For nogen er det en højtid. For andre er det et helvede. De næste 12 timer er alt tilladt. Tyveri. Vold. Mord. Jeg har det med denne serie, som folk der bliver jagtet i natten. Den er et helvede at komme igennem.

Det begynder ellers lovende. Det er en interessant udrensnings-præmis, som “The Purge“-filmene har sat op. 12 timers kaos til gavn for samfundet. Fald i kriminalitet og arbejdsløshed.

Den præmis udnyttede den første film aldrig. Den blev udelukkende en home invasion-gyser. Det har man lært af her til serieudgaven.

Det er alle samfundslag, der bliver hevet ind. Lige fra det unge entreprenør-par, der skal smøre en gruppe pro-purgere til et selskab, og en forretningskvinde, der under sikrede forhold skal arbejde gennem natten.

Helt ned til marinesoldaten Miguel på jagt efter sin forsvundne søster. Og søsteren selv, der er på selvmordstogt med religiøse purge-fanatikere.

Så er banen kridtet op. Nu kan natten starte. Men det går i stå. Helt i stå.

Der sker ufatteligt lidt i “The Purge”. Og det, der sker, sparker ikke til min interesse.

Entreprenør-parret Jenna og Rick er involveret i et trekantsdrama med chefens datter. Det er kitchen sink-drama. Er det det, jeg vil se i rædselsnatten? Nej. Bare det dog senere hen får en betydning. For lige nu efter de første tre ud af 10 afsnit er det svært at se.

Og forretningskvinden Jane har bestilt et mord på en anden chef. Bliver det bygget spændende op? Nej. Kun nogle småglimt af et livestream fra lejemorderen, der er på vej derhen. I tre afsnit. Gab.

Janes moral bliver selvfølgelig sat på prøve, hvilket åbner op for dilemmaet omkring udrensningen. Men det behøver ikke tage så lang tid.

Så sker der mere i historien om Miguel og søster Penelope.

Miguel er på jagt efter Penelope gennem natten. Det er det, jeg forbinder med “The Purge”. De farefyldte gader, hvor godmodige mennesker med moral bliver udsat for et helvede.

Og det er det, som serien gerne vil vise med Miguels rejse. Det føles dog bare ikke farligt. Overhovedet.

Han kommer forbi flere ubehagelige syn. En mand bliver pisket. En anden brændt levende. ’Jesus. Crazy sons of bitches,' siger Miguel. Og det er de også.

Lige indtil han selv stiger ud af bilen. Ingen angreb. Ingen seriøs fare. Han går direkte forbi den ene psykopat iført maske efter den anden. Uden trussel.

Undtagen når det bliver bekvemt for handlingen. Han skal have en bil. Den vinder han gennem et dødsløb. Som han klarer uden problemer. Og det er overstået, før det overhovedet er gået i gang. Dovent.

Seriens lille højdepunkt skal findes i dødsbussen hos Penelope. Det ene unge, hjernevaskede menneske efter den anden ofrer sig for at blive genforenet med afdøde familiemedlemmer.

Efterhånden som de unge dør, bliver Penelope mere og mere i tvivl. Er det det rigtige? Det er et psykologisk drama. I en lille bus. Bliver hun den næste? Dét er spændende.

Men et drama i en dødsbus kan ikke redde mig gennem natten. Til trods for at natten slet ikke virker så farlig, som den selv synes. Det eneste farlige er, hvor dræbende kedelig den er.