde Ford. Transferet gengiver disse rigtig flot. Skarpheden er lidt svingende og transferet har også en smule edge-enhancement. Udover edge-enhancment er der ikke andre komprimeringsfejl og transferet er – som forventet – også fri for artefakter af enhver art.

AudioPå lydsiden er der et engelsk og et spansk Dolby Digital 5.1 lydspor, der dog ligger lidt i den lade ende. Først og fremmest skal det nævnes, at dialogen kommer rent og tydeligt fra centerhøjtaleren og at separationen imellem de forreste kanaler er ganske udmærket. Desværre er surround højtalerne i den grad sat ud af spillet. Fra tid til anden anvendes de til musik og kun hen imod filmens slutning gøres der brug af dem til lydeffekter. Det samme gælder for subwooferen, der heller ikke har så meget at spille med. Det er en skam og det trækker ned på det endelige indtryk.

Ekstra materialeFørst og fremmest er der et ganske udmærket kommentarspor med instruktøren Todd Phillips. Han er behagelig at høre på og tager ikke de store pauser. Selve kommentarsporet er ganske udmærket, og Phillips kommer bl.a. ind på inspirationen fra den oprindelige tv-serie, hvordan de har forsøgt at genskabe 70’erne og meget andet godt.

Dernæst er der et lille program hvor Huggy Bear alias Snoop Dog fremviser lidt af sin garderobe. Meget sjovt, men ikke ligefrem noget der giver indsigt i filmen. Det samme gælder for programmet “Last Look Special”, der tager gas på de sædvanlige reklame programmer hvor alle er åh så glade for hinanden. Her er det lige omvendt. Samtlige skuespillere sviner hinanden til. Sjovt… men ligeså ubrugeligt som de programmer de gør grin med. Dernæst er der små 6 minutters deleted scenes, samt en gag-reel.

Ekstra materialet er på nær kommentarsporet en temmelig letbenet omgang.