Adrenalinen suser, mens vagterne falder med skudhuller i hoved, skulder, knæ og tå. Hvor end man kan blive skudt, vil man blive skudt i det brusende blodbad, der i bedste ”John Wick”-stil åbner dørene til franchisens første prequel, ”The Continental”.

Det er en åbningsscene, der vil få enhver Keanu Reeves-fanboy eller -girl til at sitre af glæde, for nu kan vi godt gøre os klar til tre gange 90 minutters nonstop crazy action, kan vi ikke?

Her kommer jeg nok til at skuffe nogen, når jeg siger, at nej, det kan vi ikke.

”The Continental” skruer nemlig ”John Wick”-universets hyperviolence ned fra 10 til 7 (bare rolig, den er der stadig), og i stedet ligger fokus på karakterer og intriger.

Seriens hovedperson er nemlig ikke en pistolslyngende mestermorder. Det er derimod det taktiske mastermind, den hurtigtænkende hustler og fremragende businessman Winston Scott, som vi igennem fire film har set blive spillet af den sublime Ian McShane. Denne gang er det den 31-årige Colin Woodell, der har overtaget rollen – og han gør det fortrinligt som en ung udgave af The Continentals fremtidige ejer.

Vi trækkes nemlig med tilbage til 70’ernes New York City i tiden op til hans overtagelse af det titulære lejemorderhotel. Både tiden og byen virker utroligt velrealiseret med farverige neonlys om aftenen og beskidte gader fyldt med rustne vogne om dagen. Det fortsætter ”John Wick”-franchisens tradition for fantastiske settings, og det er en fornøjelse at være en del af.

Midt i den kaotiske storby udspiller sig en historie centreret omkring Winston, der endnu ikke er bekendt med hele lejemordernetværket, som styres af The High Table. Det kommer han dog til, efter hans bror, Frankie, stjæler noget fra The Continental, der ejes af den bindegale og magtliderlige, Cormac, og det bliver hurtigt Winstons mål at få hotelejeren ned med nakken, så han kan indtage hotellets trone.

Serien byder på en spændende historie, der egner sig til både action og intriger. Og ser man på vores hovedperson og hans begrænsede evner inden for kampsport og skyderi, så giver det mening, at serien ikke kan gå fra actionscene til actionscene uden pause, som vi ellers er vant til i Chad Stahelskis lejemorderunivers.

Det åbner samtidig op for udforskningen af nye afkroge i lejemorderuniverset. Blandt andet får vi endelig en form for svar på, hvad politiets rolle (eller mangel på samme) egentlig er i den her verden, gennem politibetjenten KD, en karakter, hvis historie på fremragende vis væves ind i Winstons.

Generelt lykkes ”The Continental” med at introducere et hav af fede karakterer, der giver os alle de kompetente kampsportsfolk og super sære lejemordere, som vi kunne drømme om. Det musestille læderklædte tvillingepar kendt som Hansel og Gretel er klare stand outs og har ikke brug for ord til at overbevise os om, at de er blandt hotellets mest dødbringende gæster.

Også den kærlige, pædofiljagende lejemorder Gene, der har et talent for botanik, er et af seriens højdepunkter, mens Frankies kone Yen giver os flere actionsekvenser, der ville være en ”John Wick”-film værdig.

Karaktererne er nærmest karikaturtegninger af, hvad man forestiller sig af normale lejemordere (hvis der da findes sådan nogen), og de passer perfekt ind i verdenen, der først blev visualiseret af ”John Wick”-forfatter Derek Kolstad.

Desværre overskygger de spændende karakterer dem, som ikke har nogle særlige træk til sig, og flere af seriens ellers prominente spillere, virker derfor ikke synderligt interessante. Særligt Lou, en af Winstons allierede, der har sin egen sidehistorie med hendes dojo i Chinatown i centrum, trækker tempoet ud af serien. Hvad hendes fortælling egentlig har af indflydelse på Winston, The Continental eller ”John Wick”-universet generelt er svært at se, og hvor hendes karakter bestemt fortjener en rolle at spille i nogle seje kampscener, så kunne hendes historie godt være blevet vævet bedre ind i hovedplottet.

Heller ikke Mel Gibsons Cormac føles som noget særligt. Til tider kunne man godt savne lidt flere facetter til hans præstation, som langt hen ad vejen er noget ensidig. Hans karakter er bare en nådesløs og ynkelig bølle – noget som man har set en million gange før – og på trods af enkelte fede scener med ham i fokus, er det svært at forstå, hvordan han nogensinde har fået magten på The Continental i en verden, som den vi ser i ”John Wick”.

Når det så er sagt, er der masser at glæde sig over i ”The Continental”. En helt ny setting og en masse fede karakterer, gør miniserien til et friskt pust i ”John Wick”-franchisen. Den beviser samtidig, at den ufatteligt store lejemorderverden faktisk har masser at byde på udover bare fede actionscener. Der er dog stadigvæk masser af hæsblæsende skyderier og kampscener at glæde sig over – særligt i første og sidste episode – og hvor de ikke nødvendigvis når samme højder som Chad Stahelski-filmene, er de stadigvæk langt bedre, end hvad man kan forvente af det typiske actioneventyr. Lejemorderuniverset føles lige så interessant, som det plejer, og jeg kan ikke vente med at se, hvad franchisen bringer med sig i fremtiden.

Første episode af ”The Continental: From the World of John Wick” kan streames på Amazon-streamingtjenesten Prime Video den 22. september. Du kan se seriens trailer lige her.