Tur-retur Las Vegas…igen-igen

Nyere amerikanske komedier er ofte præget af et broderlige forhold mænd imellem båret af drengerøvshumor, hor og druk. Subgenren er med et skævt smil blevet kaldet bromance komedien – og ingen tvivl om, at den type film sikkert er ligeså angstfremkaldende for det kvindelige publikum, som de romantiske tøsekomedier er for mænd. Dog bliver bromance komedierne spyttet ud i massevis, og de jævne indslag ryger derfor rigtig hurtigt i glemmebogen. “Tømmermænd i Vegas” er af den skiveskårede slags med de sædvanlige få humoristiske højdepunkter.

Konceptet er set før. Rigtigt mange gange endda. Doug skal giftes, hvilket tre af hans venner beslutter sig for at fejre ved at tage en ordentlig herretur til Las Vegas. Dagen efter vågner vennerne op i en hotel suite, der er fuldstændigt smadret uden erindring om, hvad der er sket natten før. Det bliver naturligvis ikke mindre problematisk af, at Doug er forsvundet, og de eneste spor er en tiger på badeværelset, en skrigende baby og en stjålet politibil. Den vilde jagt på at finde Doug inden brylluppet går derfor ind, og det viser sig, at der er mere end god grund til, at vennerne har voldsom hovedpine.

Opskriften på “Tømmermænd i Vegas” er primitiv, pubertær, forudsigelig og set før. Det er mildest talt trættende at se endnu en fladpandet udflugt henover stepperne, hvor der skal grines højt hver gang, der bliver sagt tissemand. Hvis det endeligt skal være, skal planken gås helt ud. I betragtning af det enkle og åbne plot, bør der ikke være forhindringer i at føre plathederne ud på det komplet vanvittige overdrev. Det lykkes aldrig helt til trods for et ellers veloplagt udgangspunkt.

Filmens store problem er imidlertid ikke, at præmissen er uholdbar. Det er trods alt en amerikansk fald-på-røven komedie, og man ved på forhånd, hvad der kan forventes. Omdrejningspunkten for den lavpandet komik er egentlig Dougs forsvinden, og som sådan er han naturligvis kun undskyldningen for historiens ellers manglende fremdrift. Paradokset er blot, at det naturlige forløb aldrig kommer helt op i de højere gear, efter vennerne er ankommet til Las Vegas. Den omfattende søgen efter Doug kunne have været finurligt fortalt, men mister pusten efter et kvarters tid. Det der aldrig må ske med en komedie, sker desværre – tempoet henfalder til det kedelige og uinteressante.

For en komedie af denne type, er “Tømmermænd i Vegas” overraskende politisk korrekt og harmløst eksekveret. Ganske vist er der et par morsomme episoder, men slet ikke nok til at agere kontravægt overfor de billige løsninger – og dem er der rigeligt af. Det er altid nemt at trække på metafilmiske referencer i håb om, at genkendelsens glæde kan fremtvinge et smil eller to, eller få en kendis’ cameo på plakaten, såsom den tidligere sværvægtsbokser “Iron” Mike Tyson. I den sammenhæng er manglen på slagkraftig humor præcis så påfaldende, som hvorfor det lige skulle være en falleret boksestjerne, der skulle være med. Hvorfor ikke, synes filmens mantra at være. Men hvorfor så ikke trække et hårdtslående knock out til mere end en 1. omgang med sjove påfund, i stedet for at trække afsted med tolv runders spild af tid?