Har du nogensinde set en hammer kaste op?

Med familiefilmen “Thor – Legenden fra Valhalla” tager Island sit allerførste, spæde skridt hvad angår computeranimerede spillefilm. Det er selvsagt et stort skridt for en lille filmnation, men desværre lader gendigtningen af den velkendte, nordiske mytologi om Odin, Thor og ikke mindst Thors hammer Mjølner meget tilbage at ønske. Man kan simpelthen se, at det lille, islandske animationsstudie Caoz enten ikke har haft mammon nok på kistebunden – de store ambitioner taget i betragtning – eller slet og ret ikke har haft dygtige nok animatorer.

Den langlemmede teenageknægt Thor har store drømme: Han vil kæmpe mod onde jætter og opnå anseelse og respekt – præcis som hans far, gudernes konge, Odin (med Nis Bank-Mikkelsens sprøde røst). Men ak, unge Thor er blot smedelærling, og de lange arme vil sjældent, som hovedet befaler. Ned fra himlen daler heldigvis en dag en magisk, talende hammer: Mjølner (dansk stemme af Nikolaj Kopernikus), smedet af dværgen Sindri og altså verdens mægtigste våben. Den vil både guderne og underverdenens dronning, Hel (Ditte Hansen), have klørene i.

Inden Thor når at lære, hvordan han bruger Mjølner, kidnappes knægtens bedste veninde, Eda, imidlertid. Far Odin forsøger forgæves at lokke Thor med til Valhalla i skyerne, men den stædige teenager er fast besluttet på ene mand at redde stakkels Eda. Og med Hel og jættehæren i hælene er udsigterne ikke just lyse for den rødtoppede halvgud med hammeren i bæltet.

Hvis man som undertegnede brugte en stor del af barndommen foran stuealteret med Peter Madsens danske tegnefilm “Valhalla” på repeat i videoafspilleren, er dette fjollede, islandske afkog en skuffende oplevelse. Madsens magiske mesterværk fra 1986 har simpelthen ætset sig fast på nethinden i en sådan grad, at det er svært at acceptere nogen som helst andre animerede udlægninger af den nordiske mytologi. For denne anmelder i hvert fald. Men selvfølgelig skal der også være plads til andre tolkninger. Og det er jo nok de færreste børn af i dag, der har stiftet bekendtskab med en dansk tegnefilm med over 25 år på bagen – medmindre forældrene har tvangsindlagt poderne til nostalgitrip.

I instruktørstolen på “Thor” finder man islændingen Óskar Jónasson, hvis tidligere bedrifter tæller en ferm, men knap så børnevenlig titel som actionthrilleren “Reykjavík-Rotterdam” (2008) og senest manuskriptet til “Contraband” – den amerikanske genindspilning af førnævnte med Mark Wahlberg i hovedrollen. Med “Thor – Legenden fra Valhalla” er Jónasson så absolut ude af sit vante miljø. At filmen er produceret på et 8,3 millioner euro stort budget er faktisk svært at tro, når man ser den. I flere scener synes karakterer i både billedets mellem- og baggrund mærkeligt ufærdigt animeret. Og allerværst, ligefrem pixeleret, ser noget skvulpende vand i en alt for mørkt lyssat underverden ud.