Terminator 3: Rise of the Machines

InstruktionJonathan Mostow

MedvirkendeArnold Schwarzenegger, Nick Stahl, Claire Danes, Kristanna Loken, David Andrews, Mark Famiglietti, Earl Boen, Moira Harris, Chopper Bernet, Christopher Lawford, Alana Curry

Længde109 min

GenreSci-Fi, Action, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen23/07/2003


Anmeldelse

Terminator 3: Rise of the Machines

3 6
Sommeren 2003 har været spækket med højt profilerede Hollywoodproduktioner, der hver især har kæmpet med næb og aggressive reklamekampagner om publikums gunst. Det er imidlertid kun få af filmene, som rent faktisk har formået at indfri vores forventninger, og det der skulle have været én lang kærlighedsfest for superhelte og kung fu kæmpende frelserfigurer, er i stedet blevet til den ene ujævne biografoplevelse efter den anden. Nu er turen så kommet til den 170 millioner dollars dyre “Terminator 3”, der med Jonathan Mostow bag roret skal forsøge at løfte James Camerons arv.
FilmenHandlingen i “Terminator 3” er udtænkt af forfatterne bag blandt andet “The Game”, og de har klogt nok valgt at arbejde videre med flere af de velkendte elementer. Filmen er bygget op omkring den nu ti år ældre John Connor (Nick Stahl), der fører en fuldstændigt isoleret tilværelse af frygt for at efterlade personlige spor i samfundet. Han er på ingen måde overbevist om, at ham og hans mor fik forhindret dommedag ved opgøret på stålværket, og for ikke at tiltrække en eventuelt ny terminator er hans taktik anonymitet.

I mellemtiden ankommer Skynets splinternye og endnu farligere terminator kaldet T-X (Kristanna Loken) til vor tid. Hun har en liste over vigtige personer der skal likvideres, herunder selvfølgelig John Connor og ikke mindst en ung kvinde ved navn Kate Brewster (Clare Danes), der er datter af manden bag Skynet. John løber tilfældigvis ind i Kate samme aften som T-X robotten opsøger hende, og den kommende oprørsleder må igen tage kampen op.

Med sig har han en forældet T-800 (Arnold Schwarzenegger), der er blevet sendt tilbage for at beskytte både John og Kate, der tilsyneladende er forudbestemt til at skulle finde sammen.

Manglende balanceDet første der slår én efter at have set “Terminator 3”, er at filmen faktisk ikke virker særlig episk. Størstedelen af scenerne er koncentreret omkring firkløveret af hovedpersoner, og alle deres udskejelser sker på baggrund af en meget stram tidsramme og et relativt afgrænset geografisk område. Fortællinger opleves ofte som episke når de spænder over længere tid og byder på mange eksotiske og vidt forskellige scenarier, som det var tilfældet med “Terminator 2”. Man savner flere scener fra den spøgelsesagtige fremtid efter atomkrigen, for slet ikke at tale om de drømmeagtige tilbageblik på Sarahs fortid, der tilsammen kunne have givet “Terminator 3” noget af det format filmen mangler.

Strukturen er stram og lagt ud som én lang chasesekvens, der kun med nød og næppe finder tid nok til også at beskæftige sig med historien. Dette får igen konsekvenser for filmens spændingsopbygning, der konstant kommer til kort overfor det ene hektiske actionklimaks efter det andet. Scenerne omkring Skynets magtovertagelse er langt fra så ophidsende iscenesat som forventet, og det der burde have været “Terminator” seriens mest nervepirrende vendepunkt munder ud i en ordinær militær krisesituation, som vi har set dem utallige gange før.

Plottet i sig selv er temmelig forudsigeligt og virker konstrueret, forstået på den måde at det snarere ligger under for instruktørens stræben efter sammenhæng i modsætning til rigtigt dynamiske kæder af begivenheder. Vi ser det tydeligt i forbindelse med karakterernes indbyrdes forhold, der er påfaldende klodset skruet sammen, og som ikke formår at tilføre historien den fornødne dybde. Den spinkle handling væltes af effekterne, og de menneskelige relationer i “Terminator 3” forbliver fjerne ekkoer af de mere vedkommende bånd der blev knyttet i Camerons film.

