Stay Alive
Udgivet 7. apr 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Efter filmens persongalleri er blevet præsenteret, sætter filmen – og spillet – så i gang. Én efter én omkommer de arketypiske teenageofre på nøjagtig samme måde, som i det spil, de lige har deltaget i. Game over – på alle måder. Angiveligt er en ondsindet ånd blevet vækket til live ved den remse, de unge spilnarkomaner får messet i starten af spillet. Og så starter kampen for overlevelse ellers – i både spillets og i filmens univers.
Det er nu svært at opfatte “Stay Alive” som ret meget andet end et gudsjammerligt forsøg på at integrere og udnytte computerspilselementer i en spillefilm. For vellykket er det bestemt ikke. Om det så er tanken, at denne samlede pakke skal opfattes som film eller platformspil, kan der nu kun gisnes om – men opfattet som det sidste fungerer det i hvert fald ikke.
Bedre bliver det naturligvis ikke af, at aktørerne tilsyneladende er blevet håndplukket efter deres manglende evne til at agere. Men nu har de selvfølgelig heller ikke haft de allerbedste arbejdsbetingelser med et manuskript, der stråler ved sin manglende originalitet og helt igennem udtalte ligegyldighed. Det er derfor umådeligt svært at engagere sig i plottet, eller for den sags skyld karaktererne, der grundlæggende har til formål at holde handlingen kørende i alt, alt for lang tid.
“Stay Alive” lander både som koncept og som film på det grå betongulv med et øredøvende klask. Selv for en teenagegyser må der ærligt talt kunne forventes en hel del mere til at underholde de frådende, popcornspisende publikummer i den halvanden time, filmen trods alt varer. Der er altså, med andre ord, tale om en film, vi godt kunne have været foruden. Og i bagklogskabens klare lys kan man så lakonisk tilføje: Game over!
Farvetemperaturen er svingende, og det virker faktisk som om, efterbehandlingen på billedsiden ikke er blevet fuldendt.
“Stay Alive” har måske set meget godt ud på tegnebrættet. Men som endegyldig film er det en miserabel affære, intet mindre. At spise sit publikum af med en gyser af så ringe en kaliber, som det her er tilfældet, ligner en fornærmelse. Skuespillet er elendigt og evner dermed ikke at holde et manuskript sammen, der er umådeligt ligegyldigt og uinteressant og i øvrigt emmer af utallige forgængere inden for sin traditionsrige genre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet