Når rollerne bliver byttet om

Nogle gange er det helt befriende at se en dansk film, der ikke har ambitioner om at nå et udenlandsk marked, for som én af personerne sige i Jonatan Spangs nye film, “Talenttyven”: ”Jeg kan da meget godt lide Danmark”. Alligevel kan man ikke undgå at sidde tilbage med en klar fornemmelse af, at filmen kunne og burde have været langt, langt bedre…

Mark og Laura er kærester. Han er forsanger i et falleret boyband med et ganske elendigt hit tilbage i 1998 som truppens foreløbige højdepunkt, og hun er receptionist i et opfinderfirma. Men en dag får Laura øje på en annonce i en avis. I en dyrehandel på Øresundsvej kan man få registreret sit talent, og det viser sig, at Laura er så godt som et geni, hvorimod Mark befinder sig i den modsatte ende af skalaen. Dette skaber visse strabadser i forholdet, indtil Mark kommer på den tvivlsomme idé at bruge maskinen til at stjæle Lauras talent, så han endnu en gang kan få succes som hjerteknusende sanger. Lyder det dumt? Det er det også.

Magtpositionen i parforhold er det største tema i “Talenttyven”. Hvem har egentlig bukserne på? Hvem er det, der bestemmer? Er man egentlig ikke meget tryg ved den rolle, man nu engang er blevet skænket, og hvad sker der, når der bliver bytter om på de roller? ”Der er ikke plads til to konger i et forhold” siger Lauras emsige mor, der – på trods to graviditeter på egen krop – endnu ikke har forstået, at søsteren Gitte er gravid, ikke tyk. Det er lige præcis takket være den slags unøjagtigheder, at mange ting går galt i Jonatan Spangs film. For ofte er humoren simpelthen for fjollet på den dårlige facon. For at en kvinde, der har født to børn, stadig ikke forstår selve processen, virker ikke bare underligt, men simpelthen gedigent dumt. Lidt ligesom en handling, der involverer nogen, der suger talentet ud af andre via en maskine, der bliver forklaret med en masse fremmedord af en mandsperson, der ikke virker, som om han hverken kan læse eller opfinde talentmaskiner.

Men okay, her er det heller ikke ligefrem naturalisme, der er dagens hovedret. Mark er for eksempel så stor en kraftidiot, at det er svært at begribe, hvorfor en fornuftig og intelligent pige som Laura har gidet have ham med på slæb i så mange år, og selvom man flere gange bliver fortalt, at de vitterligt elsker hinanden, så er det altså svært at acceptere et så umage forhold, og det bliver også lidt svært at holde af dem.

Det er ikke, fordi “Talenttyven” ikke er en sjov film, for den har virkelig sine øjeblikke, hvor lattermusklerne får lov til at bevæge sig lidt – eksempelvis når Mark skal fremføre en selvskreven sang for pladefolkene med måske verdens dårligste, politiske tekst. Problemet ligger altså ikke så meget i de komiske indslag, men mere i de mere dybdegående emner, som der bruges alt for lang tid på at opbygge, og som slet ikke bliver gransket på tilnærmelsesvis tilfredsstillende vis. Til sidst bliver det ganske enkelt trivielt at følge Mark og Lauras anstrengelser, fordi de bliver ved med at køre rundt i ring.