John Connors historiePå samme måde som den forrige film udgjorde Sarahs fortælling, er “Terminator 3” fortalt ud fra John Connors synspunkt, og handlingen formidles undervejs gennem hans melankolske voiceovers. Nick Stahl er den mest kompetente af skuespillerne i filmen, og han passer perfekt i rollen som den lidt flippede enspænder, der pludselig tvinges tilbage i kampen om fremtiden. Man fornemmer at Stahl sagtens kunne have håndteret en mere kompleks karakter, og efter den stemningsfulde åbningssekvens kan man kun ærgre sig over at han i resten af filmen ikke får mere at arbejde med. Alene tanken om hvor fed en historie man kunne have bygget op omkring hans plagede sind øger mængden af mundvand i kindposerne.

Knap så godt ser det ud med Clare Danes, der i en ganske utroværdig rolle ikke udretter meget andet end at minde svagt om Linda Hamilton. Danes passer ikke ind i det hårdkogte actionunivers, og hendes nuttede udstråling får en til at spekulere på, hvordan Mostow overhovedet kunne caste en type som hende. Der er også problemer med den kvindelige terminator T-X, der i skikkelse af Kristanna Loken aldrig bliver nær så interessant eller truende som Robert Patricks legendarisk seje T-1000. Hendes indbyggede våbenarsenal er lige så tåbeligt som det er unødvendigt. Loken har givetvis fysikken og udseendet, men mangler udstrålingen, som må siges at være det springende punkt i denne sammenhæng.

Sidst men ikke mindst har vi Arnold Schwarzenegger, der med sin krystalklare østrigske accent og uforgængelige sorte læderjakke er tilbage som T-800. Det er en fornøjelse at se Arnold lave noget han er god til og til trods for at gummibetrækket måske har fået en enkelt rynke eller to mere siden sidst, er hans fåmælte præstation (med undtagelse af enkelte yderst malplacerede selvironiske indslag) lige så underholdende som i gamle dage. Filmens alt for åbne slutning antyder da også ret kraftigt, at vi ikke har set det sidste til den ikoniske filmfigur.

Med Industrial Light & Magic og Stan Winston i ryggen formår “Terminator 3” dog stadig at score rigtig gode points på det tekniske område. Man har på interessant vis valgt at satse kraftigere på fysiske stunts fremfor digitale hvilket er med til at gøre ødelæggelserne såvel mere realistiske som overvældende. Vi kan se at det er ægte brandbiler og motorcykler som hvirvler gennem luften. Præcis det samme gør sig gældende for slåskampene mellem de to tonstunge robotter, hvor betonfliser og stålvægge pulveriseres som var de lavet af papmaché.

Naturligvis forekommer der også en del computergenererede special effects, der alle er på samme høje niveau som de pratiske. Målet har været at skabe billeder som ingen af os før har set og det opfylder Mostow og hans troldmænd. Det er i actionsekvenserne at “Terminator 3” lever og den gode klipning samt lyddesign truer flere gange med at hive os ud over stolekanten. Det høje tempo og sparsommelige plot forvandler filmen til en massiv underholdningsmaskine, der både er sjovere og mere uforpligtende end eksempelvis den gumpetunge “Hulk”.

Konklusionen må derfor lyde, at “Terminator 3” på trods af alvorlige indholdsmæssige problemer nok ikke er helt så dårlig, som man kunne have frygtet. Det værste er, at Mostow i modsætning til James Cameron ikke er i stand at finde en passende balance mellem de intime og de store, eksplosive scener. “Terminator 3” mangler afgjort sjæl og Jonathan Mostows film vil sikkert ikke blive husket for meget andet end Arnolds comeback, der godt nok redder “Terminator” seriens ære men ikke den skuffende sommer.

Klik [url=articles/view/322/]her[/url] for at læse meget mere om Terminator-trilogien.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Et årti er passeret, siden John Conner forhindrede Dommedag og reddede menneskeheden fra total ødelæggelse. Nu, i en alder af 25, lever Conner et skjult liv – intet hjem, ingen kreditkort, ingen mobiltelefon og intet job. Intet bevis på hans eksistens. Han kan på ingen måde spores af Skynet – det højt udviklede netværk af maskiner, som engang forsøgte at slå ham ihjel og føre krig mod menneskeheden. Indtil… ud af skyggerne af fremtiden træder T-X, Skynets mest avancerede cyborg-dræbermaskine nogensinde – sendt tilbage gennem tiden for at færdiggøre det job, som hendes forgænger T-1000 ikke kunne klare. Denne maskine er ligeså ubarmhjertig, som hendes menneskelige udseende er smukt. Connors eneste håb for overlevelse er nu Terminator, hans mystiske tidligere attentatmand.