Ud at køre med den skøre

Man siger, at den menneskelige krop består af to tredjedele vand. I Martin Scorseses tilfælde er det nok nærmere to tredjedele celluloid. Den amerikanske instruktør med det italienske navn har ingen overmænd og kun få ligemænd. Og egentlig er det ganske passende, at Scorseses Palme d’Or-vinder fra 1976, “Taxi Driver”, genudgives på Blu-ray netop nu, hvor filmens hovedrolleindehaver, Robert De Niro, har været med til at belønne danske Nicolas Wending Refn i Cannes for hans film “Drive”, der ligeledes handler om en lavmælt enspænder, som begår skumle ugerninger bag bilrattet i nattens mørke.

“Taxi Driver” er en film om falske facader og deres ægte bagsider. På overfladen virker De Niros karakter, Travis Bickle, som en godhjertet taxachauffør, der gjorde sin pligt med bravur i Vietnam. Men selv inden Bickle begynder sit selvtægtkorstog mod den kriminelle underverden, lader De Niro os ane Bickles indvendige tumult. Der foregår altid noget bag skuespillerens øjne, og hver eneste bevægelse synes at have en skjult bagtanke. Men det er den måde, hvorpå De Niro skærer igennem Bickles vanvid og machoattitude og afslører den usikre og introverte person underneden, der imponerer mest, og som faktisk får os til at føle noget for galningen. Det er en uhyre nuanceret præstation som denne, der gør én så sindssygt frustreret over De Niros karrierevalg siden årtusindskiftet.

New York, sådan som Scorsese og mesterfotografen Michael Chapamn skildrer byen, er også en tvetydig størrelse, hvor faren lurer i hver eneste mørke krog bag neonskiltenes kraftige skær. Selv musikken har flere lag… Bernard Herrmanns sensuelle, saxofondrevne tema er enormt romantisk, men på et splitsekund kan Herrmann ændre stemningen fuldstændigt med højtlarmende blæsere og slagkraftigt slagtøj. Ja, “Taxi Driver” er på én gang forførende og foruroligende. Scorsese påstår stadig, at han ikke er sikker på, hvad det var ved manuskriptet, der tiltrak ham. Han ved bare, at han var nødt til at lave filmen. Sådan er “Taxi Driver” bare – svær at tyde, endnu sværere at kategorisere, umulig at modstå.

Man skal passe på med at smide om sig med floskler som ”denne film definerede en generation”, men “Taxi Driver” er et forbavsende rammende portræt af USA anno 1976, hvor nationen famlede efter fast fodfæste i kølvandet på Vietnam-krigen og Watergate-skandalen. Landets uskyld lå i ruiner, og JFK-æraens optimisme var blevet erstattet med forvirring, frygt og stor, stor skuffelse. Bickle lægger ud med at ligne den amerikanske arketype – han er standhaftig, høflig og brav, men hans voksende isolation og samfundets skumle kræfter piner ham, hans intolerance blusser op, og når han endelig vælger at konfrontere de mørke kræfter, bliver det svært at spotte skillelinjen mellem de gode og de onde – og er dét ikke det 20. århundredes Amerika i en nøddeskal?

Men “Taxi Driver” er ikke blot en film om USA, det er en film om vores alles indre dæmoner, som truer med at bryde ud, når vi behandles uretfærdigt. Når Bickle konfronterer sig selv i spejlet i filmens mest berømte scene og trodsigt tilspørger det: ”Taler du til mig?!”, taler han lige så meget til sit eget spejlbillede som til os. Kontrollerer vi vores egen skyggeside? Kan vi benægte, at vi kan relatere os til Bickles ensomhed og frustrationer? Scorsese slæber os igennem den kriminelle underverdens vederstyggeligheder, indtil man nærmest skriger efter Bickles selvjustits, men så starter blodbadet, og ens samvittighed kommer på en alvorlig prøve – ligesom sanserne. “Taxi Driver” forlanger ikke, at du tager stilling til den… den tvinger dig til det. Det er en mesters værk og et mesterværk.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Taxi Driver” har formentlig ikke set så godt ud siden biografpremieren for 35 år siden. Billedsiden er praktisk talt blottet for snavs og støj, men samtidigt har det et lækket, celluloidagtigt look. De jordnære nuancer er aldrig tilnærmelsesvis misfarvede, og hverken edge-enhancement eller udtværing forekommer. Columbia Pictures’ logo fremstår en smule uskarpt, men resten af filmen står knivskarpt, og detaljerigdommen er overvældende. “Taxi Driver” foregår hovedsageligt om natten og i underbelyste lokaler, men ingen detaljer går nogensinde tabt i mørket.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er næsten lige så imponerende som transferet, men kvaliteten af kildematerialet er desværre ikke helt høj nok til, at en topkarakter kan sikres. Dialogen er indimellem lidt utydelig, en smule støj forekommer, og diskanten er til tider for høj. Men for det meste lyder “Taxi Driver” slet og rest fantastisk. Lyden er oftest krystalklar og støjfri, brugen af baghøjtalerne er både diplomatisk og effektiv, og subwooferen er med til at give lydsiden en ganske solid bund. Gengivelsen af Bernard Herrmanns pragtfulde score imponerer allermest – musikken har en fabelagtig fylde og enestående klarhed.

Ekstramateriale

Sony har tilsyneladende samlet ekstramaterialet fra alle de tidligere dvd- og Laserdisc-udgivelser af “Taxi Driver”. Godt gået. Her er først og fremmest adskillige billedgallerier, storyboards og hele tre timers(!) blændende dokumentarer om filmen – deriblandt den fantastiske “Making Taxi Driver” (71 min.), som byder på interessante interviews med alle de vigtige medlemmer af filmholdet og ensemblet.

Hele tre kommentarspor er blevet indtalt til filmen – det ene er med instruktør Martin Scorsese og manuskriptforfatteren Paul Schrader, som oprindeligt blev indspillet til Laserdisc-udgivelsen i 1986. Jeg kunne lytte til Scorsese i dagevis uden afbrydelse – han er vanvittigt velformuleret og informativ. Her er også et nyere (og lettere tørt) kommentarspor udelukkende med Schrader samt et kommentarspor med filmprofessoren Robert Kolker, som disker op med en dybdeborende analyse af filmen, som fans formentlig vil sætte pris på. Man kan også studere filmens manuskript samt info om produktionen og skuespillerne sideløbende med, at filmen kører.