Jeg har genset “Titanic” i 70 mm. Et monstrum af en film om et monstrum af et skib i et monstrum af et format. Stor, større, størst!

Og det er sådan, “Titanic”-oplevelsen er bedst. På ægte film i det store, gamle 70 mm-format. For “Titanic” handler på alle måder om fortiden. Ikke om fremtiden, som 3D-genudgivelsen i 2012 forsøgte at bilde os ind.

“Titanic” har nemlig ikke sin styrke i (3D)dybden, men derimod i (70 mm)størrelsen. 195 minutter. 2,19 milliarder dollars. 11 Oscars.

Det bliver ikke mere potent, end når James Cameron klipper direkte fra Kate Winslets elskovs-hånd på den duggede bilrude til verdens største skib, som forsøger at penetrere et isbjerg på turen over Atlanten.

Sådan laver man dem ikke mere. Det er en film fra dengang, hvor Céline Dion overtog MTV med “My Heart Will Go On” – i dag har vi Spotify, og “Titanic” ville her over 20 år senere blive lavet som serie på Netflix.

For det geniale ved “Titanic” er størrelsen. Der er plads til det hele i en moderne “Matador”-fortælling om den unge Jack nede fra 3. klasse, som udfordrer det bedre borgerskab på første klasse med Billy Zane i spidsen som kapitalisten med lidt for meget eyeliner – bare lige for at understrege, hvor ond han er.

Han forsøger at købe Kate Winslets hjerte med Havets hjerte – diamanten, imens Leonardo DiCaprio lokker med kærlighed og et undercut fra 1990’erne.

Det er sådan, James Cameron fortæller kæmpestort. Penge eller kærlighed? Violiner på dækket, imens små børn rørende må gå ned med skibet, der ikke kunne synke.

Med om bord er der alt. Krig, kærlighed og en katastrofefilm, der holder langt bedre, end det Roland Emmerich og de andre katastrofer siden forsøgte sig med.

Cameron byggede nemlig næsten et helt Titanic-skib til formålet. Det føles fysisk, som om skibet rammes, knækker og synker til havets bund.

Og det er netop en følelsernes film. Rose følger sit hjerte, selv om det rationelle ville være at gå i redningsbåden.

Men jeg fik faktisk også en uventet eftertanke ved at gense “Titanic” her i 2018. For hovmodet er stadig aktuelt.

Det hovmod, som lederne om bord på Titanic er fulde af. Skibet kan ikke synke, lover de. Katastrofen kan ikke ske, siger de. Derfor gør de intet. Og det rammer Jack og de andre under dæk, der drukner i det iskolde vand.

For vi er alle om bord på Titanic, imens vi sejler på fuld damp mod et isbjerg af klimaproblemer. Der rammer dem på 3. klasse.

Derfor tager jeg og man fejl, når det siges, at “Titanic” kun handler om fortiden. Den handler også om nutiden.

Så gense den nu – men gør det i fortidens format.

“Titanic” i 70 mm er en monstrøst god film.