Tømmermænd i Thailand
Udgivet 25. maj 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Så er den gal igen. Endnu et bryllup skal stå, og endnu en polterabend vanker for de fire uheldige og umage gutter Stu, Phil, Doug og Alan, der måtte så grueligt meget igennem i “Tømmermænd i Vegas” fra 2009. Denne gang er festlighederne rykket til billedskønne Thailand, hvor Bangkoks mørke gyder og lurvede ladyboys-barer er centrum for endnu en vild nat med kollektivt blackout. Forudsigeligt? Ja. Opfindsomt? Nej.
Alt er så at sige ved det gamle for Alans selvudnævnte “Wolf Pack”. Endnu et hukommelsestab foranlediget af store mængder alkohol, kokain og hemmelige ingredienser, endnu en forsvunden brudegæst (denne gang brudens 16-årige lillebror i stedet for brudgommen selv), endnu en manglende kropsdel (finger i stedet for tand) og endnu et vildt dyr på hotelværelset (abe i stedet for tiger). Læg dertil genkomsten af både den gakkede smågangster Mr. Chow og Mike Tyson. Det manuskript kan ikke have været svært at skrive.
Zach Galifianakis, der stjal billedet som den usoignerede og socialt utilpassede Alan i den første film, fortsætter fortrinligt, hvor han slap. Hans portræt af den stadig hjemmeboende rigmandssøn med Wrestlingfigurer og Billy Joel-plakater på værelset har kant og er lige tilpas syret nok til, at man har lyst til at følge ham fra start til slut. Ed Helms’ uheldige Stu bliver dog en kende for skinger i denne omgang, mens hverken Bradley Coopers flødefjæs eller Justin Barthas kønsløse Doug fremkalder de store grin. Ikke engang Paul Giamattis bidrag i en tynd birolle er værd at skrive hjem om.
Instruktør Todd Philips, der også har stået for filmens manuskript i samarbejde med to nye folk, Craig Mazin og Scot Armstrong, må selv have haft en ordentlig gang tømmermænd, da han skrev manusset til denne dovne toer. Opskriften fristes man til at kalde identisk. Men tempoet er sine steder så tilpas højt og de komiske optrin stadig tåkrummende nok til, at gensynet med gutterne lige præcis tåles trods de minutiøse gentagelser.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet