Tenacious D in The Pick of Destiny
Udgivet 3. jun 2007 | Af: The Insider | Set på DVD







Både Gass og Black er en fornøjelse at overvære, uanset om de leverer morsomme punchlines eller fyrer udsøgte riffs af på deres guitarer. Paul F. Tompkins, der også optrådte et par gange i den gamle HBO tv-serie om bandet, er derudover herlig som en tør, uimponeret vært, og det samme er Jason Reed som det centrale makkerpars eneste trofaste følgesvend og fan, Lee. Ben Stiller (som også producerede filmen) og Tim Robbins er begge fantastiske som hhv. en storskægget ejer af en musikbutik og en forkrøllet, hjemløs og øjensynligt østeuropæisk galning. Meat Loafs præstation som Blacks stridige, syngende far i filmens åbningssekvens er i øvrigt fyrstelig.


Der er to kommentarspor. Det ene er med Black og Gaas, og det andet er med filmens instruktør, Liam Lynch, som også var med til at forfatte manuskriptet sammen med filmens to stjerner. Begge spor er ganske fornøjelige og byder på mange underholdende observationer og sjove anekdoter. Enkelte ting går igen på begge spor, men der er få pauser.

Der er i alt 15 forlængede/slettede scener og ét enkelt sammenklip af diverse festlige fraklip – tilsammen varer materialet ca. 28 minutter, og det er muligt at se instruktør Liam Lynch introducere scenerne. Her er masser af guldklumper – især scenen, hvor Gass introducerer Black for et computerspil og dernæst synger en horribel sang, er god. Komikeren David Koechner har også en munter cameo som en aggressiv butiksejer i en fremragende scene, der også byder på endnu et fabelagtigt musikalsk indslag. Kort sagt: er man fan af filmen, er scenerne obligatoriske.







Rodet og ujævn, men samtidig djævelsk opfindsom og oftest hysterisk morsom – “Tenacious D in The Pick of Destiny” er et must for tilhængere af rock, og også dem, der mener, at genren har brug for lidt opkvikkende selvironi. Transferet er fint, lydsporet er mere end glimrende, og ekstramaterialet er velproduceret, informativt og engagerende. Fans bør prompte investere i udgivelsen, mens folk, der bare er en lille smule nysgerrige, i hvert fald seriøst bør overveje at leje den.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet