”Terminator”-samlebåndet er gået i tomgang

Der vil nok altid være penge i fortsættelser af populære franchises, og som “Mad Max: Fury Road” for nyligt har bevist, så kan de pengedrevne sequels faktisk være vildt gode. Det kræver dog, at man tillader sig et kritisk blik på forgængerne – der skal ske noget nyt, før det gamle materiale igen kan blive godt. Det er desværre ikke tilfældet med “Terminator Genisys”, der for alvor ville have fået gavn af et par friske, nytænkende øjne på det kendte materiale.

Det er ikke, fordi der er sparet på actionsekvenserne. Her er eksplosioner nok til at tilfredsstille selv de største Michael Bay-fans. Men det desværre ses ofte, så er filmskaberne faldet i den fælde at tro, at mere altid er bedre. På et tidspunkt kastes vi ud i en hæsblæsende helikopterjagt gennem San Franciscos forretningsdistrikt. Kameraet suser op ad og imellem skyskraberne, mens kuglerne flyver om ørerne, og en passerende tankbil detonerer i en gigantisk ildkugle. Alt sammen selvfølgelig i glat og kønsløs CGI med masser af 3D-effekt. Det keder mig, før vi er halvvejs igennem.

Men hvor actionelementerne trods alt vidner om godt håndværk, så er manuskriptet en ufaglært gang sjusk. Det, der har ligget som en klods om benet på de seneste film i “Terminator”-franchisen, er deres insisteren på hele tiden at indpasse historien i et større univers. At få den enkelte historie til at passe ind i det store tidsrejsepuslespil. I “Genisys” er man nødsaget til at begynde med en 15 minutters voice-over, der kluntet forsøger at forklare udgangspunktet. De mange, lange og latterligt pseudovidenskabelige forklaringer på tidsparadokser bliver kun mere grinagtige, da de serveres med plothuller så store som Arnies overarme. Schwarzeneggers T-800 bliver sendt tilbage for at beskytte Sarah Connor, men vi finder aldrig ud af hvorfor eller af hvem.

Det allerstørste problem er dog, at der konstant skal refereres tilbage til de tidligere film. Det er sjovt i begyndelsen, men bliver irriterende til sidst. De to tidsrejsendes ankomst til 1984 er endda næsten kopieret fra den første film. De mange hilsner til originalerne får det til at virke, som om man ingen originale tanker har haft selv.

På positivsiden beviser Emilia Clarke, at hendes stærke kvinderolle i “Game of Thrones” ikke var et tilfælde, og Schwarzeneggers selvironi gør sin rolle langt mere underholdende, end den er skrevet. Flere gange insisterer den gamle Governator på at være ”gammel, men endnu ikke forældet”. Så kan man selv overveje, om det refererer til karakteren eller skuespilleren. Den bedste karakter er dog J.K. Simmons’ lettere forvirrede og konspirationsbesatte politimand. De scener, han er med i, er uden tvivl de mest underholdende i den megen tomgang.