En hjertevarm, naiv lærer dukker op på skolen med nabolagets mest håbløse børn og unge, som i første omgang er rastløse og ligeglade, men som langsomt vender det triste miljø og den ubehagelige fortid ryggen efter at være blevet inspireret af lærerens fantastiske medmenneskelighed. Denne korte synopsis opsummerer efterhånden utallige film, og der synes at komme en ny af slagsen hvert år. Seneste skud på stammen er “Take the Lead”, hvor læreren i denne omgang er en spansk danseinstruktør (spillet af en typisk charmerende og underholdende Antonio Banderas), der beslutter sig for at undervise de sprælske unger i klassisk dans, hvilket forhåbentlig vil afføde en mere disciplineret adfærd.

Og naturligvis gør undervisningen det. Der er ikke skyggen af substantielle overraskelser i de omtrent to timer, “Take the Lead” varer. Men ligesom en god kage, man har lavet mange gange før, kan man godt overleve manglen på store overraskelser i filmen og nyde godbidderne, som der alligevel er en del af. Lad os starte med Banderas, hvis urørlige karisma gør ham til et perfekt valg til rollen som Pierre Dulaine, enkemanden, som er vant til at undervise de pæne elitebørn, men som nyder muligheden for at vise de mere uforudsigelige, krævende drenge og piger, at der er håb forude. Naturligvis er filmen også “inspireret af virkelige hændelser”, hvilket er Hollywood-slang for ”vi har brugt et eller to reelle navne og rygter for at tilegne os god PR.”

Indimellem alle svingommerne (som ofte må siges at være velkoreograferet og dybt imponerende) bliver der naturligvis tid til en håndfuld retoriske moralprædikener, som skal være med til at skænke filmen en aura af seriøsitet og troværdighed, der aldrig virker synderlig plausibel. Persongalleriet består af de typiske småkriminelle, indelukkede, pessimistiske, opgivende og rebelske unge, som vi har set i stort set hvert eneste teenagedrama, siden John Hughes slog igennem i 80’erne. Men heldigvis er karaktererne (og de skuespillere, som spiller dem) forholdsvis interessante og underholdende at se på, hvorfor filmens to timer bliver langt mere overkommelige.

Instruktør Liz Friedlanders erfaring inden for musikvideoer kommer hende også til gode. Filmen er enormt godt klippet, ser nydelig ud og er læsset med betagende skud og imponerende panoreringer. Filmens jævnaldrende i den virkelige verden vil nok også sætte stor pris på det bombastiske, stjernespækkede soundtrack. Når filmen ikke forsøger på at være mere, end dens banale historie kan bære, er den bedst.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Havde det ikke været for en lille smule udtværing og edge-enhancement havde dette været et klart 6-stjernet transfer. Farverne er fantastiske, læsset med visuel energi og vitalitet. Billedsiden er knivskarp og besidder en imponerende detaljerigdom. Kontrasten er eminent, og her er ingen spor overhovedet af snavs, smuds eller digital støj.

AudioNæsten lige så godt som skivens transfer er dens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor. Det er selvsagt musikken, der er den mest markante del af filmens lydunivers. Og musikken kommer godt til udtryk, især via fronthøjtalerne, der understøttes af en solid bund, som subwooferen hovedsageligt står for. Dialogen er derudover krystalklar, og der er god atmosfæreskabelse og raffinerede, effektive effekter. Man kunne dog godt have ønsket sig en snert mere aktivitet i subwooferen og baghøjtalerne.

EkstramaterialeDiscen byder på i alt 7 slettede/alternative scener med en samlet spilletid på ca. 6 minutter. Scenerne kan ses med kommentarer fra filmens klipper, Robert Ivison, og instruktør, Liz Friedlander. De er ikke ligefrem dårlige, men filmen var i forvejen for lang, og disse slettede scener havde ikke gjort filmen nogen tjenester. Man kan også se hele filmen med kommentarer fra Friedlander og Ivison. Parrets mundtøj er dejlig aktivt, og de kommer godt rundt om alle mulige aspekter af filmens tilblivelse. Et godt kommentarspor.

Så er der en enkelt sej dvd-funktion, som hedder “You Take the Lead: Multi-Angle Tango”. Her får man mulighed for at studere filmens imponerende tangodans fra fire forskellige vinkler, som man selv kan skifte imellem via fjernbetjeningen. Guld værd for entusiaster.

“Meet the Dungeon Kids” (17 min.) er en fin dokumentar, der fortæller om filmens unge skuespillerbesætning. Her er mange interessante interviews med dem, og der er også nogle gode ‘behind-the-scenes’ optagelser og testoptagelser. Vi hører bl.a. om de unges danseevner før og efter filmoptagelserne, og så får vi lov at se den rigtige Pierre Dulaine, som Banderas spiller i filmen, i aktion.

Vi hører dog mere til Dulaine i “Between the Steps: A Profile of Pierre Dulaine” (17 min.). Det er interessant at få en indsigt i filmens autentiske rødder. Som ventet er der mange forskelle (og få ligheder) mellem den fiktive og virkelige beretning.

“Liz, Swizz and Ziggy: The Director & Her Music Team” (10 min.) fortæller om flere af filmens musikere og Friedlander, som instruerede adskillige musikvideoer, før hun begyndte at arbejde på “Take the Lead” – hendes første spillefilm. Her er måske en tand for megen monoton skulderklappen, men også mange fine kommentarer, anekdoter og informative klip.

Til slut har vi filmens trailer, samt tre såkaldte ‘trailer remixes’, som består af alskens klip fra filmen tilsat diverse hiphop-numre.