Danse dagen lang – bekymre sig over kvalitetsniveauet i Hollywood

Jeg er åbenbart Filmz’ ekspert i dansefilm. Jeg er ikke sikker på, hvordan det skete eller hvilke umenneskelige forbrydelser, jeg har begået i et tidligere liv for at fortjene det. Ingen kan give mig de to timer tilbage, jeg tilbragte i biografen, så tillad mig i det mindste at spare jer for fem minutters læsning: “Step Up: All In” er en ret dårlig film. Skulle I have brug for uddybende argumenter, eller hvis I bare er sadister, der nyder at svælge i andre menneskers ulykke, så læs endelig videre.

Det store trækplaster er, at denne gang samles et all-star cast fra de tidligere film. Så hvis man er en af de fans, der knuselsker serien, og har set alle film mindst fire gange (findes de?), så får man her chancen for et kærkomment gensyn med seriens stjerner. Selvfølgelig minus Channing Tatum. Eller for den sags skyld enhver anden, som har fået noget, der ligner en karriere siden. Hovedrollen er Sean fra den forrige film i rækken, der leder sin egen dansetrup, men har svært ved at finde arbejde. Derudover lider han af den efterhånden ret udbredte sygdom, undertiden kendt som Decoteaus syndrom, der gør ham allergisk over for trøjer. Nogle af de frygtelige bivirkninger ved denne sygdom er tabet af ansigtsudtryk og trangen til at sige ualmindeligt dumme replikker.

Forladt af sit crew må Sean finde en måde at tjene penge, så han kan blive ved med at danse. Meget belejligt annoncerer en underlig popstjerne, der er en forbløffende usjov parodi på Lady Gaga, en konkurrence i Las Vegas, hvor præmien er en tre-års kontrakt. Åh, mon det lykkes for vores helt at samle et hold af dansere og vinde konkurrencen? Manuskriptforfatteren er tydeligvis af samme skole som folkene bag de tv-film, der med jævne mellemrum kører på Disney Channel. Vi befinder os i en verden, som er sukkersød og overfladisk og fyldt med bekymrende stereotyper og banale moralske pointer.

De af de tidligere film, som jeg trods alt har set, havde da i det mindste en tynd fernis af realisme, men her er vi rykket helt ind i eventyret. En af karaktererne, den ulideligt gode og sympatiske Moose, er ingeniør og arbejder i et ‘laboratorium’. Hvis I undrer jer over, hvorfor det er i anførselstegn, så tillad mig at male et billede af en fabrikshal fyldt med transformatorer og andre himstregimser, der mest af alt ser ud til at være lånt fra en Frankenstein-film, hvoraf ingen selvfølgelig er forbundet til hinanden eller noget andet i rummet, mens mænd med sikkerhedshjelme og hvide kitler går rundt med clipboards og drejer på knapper. Det er ikke så meget, at forfatteren ikke orkede at lave research, som at han var fuldstændigt ligeglad, hvilket desværre er symptomatisk for manuskriptet som helhed.

Det dumme plot, den horrible dialog, de utilfredsstillende skuespilpræstationer og den irriterende og allestedsnærværende product placement for forskellige sociale medier til trods så har filmen dog positive elementer. Først og størst blandt dem er dansescenerne. “Step Up: All In” er ikke overraskende en film, der lever i de gennemkoreograferede, stramt klippede og ekstravagante dansenumre. Her skydes der endelig noget energi og sjæl ind i filmen, og karaktererne holder befriende deres kæft. I forlængelse af konceptet med at trække de tidligere film ind har man også valgt at blande en masse forskellige stilarter sammen, hvilket virker forbløffende godt og giver god variation i koreografien.