Toy Story - 3D

InstruktionJohn Lasseter

MedvirkendeTom Hanks, Tim Allen, Don Rickles, Jim Varney, Wallace Shawn, John Ratzenberger, Annie Potts, John Morris, Erik von Detten, Laurie Metcalf, R. Lee Ermey, Sarah Freeman, Penn Jillette, Jack Angel, Spencer Aste

Længde78 min

GenreKomedie, Animation, Adventure, Fantasy, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen01/05/2010


Anmeldelse

Toy Story 3D

5 6
En rummand i den tredje dimension

Kan du huske den fornemmelse, man havde som barn, af, at ens legetøj flyttede sig? At et legetøj, man havde lagt et sted, pludselig dukkede op et helt andet? Nogle gange var det svært ikke at få en fornemmelse af, at en eller anden form for trylleri fandt sted.

Svaret på hvordan det foregår kommer i “Toy Story”, der afslører, at legetøjet i al hemmelighed er levende og selv bevæger sig rundt, når børnene ikke kigger. Det er en historie, som i sin natur ikke ligger frygtelig langt væk fra et af H.C. Andersens eventyr, hvor figurer som den standhaftige tinsoldat også var levende væsner.

Filmen blev oprindeligt lavet i 1995 og blev som bekendt på mange måder startskuddet til de moderne animationsfilm samt Pixars lange række af nyklassikere. Det var den første spillefilm, der udelukkende brugte computergenerede billeder, og selvom man måske kunne have forventet, at man måtte bære over med nogle børnesygdomme, så var der faktisk ingen af slagsen. Selve sloganet fra filmen ”To Infinity and Beyond!” blev næsten selve tankesættet i de følgende år. Intet synes længere at være umuligt. Den tekniske revolution var for alvor ankommet. I anledning af den snarlige 3’er, der kommer i biograferne i 3D, har man så nu valgt at genudsendt de to oprindelige film i reviderede 3D-udgaver.

Beretningen er naturligvis den samme som altid og præsenterer sin uimodståelige historie om den spirende jalousi, som cowboydukken Woody føler over for rummanden Buzz Lightyear, da han ankommer og stjæler Woodys rampelys. Det er dog også en historie om et opstående venskab samt om en barnetro, der møder virkelighedens håndfaste vilkår. Selve fortællingen er som sådan en af Pixars mest ligetil slagsen, og selvom den ikke har så mange af de mere ambitiøse træk, som senere ville komme til at kendetegne mange af deres produktioner, så er den dog stadig en ualmindelig veludført en af slagsen. Den etablerer også et af Pixars kendetegn, idet beretningen ofte kan læses på flere måder, alt efter om man er barn eller voksen.

At gense filmen på det store lærred senere er dog også på mange måder en udsædvanlig oplevelse. 15 år er lang tid for en teknik, der vedvarende skubber grænserne for, hvad den formår, og animationen kan selvsagt ikke måle sig med den, som de nyere film kan præstere. 3D-effekten er tilføjet pænt, men virker alligevel ganske overflødig i denne omgang. I den nye 3D-udgave af “The Nightmare Before Christmas” var det som om, at effekten bidrog med at højne den fysiske fornemmelse af filmen, men “Toy Story” er på godt og ondt en mere renlivet og glat oplevelse, og her gør det ærlig talt ikke den store forskel.

Selvom det visuelle sus udebliver, så er selve fortællingen som altid fremragende, og med gensynet er det også en fornøjelse atter at stifte bekendtskab med det store person- eller rettere legetøjsgalleri, som så ofte stjæler opmærksomheden og løber med mange af de bedste vittigheder. Hvis denne nye udgave kan introducere filmen til en ny generation, er det naturligvis også positivt, men for dem som allerede kender den i forvejen, så føjer denne nye 3D-udgave nu ikke de store ekstra dimensioner til værket.

”Toy Story 3D” vises i udvalgte biografer lørdag 1. maj og søndag 2. maj.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film