The Rain

InstruktionKenneth Kainz

Medvirkende Iben Hjejle, Alba August, Lucas Lynggaard Tønnesen, Mikkel Boe Følsgaard

Længde45 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 04/05/2018 på Netflix


Anmeldelse

The Rain

2 6

 

Netflix har givet mig adgang til de første tre afsnit af “The Rain”. Danmarks første originale serie fra streaming-giganten. Jeg går hellere en våd tur i regnen end at se resten.

 

Det er ellers en simpel, god præmis for den her slags post-apokalyptiske gang zombie på dansk. Regnen er farlig.

 

’Der er noget i regnen,' siger Simone og Rasmus’ far. ’Det er en virus,' siger Simone og Rasmus’ mor. Stay dry. Stay alive, som der står på plakaten med det røde Netflix-logo.

 

Jeg er med. Tørt er godt, vådt ikke så godt. Men det er faktisk ikke Netflix, som staver alting for mig. Det er derimod danske Miso Film, som har lavet “Dicte”-serien og “Iqbal”-filmene.

 

Og “The Rain” minder faktisk lidt om en krydsning af danske “Iqbal” og internationale “The Walking Dead”. Jeg kan lide dem begge, men kombinationen er død som en zombie.

 

For de danske Netflix-lejesvende har reelt lavet otte afsnit af en slags julekalender med storesøster og lillebror, der uden mor og far skal finde kuren/Julemanden, inden det er for sent.

 

De skal lære, at det er bedre at være sammen end hver for sig. Der får manuskriptet også én fra den større ungdomsgruppe, som Simone og Rasmus tilslutter sig, til at sige: ’Det er bedre at være sammen end hver for sig.' Tak, jeg er med.

 

Den “Iqbal”-morale er udmærket, men helt off, når den pakkes ind i et grå-blå-dystert Danmark, hvor du forvandles til en zombie, hvis du rører regnen.

 

Det er ellers ikke, fordi man ikke kan skyde zombier på budget. For to år siden sendte “Sorgenfri” de levende død ud på en dansk parcelhusvej. Og fremtidens dystre København blev flot realiseret med sidste års “QEDA“.

 

“The Rain” har da også helt sikkert været billig. Den ser sådan ud. Der er samlet sammen til 10 zombier i en nedlagt Burger King på Strøget, imens resten er brugt på effekter, som fuldender apokalypsen: Tivoli er lukket.

 

Det er åbenbart det værste, som Miso Film kan forestille sig. At nogen vil lukke Tivoli.

 

Det truede Æselmand og Svinet også med, inden Iqbal stoppede planerne om at bygge p-pladser i den kendte forlystelseshave. Men intet kan stoppe regnen – Iqbal er nemlig ikke med i “The Rain”.

 

En større mening mangler også i “The Rain”. Zombier bruges ofte til at kritisere vores civilisation. Vores overforbrug eller magelige liv. Det er antræk til det samme i “The Rain”.

 

Mikkel Boe Følsgaards soldat nægter at skyde en flygtende mor, der går på motorvejen. Er det en kritik af Danmarks kolde håndtering af flygtningekrisen? Njaa… Han burde vist bare have skudt hende, viser det sig.

 

Men hvad så med den mystiske mur, der er bygget rundt om Danmark? Er det Trumps mur? Njaa… Svaret, meningen og min lyst til at se videre skyller bort med regnen.

 

The Rai Netflix anmeldelse / Filmz.dk

 


Trailer