Tempelriddernes skat
Udgivet 2. feb 2006 | Af: filmz-gurkemeje | Set i biografen
Filmens hovedperson, Julie, holder sommerferie på Bornholm sammen med sin far. Hun tilbringer al tid sammen med vennerne Nis og Mattias og efter en regulær afpresning får de følgeskab af Nis’ lillesøster Fie, som gruppens sjove sidekick. De fire venner udgør tilsammen en klassisk figur kendt fra diverse drengebøger gennem tiden. Samtlige Jan-bøger, Kim-bøger og andre af typen, der beskæftiger med konstellationen sommerferie + mysterium, har nogle stærke venskaber som omdrejningspunkt. Ofte besidder børnene forskellige egenskaber, så de kan supplere hinanden i opklaringen af en gåde og “Tempelriddernes skat” er ingen undtagelse.
Det er altid interessant at se nye børneskuespillere gøre deres debut, og alle fire i “Tempelriddernes skat” er forbløffende gode og naturlige i rollerne. Både Ulf Pilgaard, Peter Gantzler og Kurt Ravn er troværdige i deres roller, men for udfordringens skyld kunne det havde været rart med et lidt større persongalleri, så det ikke er helt så indlysende, hvem skurken er.
I en film, hvor alt fungerer som det skal, er de mindre heldige elementer ikke af fortællermæssig art. Filmen er ret voldelig i forhold til at det er en børnefilm – folk bliver myrdet, og børnene selv udviser al for voldelig adfærd, ikke mindst gruppens yngste medlem Fie. En ting man bør overveje, hvis man har tænkt sig at sine små børn med i biografen. Derudover optræder der adskillige gange irriterende utilslørede reklamer for TDC mobil og Blockbuster, hvilket forstyrrer handlingen.
Men som film holder “Tempelriddernes skat” tempoet hele vejen igennem. Historien er spændende fortalt, og det virker på ingen måde søgt, at to ældgamle loger holder til på Bornholm – i et børneuniverse med sommerferietid og mystiske gåder kan alt ske, det giver sig selv. Det er først når skoleåret begynder igen, at hverdagen går tilbage til det normale. Heldigvis kan alle børn få et timeout fra skolebøgerne i selskab med “Tempelriddernes skat”, der sender et pust af sommerferie, eventyr og bare ben denne vej.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet