En temmelig grim kliché

Engang imellem kan man godt få lyst til noget uforpligtende underholdning. Nogle sværger til sitcoms eller “De unge mødre”, men et godt alternativ er en gedigen, middelmådig gyser, og dem bliver der spyttet masser af ud i øjeblikket, så det er faktisk bare med at tage første spadestik i bunken og vupti! Så har man pludseligt adgang til læssevis af fesne filmoplevelser.

Alenemoderen Jess, som spilles af den smukke Melissa George, bor sammen med sin autistiske søn Tommy. Det er en hård og frustrerende hverdag, så da hun får muligheden for at komme lidt væk fra det hele, takker hun ja. Sammen med fem venner tager hun på sejltur i en lækker yacht, men under hele turen har hun fornemmelsen af, at et eller andet er galt. De fem venner bliver overmandet af et voldsomt uvejr, og efter at have drevet planløst rundt i Atlanterhavet støder de på et krydstogtskib, som samler dem op. Det viser sig dog hurtigt, at Jess’ bange anelser ikke er ubegrundede – har hun været på skibet før, og hvor er besætningen?

Filmens setup er set før: En flok unge mennesker fanges et øde sted, de render forvildede rundt og bliver slået ihjel, mens hovedpersonen holder sig i live og forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Det er en opskrift, som ofte fungerer, og det gør den til dels også i nærværende film, men absolut ikke i en grad, der hæver den over andre film støbt efter samme form. Selv de mest uerfarne seere kender klichéerne på rygraden, men en af filmmediets bedste følgesvende har altid været det genkendelige, som gør det nemt for beskueren at fange historien og stemningen.

Det grundlæggende plot, som ikke skal udpensles her, er som sådan udmærket. “Triangle” er den slags film, hvor man som seer skal samle et puslespil stykke for stykke, for til sidst at få den “aha!”-oplevelse, der retfærdiggør den tid, man har brugt på at se filmen. Den får man for så vidt også, men man skal passe på med at tænke alt for meget, for så opdager man blot en lang række plot-huller, som ellers ikke havde været forfærdeligt komplicerede at udfylde.

Det er heldigvis de færreste film, man kan sige det om, men “Triangle” er ofte decideret grimt filmet. Håndværket er for det meste i orden, men æstetikken er et fejlslagent eksperiment. Og det er jo en skam, for det er mildest talt meget sjældent, der bliver eksperimenteret kunstnerisk i Hollywood. I “Triangle” forsøges der med skæve vinkler og farvet lys i en pærevælling, der mest af alt minder om en ikke ubetinget vellykket kortfilm, som denne anmelder lavede med nogle venner i gymnasietiden. Det er vel ikke en urimelig forventning, at en film med et budget på ca. 12 millioner dollars kan finde en fotograf med lidt smag? Nå ja, alle kan jo have en dårlig dag eller 60.

“Triangle” er ikke blandt de værste gysere, der har ramt markedet i de sidste ti år, men den er så sandelig langt fra de bedste. Plottet er fint, og det skjulte tema, der toner frem, når man begynder at reflektere over historiens betydning, fungerer også nogenlunde på papiret, men udførslen halter gevaldigt bagefter, og når rulleteksterne kører over skærmen, rumsterer kun et enkelt spørgsmål: ”Nå, hvad skal jeg nu give mig til?”

Video

Præsenteret i 16:9. Udgivelsen leverer et videospor, som er lidt over gennemsnittet. I de mørke scener forekommer der en smule støj samt nogle hårde overgange i de tonale gradueringer. Til gengæld er farverne flotte, klare og naturlige (når det huer fotografen), skarpheden er god, og der er ingen spor af edge-enhancement.

Audio

Dolby Digital 5.1. “Triangle” gør flot brug af alle seks kanaler. Det meste af filmen foregår på havet, og vinden suser om ørerne på én, hver eneste gang man bevæger sig ud under åben himmel. På et tidspunkt overrumples vores hovedpersoner af et voldsomt uvejr, og her kommer der for alvor gang i subwooferen, som hverken overstyrer eller gør unødigt opmærksom på sig selv. Stemmerne går klart og tydeligt igennem, og musikken har en fin fylde. Et glimrende lydspor på en ellers lidt slatten udgivelse.

Ekstramateriale

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.