Tara Road

InstruktionGillies MacKinnon

MedvirkendeAndie MacDowell, Olivia Williams, August Zirner, Bronagh Gallagher, Jean-Marc Barr, Iain Glen, Alan Devlin, Heike Makatsch, Brenda Fricker, Sarah Bolger, Stephen Rea, Mac McDonald, Jia Francis, James Herrick, Maria Doyle Kennedy, Ruby Wax

Længde101 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen05/05/2006


Anmeldelse

Tara Road

3 6
Mænd er nogle svin – eller nogle af dem er i alt fald. Der er flere af slagsen i filmatiseringen af Maeve Binchys roman “Tara Road”, og det er mænd – både de gode og de dårlige, der sætter skred i to kvinders liv.
Både amerikanske Marilyn og irske Rias liv falder sammen med et brag. Marilyn mister sin eneste og højt elskede søn i en motorcykelulykke på hans 15-års fødselsdag. Ria opdager at hendes mand ikke bare har en affære, men tilmed skal have et barn med sin yngre elskerinde, og at han har tænkt sig at forlade hende og deres to fælles børn.

Marilyn kan slet ikke bære tabet af sin søn, og hun giver sin mand, der gav sønnen motorcyklen i fødselsdagsgave, skylden. Hun må væk fra det hele og møder, næsten tilfældigt, Ria i telefonen. De to kvinder aftaler at bytte hus i to måneder.

Selv om de begge nok helst vil være på afstand af virkeligheden, kan de ikke få lov til at være i fred. I Amerika omringes Ria af Marilyns påtrængende venner og veninder, og de giver hende efterhånden en ny tro på tilværelsen og livet. I Irland har Marilyn samme problem. Hun kan end ikke få sig selv til at sige sin døde søns navn højt, men Rias vennekreds presser på, og hun kommer efterhånden overens med sorgen, mens hun forsøger at genfinde kærligheden til sin mand, godt hjulpet på vej af den følsomme kok Colm.

Heldigvis har man valgt rigtigt da man uddelte de to hovedroller, for “Tara Road” er sandt at sige ikke nogen ophidsende oplevelse, men den får et løft i kraft af Andie MacDowell og Olivia Williams som henholdsvis Marilyn og Ria. Især er MacDowell god, hun får lov til at vise nye, dybere sider af sig selv, og det må siges at klæde hende. Ellers er persongalleriet i filmen en spraglet affære, men det er nu ikke her, der skal peges fingre. Der, hvor “Tara Road” ikke slår til, er i fortællingen. Vi kommer simpelthen ikke langt nok ud. Mere smerte, mere gråd, mere elendighed tak! I en fortælling om kvinder, der får vendt op og ned på deres liv og skal til at genopdage sig selv, må der gerne være lidt mere dybde, lidt mere af det, der gør rigtig ondt. Efter filmens første tredive sekunder sidder man med følelsen af, at det skal nok gå alt sammen, og så slemt er det da heller ikke, hvorfor man ikke bliver overrasket én eneste gang. Det hele er lidt for pænt og enkelt – alt sammen akkompagneret af luftig irsk-inspireret musik, der bliver en plage efterhånden.

Det er dog ikke den rene elendighed det hele. Ud over de to fremragende hovedpersoner, foregår filmen i et rart, roligt tempo og fortælles med et nærvær, der gør den vedkommende.

Filmen forholder sig oprigtig over for sig selv hele vejen, og det vejer i det lange løb op for de fortællemæssige mangler.
“Tara Road” er nok ikke førstevalget til en herretur i biografen, men den er bestemt et fint lille bekendtskab.


Trailer

Kort om filmen

New England, USA. Ægteparret Marilyn og Greg Vine mister på tragisk vis deres elskede og eneste søn i en motorcykelulykke på hans 15-års fødselsdag. Mere end 3000 kilometer væk, nærmere bestemt i Dublin i Irland, bliver husmoderen Ria brat revet ud af sin trygge dagligdag, da hendes mand, Danny, fortæller hende, at han venter barn med sin yngre elskerinde. Et tilfældigt telefonopkald knytter Marilyn og Ria sammen, og da de begge har brug for et mentalt pusterum og nogen tid alene, bliver de enige om at bytte hjem i to måneder. I de nye og fremmede omgivelser finder begge kvinder ny og livgivende energi til at kunne acceptere og leve med forandringerne i deres eget liv. Baseret på en bestseller af Maeve Binchy.