Sunshine Cleaning

InstruktionChristine Jeffs

MedvirkendeAmy Adams, Emily Blunt, Alan Arkin, Mary Lynn Rajskub, Eric Christian Olsen, Jason Spevack, Kevin Chapman, Steve Zahn, Clifton Collins Jr.

Længde102 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen03/07/2009


Anmeldelse

Sunshine Cleaning

3 6
En blodig affære

Amerikanske independent-film kan et og andet. Skaberne bag disse film ønsker at distancere sig fra det effektfyldte Hollywood ved at lave mindre, men meget mere vedkommende historier, som i langt højere grad end filmene til flere milliarder kroner bidrager til forståelsen af det at være menneske. Samtidig har vi trods alt at gøre med amerikanere, som er opvokset i verdens mest hypede underholdningskultur, og som derfor har en næsten instinktiv trang til at underholde sit publikum. Denne blanding resulterer ofte i nogle finurlige film, som byder på både lun humor og holdbare fortællinger.

De to søstre Norah og Rose Lorkowski kæmper for at holde sig økonomisk oven vande. De befinder sig på stadiet lige over trailer trash, og det kniber med at få råd til både at sende Roses søn i skole, holde fødselsdage og holde hus og bil. Roses high school-kæreste Mac foreslår, at søstrene starter et rengøringsfirma, som gør rent på gerningssteder – det er der penge i. Det viser sig at være et blodigt arbejde, men langsomt kommer der gang i både forretningen og pigernes liv.

Lad os tage det positive først. “Sunshine Cleaning” har mange af de elementer, som ofte udgør en god independent-film. Karaktererne har personlighed og fremstår troværdige – ikke mindst på grund af flot skuespil over hele linjen. Oplægget til historien er også ganske originalt og portrætterer et stykke af livet, som de fleste mennesker ikke umiddelbart tænker over eksisterer. Der er en tilpas skævhed i hele set-up’et, men samtidig står det klart, at alle filmens situationer sagtens kunne forekomme i den virkelige verden.

Og nu til det knap så positive. Filmen er simpelthen kedelig. Uanset det glimrende plot er filmen med sine 88 minutter usandsynligt langtrukken. Der lægges op til feel good-film med dramaer, der afløses af komiske situationer, men sidstnævnte udebliver i alarmerende grad, hvilket resulterer i en småtrist film, der ikke rigtigt formår at sætte dybe aftryk i tilskuerens sind. Hvor er de akavede situationer, som må opstå, når man arbejder med at fjerne blod, urin og afføring? Bevares, de dukker da op hist og her, men sådan et set-up fordrer masser af humoristiske indslag – flere end “Sunshine Cleaning” byder på.

Havde filmen været lidt mere interessant i sit visuelle udtryk, kunne meget have været reddet, men der går simpelthen for meget leverpostejsrealisme i billederne. Naturligvis skal det understreges, at søstrenes levevilkår er trange, men den slags kan illustreres på langt mere interessant vis. Der er gode billeder i blod og uhumske boliger, men det fremstår som en halvkedelig gang grød, der knap nok forsøger at fremavle søstrenes kvalmende fornemmelser hos tilskueren.

“Sunhsine Cleaning” lægger op til en herlig fortælling, og når man bag på dvd-coveret læser sætninger som ”Der er forandringer på vej hos familien Lorkowski, og det kommer ikke til at gå stille for sig,” fornemmes det, at man sidder med en lille perle mellem hænderne. Men det går desværre alt, alt for stille for sig, og filmen leverer simpelthen ikke varen. Med risiko for at lyde kategorisk må man kunne stille det krav, at en feel good-film skal få tilskueren i godt humør på trods af, at livet skildres med både op- og nedture. Det formår “Sunshine Cleaning” desværre ikke.
Video

Præsenteret i 2.35:1. Der er mange mørke billeder i filmen, hvilket får en del komprimeringsstøj til at fremtræde i form af grums i de mørke områder. Det er dog også den eneste komprimeringsartefakt i et transfer, der udmærker sig med klare farver og fravær af edge enhancement og farveblødning. Kontrasten er god og stabil gennem hele filmen, mens skarpheden kunne være en anelse bedre.

Audio

Dolby Digital 5.1. Man kan knap sætte en finger på audio-transferet. Stemmerne er klare, og musikken har en fin fylde. Men lyddesignet er ufatteligt kedeligt. Lidt fuglekvidder og en forbipasserende bil får lov at fylde baghøjtalerne en sjælden gang imellem, men det er også det. Musikken er stemningsfuld, men ville vinde meget, hvis noget af den blev lagt mere markant ud i de forskellige kanaler.

Ekstramateriale

På dvd’en forefindes nogle trailere og en håndfuld slettede scener. Sidstnævnte suppleres desværre ikke af en forklarende voice over, der kunne fortælle, hvorfor scenerne er udeladt af den endelige version. Således bliver det bare en stak situationer, som er temmelig ligegyldige at se på.

“Sunshine Cleaning” havde et rigtigt stort potentiale med sin skæve historie og udmærkede karakterer. Filmen lægger på mange måder op til en god gang feel good, men i stedet for at gennemføre stilen ender den som en grå tristesse, der faktisk er lidt deprimerende. Ikke deprimerende som “Requiem for a Dream”, hvor det dystopiske element er en tematisk pointe – mere deprimerende som at stå alt for sent op og føle, man har spildt sin dag. Det er da en lidt kedelig følelse at sidde med efter en film, ikke sandt?

