The Creator

InstruktionGareth Edwards

MedvirkendeJohn David Washington, Madeleine Yuna, Sturgill Simpson, Allison Janney, Ken Watanabe

Længde133 min

I biografen28/09/2023


Anmeldelse

The Creator

5 6

 

Syv personer. Så mange var inde i biografen, da jeg havde bevæget mig ind for at se ”Rogue One”-instruktør Gareth Edwards ny originale sci-fi-storfilm ”The Creator”. Og det er virkelig en skam. For filmen fortjener et fuldt hus.

 

”The Creator” tog mig med storm. Instruktøren, der sammen med Chris Weitz også har ageret forfatter, har lavet en af de mest teknisk imponerende film, jeg længe har set. Alt fra de maleriske kulisser til den velrealiserede menneske-AI-hybridverden er lavet til perfektion. Som tiden gik, blev jeg i nærmest ”Get Out”-agtig stil trukket ned igennem biografsædet og ind i en medrivende ny virkelighed, der alligevel ikke virker så utroligt fjern.

 

Den virkelighed udspiller sig på Jorden i år 2065 i en verden, der er hærget af krig mellem AI og mennesker. Samtidig ser man dog en splittelse mellem menneskene, hvor nogen ser de teknologiske skabninger som ligeværdige, mens andre ser dem som intet andet end robotter – noget, der er programmeret og ikke har en sjæl.

 

Filmens hjerte ligger hos AI-pigen Alfie, der af sin skaber, The Creator, har fået evner, som kan vise sig afgørende for krigen, og den sørgende tidligere specialstyrkesoldat Joshua, der har fået til opgave at tilintetgøre denne AI. Særlige omstændigheder gør dog, at de to ender med at rejse sammen på tværs af det fiktive land Nyasien, og det resulterer i en hjerteskærende historie, der på én gang lykkes med at stille en række eksistentielle spørgsmål som, hvad der er menneskeligt, hvem der har en sjæl, og hvem der kan komme i Himlen eller ej, og samtidig zoomer helt ind på personerne og deres sorger, deres glæder og deres kærlighed.

 

the creator trailer 2 / filmz.dk

 

I rollen som Joshua har vi John David Washington, der leverer en pragtpræstation fyldt til randen med en charme og sårbarhed, der ville give farmand Denzel kamp til stregen. Over for ham introduceres det unge talent Madeleine Yuna som Alfie, der har fået den urimelige opgave at bære en kæmpe del af filmens emotionelle vægt på sine skuldre. Da jeg flere gange sad med en klump i halsen, var jeg dog ikke et sekund i tvivl om, at hun formåede på én gang at bære vægten og tilmed bringe en helt særlig sjæl til både rollen og karakteren.

 

Sjæl finder man dog ikke kun hos karaktererne – mennesker eller ej. Den findes også i Hans Zimmers til tider bombastiske, til tider melankolske score, der på perfekt vis indfanger den gribende historie i centrum.

 

Sjæl finder man også i filmens udseende. ”The Creator” er stort set udelukkende skudt on site, og det resulterer i gudeskønne billeder fra Himalayas bjerge, Thailandske marker og små landsbyer, hvor mennesker og AI lever side om side i en bemærkelsesværdig hverdag, der på en underlig måde alligevel ikke virker så fjern fra, hvordan den ser ud i dag.

 

the creator billede 2 / filmz.dk

 

Filmens jordiske setting er blot ét af mange elementer, der adskiller den fra andre sci-fi-storfilm som ”Star Wars”, ”Dune” og ”Blade Runner”. Alligevel er det dog ikke svært at trække tråde mellem særligt Ridley Scott-filmen og ”The Creator.

 

I begge tilfælde har vi en sci-fi-film med kunstig intelligens, der ønsker at blive anerkendt som virkeligt liv, en hovedperson hvis kyniske tilgang til robotterne ændres, da han møder en helt særlig af slagsen, og et hav af eksistentielle spørgsmål, man forsøger at holde styr på, når rulleteksterne ruller. Begge film åbner endda med en tekst, der forklarer en vigtig del af filmens mytologi.

 

En særlig forskel i Edwards-filmen er dog, at man aldrig står med spørgsmålet om, hvem der er en AI, da deres design afslører det med det samme. På den måde er filmen utroligt transparent, og der bliver ikke brugt nogle tricks til at ”snyde” seeren til at tage stilling til, hvem der er mennesker, og hvem der er robotter. I stedet er det AI’s handlinger, der opfordrer publikum til at tage stilling til, hvorvidt en robot, der bliver skudt, dør, eller om den bare sættes på ”off”.

 

Det er tydeligt at mærke, i hvilken retning Edwards ønsker at påvirke seeren, for med den kærlighed og selvopofrelse, som AI-befolkningen viser, er det svært ikke at føle sig knyttet til dem. Her kunne man omvendt risikere, at filmens menneskelige skurke ville være nogle uforbederlige motherfuckers, der er så onde, som onde bliver. Dog er det ikke altid tilfældet. For på trods af at de bestemt er nogle hårdkogte soldater, så sørges der for, at man forstår helt præcis, hvor de kommer fra, når de ønsker at udslette al kunstig intelligens. Krig afføder monstre på begge sider af konflikten – ganske ligesom i virkeligheden – og i sidste ende er de måske ikke så meget monstre, som de bare er følgeskade af ulykkelige omstændigheder.

 

Er ”The Creator” præget af klichéer her og der? Ja. Tager den lige lovlig meget inspiration fra ”Blade Runner”? Bestemt. Dog giver den også fantastiske præstationer, uimodståelige skud, en sublim score, og i centrum finder vi en historie, der lægger op til fascinerende overvejelser omkring sjælen, og hvad der gør én menneskelig. Det undskylder – for mig at se – mange af de ligheder, der er at finde. Om ”The Creator” ligesom Scotts sci-fi-dystopi viser sig som en fremtidig klassiker er dog svært at sige. Dog er jeg sikker på, at der vil være et utal af spændende diskussioner om filmen i fremtiden – og så er den bare en fantastisk god tur i biografen.

 


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film