Sukiyaki Western Django
Udgivet 22. apr 2009 | Af: kaduffo | Set på DVD
Filminstruktøren Takashi Miike er stadig enormt produktiv, og seneste bedrift fra den kant er den muntre genreblanding “Sukiyaki Western Django”, der har rod i de legendariske spaghetti-westerns, sælger varen igennem galeonsfiguren Quentin Tarantino i en mindre rolle.
Undervejs blander den fremmede og introverte våbensvinger sig. Uenighederne udvikler sig helt efter den klassiske devise, hvor ophøjelse opnås efter øje for øje og tand for tand. Selv om Miike skruer tiden tilbage, så har han ikke støbt kuglerne til noget originalt værk. Ikke desto mindre fås en traditionel b-film inden for western-genren, hvor afstanden mellem livet og døden måles på aktørernes ammunition og deres præcision. “Sukiyaki Western Django” spænder ben for sig selv og har svært ved at træde ud af skyggen fra sin fortid. Med det sagt lykkes filmen med at være sjov og bevarer også en ironisk distance til sit forehavende. Det sker bare alt for sjældent.
“Sukiyaki Western Django” savner de elementer, der kunne gøre de klassiske westerns til en blykold oplevelse. Hvor de typiske helte og skurke illustrerede datidens levevis igennem alkoholisme, luderbesøg og attitudefyldte shoot outs, så er Takashi Miikes forsøg ud i genren en sprudlende, men stemningsløs genfortælling. Filmen fattes i det hele taget nytænkning, og det går ud over fremdriften. Den udefra ankomne fortsætter sit forsagte spil. Efter at have tilbudt sig til den klan, der kan tilbyde den største pris i kroner og ører, viser det sig, at han samtidig har en helt anden agenda, hvor økonomisk velstand trods alt kommer i anden række. En agenda, der vil føre ham til legenden Blodige Bente.
Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke er uden mislyde. Der er flere tilfælde af både edge-enhancement og digitale forstyrrelser, mens udtværinger til gengæld ikke forefindes i det gennemgående kornede filmlook. Stilen er gullig og antik og er en del af staffagen, hvor farvetemperatur og kontrast trods enkelte udsving ellers holder sig stabile.
Bedre er den japansk- og engelsksprogede lydside, der eksekveres i to DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig, atmosfæren velfunderet, og festlighederne suppleres endda af betragteligt mange distinkte effektlyde, filmen ikke havde fungeret foruden.
Udgivelsen indeholder ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale.
Selv om japanskfødte Takashi Miike endnu ikke har rundet de halvtreds, så viser generaliebladet en voldsom produktivitet. En stor del af de instruerede titler bevæger sig inden for b-filmens grænseland, og “Sukiyaki Western Django” er ingen undtagelse, hvad det angår. Filmen er underholdende i strejf, men skal primært ses for det absurde koryfæ, den i virkeligheden er.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet