Suicide Squad
Udgivet 10. aug 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Præmissen er egentlig god. Hvad gør vi efter Superman? Når Jesus har ofret sig for menneskeheden. Hvem skal så redde os fra Djævlen? Det skal skurkene – antiheltene fra “Suicide Squad”. Og de får mig til at savne både Gud og “Man of Steel”. For det her er den dårligste DC-film, siden Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze bad os om at ”stay cool” i “Batman & Robin”.
Deadshot kan skyde præcist med pistol, Harley Quinn kan slå hårdt med bat, Killer Croc er bedst i kloakken, Captain Boomerang kaster med boomerang, og Diablo er vild med ild. De er alle gode nok på bunden. Og ret uvilde. Særligt patetisk bliver Will Smiths dødbider, Deadshot. Han vil bare hjem til sin datter og hjælpe med lektierne. Der grinede jeg højt, hvilket vist ikke var meningen. Det skulle jeg til gengæld have gjort af den gale Kolumbine i de korte shorts. Men jeg har svært ved at grine af Harley, når joken bliver serveret i kølvandet på, at Deadshot og Diablo har grædt ud over, hvor hårdt det er at være slem fyr, imens Killer Croc i hættetrøje ser til med mindre mimik end Howard the Duck. Margot Robbies i glimtvis okay Quinn ville passe bedre ind hos Deadpool. For hos “Suicide Squad” er stemningen rent selvmord.
Hun har også en bror, der ligner Doomsday på en dårlig dag. Det var her, jeg kom til at tænke på Mr. Freeze. For det har aldrig været en god idé, når superduperfilm går et par niveauer op i udklædninger og det overnaturlige. Det vidste Christopher Nolan. Hans Batman selvtægtede i en verden med politi, gangstere og terrorister. Men i det nye DC-univers er der hekse, ånder og talende krokodiller. Og alligevel er den megen hokus-pokus ikke vildere, end det kan løses med et ninjasværd og et mislykket forsøg på en “Deadpool”-joke.
Og Jokeren? Han løber uforklarligt rundt i udkanten af det her skurke-mareridt. Reduceret til et skvat i Jared Letos ufarligt drengede udgave. Jack Nicholson angreb forbrugerismen, Heath Ledger ville indføre anarki, men den her Joker er bare forelsket. Så kan jeg sgu godt forstå, at Batman ikke orker at trække i dragten. Han må også savne Superman. For hvis DC-fremtiden er mere “Suicide Squad”, så kan kun Gud frelse os.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet