Jordens undergang har aldrig været så sjov

Det kommer næppe som nogen overraskelse (især ikke for dem, der i april læste mine PIX-noter her på Filmz), at jeg er en stor James Franco-fan. I modsætning til mange af mine kvindelige artsfæller har min Franco-passion dog intet at gøre med mandens udseende, men derimod hans positive, kreative indflydelse på alle de projekter, han er med i – hvad end der er tale om film, romaner, malerier eller deslige. I “This is the End” viser han også, at han i dén grad kan finde ud af at tage pis på sig selv – og det kan hans venner gudskelov også.

Der er fest hos James Franco, og hans gamle ven, Seth Rogen, skal selvfølgelig med (og som du kan høre, spiller skuespillerne dem selv!). Det eneste problem er, at Seth har besøg af ungdomsvennen Jay Baruchel, der mildest talt ikke er glad for Seths nye omgangskreds. Men af sted tager de, og hvis Jay troede, at Francos fest var det værste, han skulle opleve den aften, ja, så bliver han hurtigt klogere. For vores verden er bogstaveligt talt ved at gå under, og de tre gutter må barrikadere sig sammen med kollegerne Jonah Hill, Craig Robinson og den særdeles uvelkomne Danny McBride.

Lad det være sagt med det samme: “This is the End” vil ikke more alle. Langtfra. Men folk som mig, der næsten ikke kan se på Seth Rogen, Danny McBride eller Craig Robinson uden spontant at grine, vil formentlig føle sig i vildt godt selskab i de 106 minutter, dette apokalyptiske vanvid varer. Det er de to mænd bag filmen, Seth Rogen og Evan Goldberg, da også ganske klar over, og derfor prøver de ikke at appellere til et bredt publikum ved at sigte efter laveste fællesnævner. I stedet giver de kernepublikummet dét, de vil have. Og heldigvis for det. For uden at skulle tænke på “den gode smag” eller at appellere vidt og bredt med fare for at miste momentum, formår “This is the End” at bevare gejsten fra start til slut.

Der bliver spillet på styrkerne i “This is the End”, hvor alle er ganske bevidste om deres eget image i Hollywood. James Franco giver den som prætentiøs, selvfed og verdensfjern hippie, mens Jonah Hill er så “faux-mild”, at man får lyst til at gøre livet surt for ham. Dette generer især Jay Baruchel, den måske mindst kendte af de fem, der endnu en gang beviser, at hvis der er nogen, der kan vinde vores sympati ved blot at være skeptisk over for omverdenen, så er det ham. Hans antipati over for disse storfestende fjolser er ikke svær at sætte sig ind i. Det samme gør sig gældende for hans venskab med Seth, der mest af alt virker som en venlig, bamseagtig type, der konstant forsøger at hygge sig så meget som muligt.

Goldberg og Rogen har længe været nogle af de bedste forfattere inden for komediegenren i Hollywood, og det faktum cementerer de endnu en gang med “This is the End”. Dette er humor på, hvis ikke det højeste, så på det absolut bedste plan. Det er før sket, at jeg har grint i biografen, og det er da også hændt, at jeg har følt mig opløftet. Men det her er en ren fest. James Franco har inviteret, og vi er alle velkomne.