Koldkrigsthrilleren genoplives i “The Sum of All Fears”.

“The Sum of All Fears” er den fjerde i rækken af filmatiseringer af Tom Clancys Jack Ryan spionthrillere. Den første var “The Hunt for Red October” hvor Ryan blev spillet af Alec Baldwin. Derefter fulgte “Patriot Games” og “Clear and Present Danger” hvor Harrison Ford overtog rollen.

I de tidligere film var der en vis kontinuitet. Ryans familie blev gradvist større og hans indflydelse og anseelse steg også for hver film. Kontinuiteten bliver imidlertidigt brudt i “The Sum of All Fears”. Her møder vi Ryan som en ung, ugift og uprøvet CIA-rekrut. Han har meget lidt fornemmelse for at begå sig i miljøet, og træder konstant i spinaten.

Efterhånden som filmserien forsatte udviklede Jack Ryan sig mere og mere til en actionhelt. Dette element er dog nedtonet meget i denne film. Ben Affleck uddeler ikke mange øretæver, og er alt andet end begejstret ved udsigten til at blive sendt på en mission. I denne henseende ligger “The Sum of All Fears” sig tættest op ad “The Hunt for Red October”.

Filmen åbner i Israel i 1973 under Oktoberkrigen. Som sikkerhedsforanstaltning mod det egyptiske angreb sættes et fly bevæbnet med et atomvåben på vingerne. Flyet skydes imidlertidigt ned, og atombomben går tabt i ørkenen. Den bliver fundet i nutiden og falder i hænderne på en ny-nazistisk organisation, der ønsker at bruge den til at fremprovokere en krig mellem USA og Rusland. De vil detonere den i USA og få den amerikanske regering til at tro at det er Rusland der står bag. Ryan forsøger at finde frem til bagmændene bag denne aggression for at bevise at det ikke er Rusland der er den ansvarlige og derved undgå en krig.

Filmens plot vækker selvfølgelig minder om den 11. september, men det skal siges til filmens forsvar at den ikke dvæler ved denne begivenhed på en måde som man kunne frygte. “The Sum of All Fears” er en meget typisk spionthriller, hvor det først og fremmest er spændingsmomentet det gælder. Den forsøger ikke på at være en amerikansk dokumentar.

Ben Afflecks rolle som Jack Ryan kan man naturligvis ikke undgå at sammenligne med Alec Baldwin og Harrison Fords. Begge de to skuespillere er meget karismatiske, og selvom Affleck på mange måder er dygtig, så besidder han på ingen måde den samme mængde karisma. Han kommer uundgåeligt til at fremstå noget ordinær og anonym ved siden af. Dette er dog ikke nødvendigvis et alvorligt problem, eftersom det i højere grad får os til at betragte Ryan som en “almindelig” person, hvilket passer godt til den udformning Ryans figur har i filmen, men det går selvfølgelig lidt ud over underholdningsværdien.

Til gengæld er filmens biroller glimrende spillet. Som Cabot er Morgan Freeman god som altid. Han udstråler den form for autoritet og kompetence der skal til. James Cromwell (“L.A. Confidential”) spiller den amerikanske præsident og han formår med ganske få virkemidler at give et overbevisende indtryk. De scener hvor han diskuterer situationen med sine folk hører til de mest velspillede i filmen.

Svend-Ole Thorsen dukker også op i et par enkelte scener som blond ny-nazist, hvor han taler tysk med en meget kraftig accent, men i en amerikaners øre lyder det nok ikke synderlig anderledes om det er en dansker eller tysker der taler.

Plottet har et par urimelige punkter. F.eks. virker det besynderligt at israelerne ikke har fundet atombomben. Man skulle tro at de ville sætte alt ind på at finde den igen, i betragtning af hvor mange fjender der ikke ville være det mindste tilbageholdende med at bruge den mod Israel.

Ligeledes er det absurd at amerikanerne automatisk antager at det er russerne der har angrebet dem. Ved den 11. september var der ingen der troede et øjeblik på at det var russerne der stod bag.

Som spændingsfilm er “The Sum of All Fears” udmærket udført. Man sidder på intet tidspunkt og keder sig, men den har dog, trods de større virkemidler, langt fra den nervepirrende spænding som “The Hunt for Red October” eller for den sags skyld “Patriot Games”. At man har valgt at fjerne Ryans familie er næppe en god beslutning, da det i høj grad var dem der var med til at give Ryan personlighed. I stedet er han blevet forsynet med en kæreste der, i næsten alle hendes scener, bliver forladt når Ryan skal drage af sted på en ny opgave. Det bliver hurtigt lidt trættende at se på.

Det største problem ved filmen er dog plottet med at en ukendt organisation bedrager USA og Rusland til at gå i krig så de kan overtage kontrollen bagefter. Det plot har man allerede set utallige gange i ældre spion thrillere (alene i James Bond filmene har det været brugt adskillige gange). Den sidste del af filmen hvor konflikten optrappes har derfor en irriterende følelse af deja-vu over sig. Man føler at man allerede har hørt alle replikkerne før (og bedre).