Ubudne gæsterDer er ikke meget, der er mere frygtindgydende, end tanken om ens hjem invaderet sent om natten af mystiske, morderiske fremmede. Netop derfor forfattede og instruerede det franske makkerpar David Moreau og Xavier Palud gyseren “Them” (originaltitel: “Ils”), som de fik lyst til at lave umiddelbart efter at have forhørt venner og familiemedlemmer omkring deres værste mareridt. Franskmændenes første spillefilm er en prisværdig, om end langtfra skelsættende bedrift, som øjeblikkeligt sikrede dem adgang til Hollywoods større studier og større budgetter.

Og man kan også sagtens forstå, hvorfor amerikanerne har været ellevilde efter at transportere instruktørerne til deres breddegrader for at lave genindspilningen af den asiatiske gyser “The Eye”, som får premiere næste år. Europæiske filmmagere har på det seneste haft stort held med at levere gysere, som ikke blot imponerer med raffinerede billeder og lyde, men som også besidder et stænk af nervepirrende realisme, der har været hårdt savnet i amerikanske gysere det seneste årti. Senest har italienske Juan Carlos Fresnadillos “28 uger senere”, engelske Neil Marshalls “The Descent” og franske Alexandre Ajas “The Hills Have Eyes” indkasseret både positiv omtale og adskillige skillinger uden for ophavsmændenes hjemlande.

Der er god grund til at forvente, at Moreau og Palud ligeledes går en lys fremtid i møde, fordi “Them” klart og tydeligt beviser, at parret udmærket ved, hvordan en forfærdende atmosfære kreeres. Javist er deres debutfilm næsten blottet for substans, men allerede helt fra start rejser nakkehårene sig. Der går kun en time og ti minutter fra filmens indledning til rulleteksternes påbegyndelse, og instruktørerne har nedprioriteret stille stunder og regulær karakterudvikling til fordel for ét langt, næsten ustandseligt sansebombardement. Huset, som invaderes, er også noget nær den perfekte gyserfilmskulisse – fyldt med nedslidte døre, snævre gange og store vinduer, så faren dermed virker konstant og nærværende.

Ligesom flere af genrens største kanoner, forstår Moreau og Palud også, at total stilhed ofte kan have en lige så stor effekt på publikum som et udførligt lydorgie. Men filmens forbløffende korte spilletid er dens akilleshæl. Selvom filmmagerne prøver at få os til at identificere os med fortællingens to hovedpersoner (et ungt ægtepar, som spilles af veloplagte Olivia Bonamy og Michaël Cohen) via et par få ordinære hverdagssituationer tidligt i forløbet, så kommer vi aldrig tæt nok på karaktererne. Efter at helvede bryder løs, gør de heller ikke meget andet end at løbe rundt og skrige – hvilket de dog også gør med maner, men karakterernes overfladiskhed forhindrer “Them” i at blive helt så intens og engagerende, som håbet, og slutningen virker også lige lovlig brat.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Them” foregår i en klam og upoleret del af Rumænien, så det kommer ikke som den store overraskelse, at filmen ikke ligefrem ser køn ud på dvd. Kontrasten er forholdsvis solid, men billedsiden har et ærgerligt digitalt udseende, som især skyldes adskillige bløde, uskarpe skud og flere eksempler på edge-enhancement. Farverne er fine nok, men filmens matte, nedtonede look præsenteres ikke helt optimalt, og derfor fremstår den af og til en anelse grumset og mudret. Der optræder dog aldrig udtværing i et tilnærmelsesvis irriterende omfang.

AudioUdgivelsen indeholder både et Dolby Digital 5.1 og et DTS 5.1 mix. Forskellen er vitterligt minimal, så der er ingen grund til at være bitter, hvis man ikke har mulighed for at afvikle DTS. Begge lydspor er glimrende. Dialogen er krystalklar, og der er ingen tilfælde af støj eller susen. Der er talrige brillante panoreringer, og de bombastiske, kraftfulde lydeffekter kommer nydeligt til udtryk. Under filmens mere stilfærdige passager skabes en atmosfære, som underbygges af flere spidsfindige og subtile effekter, men de få fredsommelige øjeblikke måtte alligevel gerne have været lidt mere auditivt vedkommende. Den uhyggelige musik folder sig godt ud og hverken overdøver eller overdøves, og LFE-kanalen sørger for at give lyden ekstra fylde og resonans.

EkstramaterialeTrailere til “Death of a President” og “London to Brighton” afspilles automatisk, så snart discen er lagt i afspilleren. Derudover er der en 27 minutter lang dokumentar om filmens tilblivelse. Selvom dokumentaren ikke ligefrem er overvældende lang, bliver bl.a. konceptets fødsel, skuespillernes indsats og konstruktionen af kulisserne gennemgået grundigt. Det er især interessant at se skuespillerinden Olivia Bonamy blive konfronteret med sine fobier under optagelserne. Der bliver heldigvis ikke spildt tid på talrige klip fra filmen eller resumé af plottet. I dette tilfælde overgår kvaliteten af ekstramaterialet kvantiteten.

Isende godt fransk gysEndelig, frygtes man til at sige, kommer der en original gyser op i de danske biografer. Oven i købet er den hverken et remake, amerikansk eller endnu et spin-off på den evindelige gyserformel, der nok hiver masser af frådende teenagere i biffen, men sjældent bidrager med noget interessant. “Them” er fransk, optaget i Rumænien og noget af et gyser-brag.

I filmens prolog overværer vi først en mor med teenagedatter blive myrdet, da moren for at undgå at påkøre en skikkelse på vejen kører ind i et træ. Selve uheldet giver dem kun overfladiske knubs; det gør den efterfølgende maltraktering til gengæld ikke. Det er iscenesat blændende godt, og man sidder allerede efter tre minutter forbavsende uroligt i sædet.

Dagen efter er kvinden Clementine på vej hjem fra arbejde til sit store forfaldne spøgelseshus i en skov, da hun passerer ulykkesstedet. Hjemme venter hende mand, Lucas, og sammen laver de middag og hygger sig. Om natten begynder der dog at ske ting og sager. Clementine vågner ved at deres bil bliver stjålet – nu er de først for alvor isolerede i den mørke rumænske skov. Senere bryder mænd også ind i huset og angriber det forsvarsløse ægtepar. Hele tiden følger kameraet de to, så vi ved på intet tidspunkt hvor mange røvere, der reelt er. Hurtigt erfarer Clementine og Lucas, at det ikke er penge, de er ude efter, men “dem”. Jagten begynder, og den er skræmmende spændende. For hvad der tilsyneladende viser sig at være en flok tilfældige mænd er i virkeligheden noget helt andet

Stilen er håndholdt og meget levende. En klon mellem “The Blair Witch Project” og Dogme 95 i grumsede farver og underbelyste billeder. Det forstærker den autencitet, som er filmens største aktiv. Realismen er i højsædet, og derved fornemmer vi virkelig, hvor uhyggeligt de to hovedpersoner oplever situationen. Plottet er enkelt men ikke forenklende, og der leveres ingen sidespring eller twists. Det er en ren gyser, som ikke vil andet end at gyse, men det gør den til gengæld også godt. Slutningen er noget så brutal og ikke pumpet op af unødvendig vold men med ægte skræmmende psykologi.