Nordisk adventure-rollespils-superhelte-sci-fi-mytologi-vrøvl Deluxe

For ikke ret længe siden – i 2011 helt præcist – kom Marvel-filmatiseringen “Thor” til verden. En af de mindre heldige Marvel-film, der, udover en skøn, charmerende Chris Hemsworth som Thor og en endnu skønnere, diabolsk Tom Hiddleston som Loke, mest af alt mindede om et billigt rollespil med tarvelige papvåben og fravær af en dygtig game master. For ret længe siden kæmpede aserne imod nogle fæle svartelvere, der (som onde plejer) ville indhylle Universet i mørke. Odins far afværgede datidens trussel, men de klamme elverkarle er tilbage igen med deres mørke plan, som skal gøre livet surt for Thor & Co. I “Thor 2” (prøv sig det 10 gange hurtigt efter hinanden) er der mere vrøvl end i 1’eren. Men denne gang er det noget velproduceret, skønt vrøvl.

Efter den indledende montagesekvens fra fortiden, hvor en (selv)højtidelig monologstemme fortæller om truslen fra svartelverne, så frygtede jeg ærlig talt for fremtiden. Ikke for Thors hjemstavn Asgårds fremtid, men min egen. Ville jeg kunne holde filmen ud, hvis den fortsatte i så højstemt et leje? Indledningen kender vi nærmest til formularisk hudløshed, som blev så effektivt introduceret med “Ringenes herre: Eventyret om ringen”. Og netop den ligetil sammenligning med adventure-rollespilsgenren viser, at Thor er en atypisk superhelt, der er mere i slægt med fantasy-universer og deres magisk-mærkelige blanding af middelalderæstetik og overnaturlige evner.

Men tilbage til fremtiden. Min altså. For den blev lysere i takt med, at Chris Hemsworths bredkæbede Thor-smil beroligende fik forsikret: Slap af, ro på, det er Marvel det her. Vi mener det (næsten) ikke. For til forskel for de dystert seriøse konkurrenter hos DC Comics, så forsvarer Marvels drenge Jorden (og resten af Universet) imod undergangen med et smil på læben og en kæk kommentar, imens mørkets fyrster bliver tævet med – i Thors tilfælde – en kæmpehammer. Klogeligt holdes svarteleverne langt ude i fortællingens periferi. De fungerer som påskud for, at Thor og Lokes herligt hidsige søskenderivalisering kan blusse op på ny parallelt med, at den laserskydende stjernekrigstrussel fra svartelverne afværges.

“Thor: The Dark World” er en paradoksal film, der ikke burde kunne lykkes i alle dens uforklarede selvmodsigelser. Svært at sluge, at Thor og aserne drikker af trækrus, kæmper med sværd og hammer samt beskytter sig med middelalderhjelme, men samtidig har et hypermoderne forsvar af byporten, der ville gøre en (star) trekkie misundelig. Her udvides genren altså til adventure-rollespils-superhelte-sci-fi, hvilket er mindst tre lag flødeskum for meget på den forvirringskage.

Men grunden til, at jeg hapsede den nordiske kage med mytologi-creme med så stor fornøjelse, tror jeg, skyldes instruktøren Alan Taylor. Han har ikke rigtig gidet at lave film tidligere. Taylor har været til en bedre fest. Tv-serier. “Six Feet Under”, “The Sopranos”, “Boardwalk Empire” og “Game of Thrones” for bare at nævne nogle få. Sidstnævnte serie er noget af det bedste, skærmen har set på formlen: middelaldervold + trylle-tryl. De to elementer får Alan Taylor – som en anden Jules Verne – på magisk vis blendet funktionsdygtigt sammen med sci-fi-svartelverne.