Rent selvmord

Præmissen er egentlig god. Hvad gør vi efter Superman? Når Jesus har ofret sig for menneskeheden. Hvem skal så redde os fra Djævlen? Det skal skurkene – antiheltene fra “Suicide Squad”. Og de får mig til at savne både Gud og “Man of Steel”. For det her er den dårligste DC-film, siden Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze bad os om at ”stay cool” i “Batman & Robin”.

Hvorfor opgaven med at beskytte byen ikke går til Batman, forstår jeg ikke. Ben Afflecks åbenbaring fra “Batman v Superman” fanger ellers uden større problemer det store skurke-ensemble i indledende flashbacks. Han har måske ikke tid? Jeg forstår heller ikke, hvorfor de slemme selvmords-psykopater skal præsenteres igen og igen og igen, imens Eminem eller et andet nummer fra det populære soundtrack degraderer det meste af den første halvdel til en slags musikvideo, hvor det igen og igen og igen understreges, at de her ‘metamennesker’ er megafarlige.

Deadshot kan skyde præcist med pistol, Harley Quinn kan slå hårdt med bat, Killer Croc er bedst i kloakken, Captain Boomerang kaster med boomerang, og Diablo er vild med ild. De er alle gode nok på bunden. Og ret uvilde. Særligt patetisk bliver Will Smiths dødbider, Deadshot. Han vil bare hjem til sin datter og hjælpe med lektierne. Der grinede jeg højt, hvilket vist ikke var meningen. Det skulle jeg til gengæld have gjort af den gale Kolumbine i de korte shorts. Men jeg har svært ved at grine af Harley, når joken bliver serveret i kølvandet på, at Deadshot og Diablo har grædt ud over, hvor hårdt det er at være slem fyr, imens Killer Croc i hættetrøje ser til med mindre mimik end Howard the Duck. Margot Robbies i glimtvis okay Quinn ville passe bedre ind hos Deadpool. For hos “Suicide Squad” er stemningen rent selvmord.

Det er nemlig mest alvor hos DC. Og hold op, hvor det regner. Det gjorde det også i “Batman v Superman”, men her var tonen i det mindste gennemført ond. Hos “Suicide Squad” bliver det aldrig ondt. Aldrig sjovt. Aldrig noget som helst, imens de slemme udvalgte traver igennem byen på mission for regerings-kællingen Amanda Waller. Her skal de smadre den ene uspændende slags forheksede stensoldat efter den anden. De er nemme at nedlægge. Med bat og pistol. Og bliver det rigtig vildt, så kalder de på ham med ild. Slutmålet er heksen Enchantress, der står i den anden ende af byen og sender CGI-stråler op mod himlen. Og det skal hun altså stoppe med!

Hun har også en bror, der ligner Doomsday på en dårlig dag. Det var her, jeg kom til at tænke på Mr. Freeze. For det har aldrig været en god idé, når superduperfilm går et par niveauer op i udklædninger og det overnaturlige. Det vidste Christopher Nolan. Hans Batman selvtægtede i en verden med politi, gangstere og terrorister. Men i det nye DC-univers er der hekse, ånder og talende krokodiller. Og alligevel er den megen hokus-pokus ikke vildere, end det kan løses med et ninjasværd og et mislykket forsøg på en “Deadpool”-joke.