Sunshine Cleaning

3 6
Den nødvendige forårsrengøring

Den uafhængige amerikanske film – eller indie-film, som kaldt i folkemunde – er gået hen og blevet en institution i sig selv. Det har alle de store produktionsselskaber for længst set potentialet i, hvor bl.a. Paramount Vantage og Warner Independent har masseproduceret smalle produktioner, altså ud fra Hollywood-standarder. Budgetterne er som regel under 20 millioner dollars, og filmene har et slags europæisk kunstfilm-præg. Det lyder med rette temmelig konstrueret, men tendensen har dog givet et friskt pust i filmindustrien. Det til trods synes flere af titlerne mest at være ligegyldige samlebåndsproduktioner, der hurtigt går i glemmebogen. “Sunshine Cleaning” er en af disse.

Ikke mindst plottet er ved at være temmelig udvandet. I “Sunshine Cleaning” følger vi et umage søskendepar, der døjer med livets realiteter. Rose Lorkowski var engang skolens labre cheerleader, som alle de andre misundte. Dog er livet ikke forløbet, som hun gerne havde ønsket. Hun er endt som rengøringsdame og alenemor, mens hun er elskerinde med sin gamle kæreste fra college. Søsteren Norah er gået i stå i en blanding af selvmedlidenhed og dovenskab. Hun bor stadig hjemme hos sin far og er ikke i stand til at blive i jobs længere tid ad gangen. Da Rose finder ud af, at der er gode penge i at rengøre gerningssteder for politiet – hvilket kan rette op på deres katastrofale økonomi – starter hun sammen med Noah rengøringsfirmaet Sunshine Cleaning. Rengøringen får en helt overført betydning, da de to søskende pludselig får vasket ordentligt ud i tilværelsen og henkastes i lommefilosofisk refleksion over, hvad de egentlig forventer af livet.

“Sunshine Cleaning” vil ih så gerne være en besnærende dannelseshistorie med et bid af morbid humor. Persongalleriet står på bagben for at fremkalde uimodståelig charme og vække genkendelsens glæde og skam i en række skæve individers handlinger – alt imens kunstig sort komik skal afvæbne, når det bliver alt for seriøst. Forsøget ud i den gode historie med et snært af uskyldig absurditet har cirka ligeså meget kød på sidebenene som et hult gnaveben, de første femten gravhunde allerede har opgivet at tygge på.

Den bittersøde tone er præcis den samme som i bl.a. “Little Miss Sunshine”, “Juno”, “Evening” og “Margot at the Wedding”, og det harmløse lunkne drama vil hjertens gerne ridse i overfladen, men tør ikke andet end udmunde sig i et rosenrødt virkelighedsportræt. Det er en naiv prinsessedrøm, der fuldt ud er på højde med Danielle Steels pladderromantik. Også selvom der ihærdigt prøves at skabe en stemning i stil med tv-serien “Six Feet Under”.

Helt håbløs er “Sunshine Cleaning” nu ikke. Der er morsomme indslag og gode skuespillerpræstationer. Helt iøjnefaldende er Amy Adams, der spiller den forsagte og skrøbelige Rose med helt fantastisk glød og indlevelse. Personligt ser jeg Amy Adams som den måske mest lovende kvindelige Hollywood-stjerne netop nu, hvilket denne kraftpræstation bestemt understreger. Kemien mellem Adams og Emily Blunt, der spiller Noah, slår gnister – og skal instruktør Christine Jeffs roses for noget, er det helt afgjort personinstruktionen. Det er blot ikke helt nok til at trække en alt i alt forglemmelig jævn film op.

I den lange række af amerikanske indie-film må “Sunshine Cleaning” siges at være blandt de mest ligegyldige. Trods et par enkelte humoristiske indslag og en fremragende præstation fra Amy Adams forbliver det intime og varme menneskelige drama en sløv dagdrøm. Det hele er set før, både ligeså utroværdigt og uvedkommende, men kan gå an som et stille bekendtskab, der ellers havde så store fremtidsudsigter.


Kort om filmen

Rose Lorkowski, der som ung pige var kaptajn på skolens cheerleader-hold og kom sammen med skolens quarterback, er nu over tredive, enlig mor og arbejder som rengøringskone. Hendes søster Norah bor stadig hjemme hos deres far, Joe, der er sælger og forgæves har prøvet lidt af hvert for at blive rig. Rose er meget opsat på at få sin søn ind på en bedre skole, så hun og Norah går sammen om at tilbyde rengøring af gerningssteder for at tjene lidt hurtige penge. Før pigerne kan nå at blinke, sidder de begravet til halsen i mord, selvmord – og andre særlige omstændigheder. Snart avancerer søstrene i deres beskidte karriere, og undervejs lærer de at respektere hinanden og finder den søstersolidaritet, de har altid har manglet. Rose og Norah opbygger deres egen tvivlsomme forretning, og de oplever nu glæden og udfordringen ved at være der for hinanden – i tykt og tyndt – mens de samtidig skaber en lysere fremtid for hele familien Lorkowski.