Them
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 15. okt 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Der er god grund til at forvente, at Moreau og Palud ligeledes går en lys fremtid i møde, fordi “Them” klart og tydeligt beviser, at parret udmærket ved, hvordan en forfærdende atmosfære kreeres. Javist er deres debutfilm næsten blottet for substans, men allerede helt fra start rejser nakkehårene sig. Der går kun en time og ti minutter fra filmens indledning til rulleteksternes påbegyndelse, og instruktørerne har nedprioriteret stille stunder og regulær karakterudvikling til fordel for ét langt, næsten ustandseligt sansebombardement. Huset, som invaderes, er også noget nær den perfekte gyserfilmskulisse – fyldt med nedslidte døre, snævre gange og store vinduer, så faren dermed virker konstant og nærværende.
“Them” er en habil europæisk gyser, som desværre synes at gå i stå, så snart den for alvor er kommet op i omdrejninger. Men der er nok veltimede chok og foruroligende uhygge til at tilfredsstille både menige og fanatiske gyserentusiaster. Transferet er middelmådigt, men begge lydspor er fornemme. Udover selve filmen indeholder udgivelsen blot et par trailere og én enkelt dokumentar, men den er heldigvis vældig interessant. Nu hvor vinteren nærmer sig, og dagene bliver kortere, er “Them” en ideel film at smække i afspilleren.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet