De mange idéforladte og pengegriske producenter, som i øjeblikket giver grønt lys for den ene horrible animationsproduktion efter den anden, bør gennes ind i en biografsal, lænkes fast til sæderne og tvinges til at se den franske tegnefilm “Trillingerne fra Belleville”. Ikke fordi de skal tortureres – tværtimod kunne man håbe, at Sylvain Chomets animerede genistreg ville overbevise de magtfulde filmmagere om ikke længere at finansiere skrammel som “Madagascar” og “Lille kylling”. Oscar-nominerede “Trillingerne fra Belleville” er forbandet morsom og original underholdning. Hvis man er fortvivlet over tegnefilmgenrens de facto lave standarder, vil denne film garanteret løfte humøret.

Chancen for, at du har set noget, der tilnærmelsesvis ligner “Trillingerne fra Belleville”, er minimal. Umiddelbart lyder filmen måske heller ikke særlig tillokkende. Mange vil nok stemple “Trillingerne fra Belleville” som selvhøjtideligt hakkelse produceret af frankofiler for frankofiler blot ved tanken om en fransk tegnefilm med næsten ingen dialog, masser af cykling og en gammel dame og en grim hund som to af hovedpersonerne. Men det er næsten umuligt ikke at blive charmeret af filmens enestående, afvæbnende og ofte overraskende intelligente humor.

Historien foregår i Frankrig og omhandler Madame Souza og hendes ensomme barnebarn, Champion, der som lille får en cykel i gave af sin bedstemor. Adskillige år senere er drengen blevet til en fuldvoksen herre udstyret med en spinkel mave, men enorme lårmuskler, der sikrer ham en plads i årets Tour de France. Han kidnappes desværre af en gruppe lumske gangstere, der planlægger at misbruge Champions imponerende fysik. Kun Souza og hendes overvægtige og uskønne, men kærlige hund, Bruno, kan redde det cyklende barnebarn. Undervejs støder makkerparret på et væld af spøjse individer såsom to yderst firkantede gangstere og et sæt syngende trillinger, der bl.a. opfører filmens herlige, Oscar-belønnede titelsang: “Belleville Rendez-Vous”.

Der er nok overraskelser i “Trillingerne fra Belleville” til at give en rutineret clairvoyant kraftig hovedpine. Filmens unikke æstetik er uforlignelig og uimodståelig, og det samme er gældende for det enorme persongalleri. Tempoet i den blot 77 minutter lange film er hektisk, og kun et par scener i trillingernes lejlighed virker en anelse sløve. Det er utroligt, at man næsten fuldstændig uden brug af tale har formået at lave en komedie med så mange forrygende komiske stunder. Derudover er flere af karaktererne så sympatiske og elskværdige, at man ofte bliver rørt af deres slidsomme strabadser. “Trillingerne fra Belleville” er derudover også ofte ekstremt underholdende – en enkelt biljagt er mere opfindsom og medrivende end de fleste spændingssekvenser i nutidens dyre blockbusters.

Tegnerne har ganske vist ikke haft nær så mange penge at gøre godt med som folkene hos Disney eller DreamWorks, men alligevel er billedsiden spækket med finurlige påfund. Man kan tydeligt mærke, hvor megen omsorg og kærlighed folkene bag filmen har haft til hver eneste figur, og hvor mange overvejelser hvert eneste penselstrøg har fremkaldt. Der er intet ved filmen, der virker forhastet eller uovervejet. Der er virkelig blevet kælet for detaljerne, og det er bare én ud af mange gode grunde til, at filmen tåler utallige gensyn. Det er ærgerligt, at instruktør Chomet ikke har været særlig aktiv siden filmens udgivelse tilbage i 2003 – vi kunne dæleme godt bruge flere af hans originale indfald i øjeblikket.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Bortset fra en lille og tilgivelig mængde udtværing, er der intet negativt at sige om udgivelsens strålende transfer. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, og der er heldigvis ingen tilfælde af edge-enhancement, hvilket indikerer, at man ikke på kunstig vis har prøvet at gøre billedet skarpere. Kontrasten er solid, men det er farvegengivelsen, der imponerer mest – lige fra filmens varme, attraktive kornmarker til den gangsterbesatte, kolde underverden. Det er primært under nattescenerne, at man af og til spotter en anelse udtværing i billedets lettere ensfarvede afkroge. Farveblødning hænder dog aldrig, og det samme er heldigvis gældende for støv, støj og snavs.

AudioDer er ikke meget dialog i filmen, men de få sætninger, der ytres, høres tydeligt. Alle lydsidens andre elementer lyder også distinkt. Der er enkelte fine panoreringer, og den veltimede brug af samtlige højtalere sørger for at holde seeren oppe på tæerne, uden man nogensinde blæses omkuld af unødvendige og unødvendigt højlydte lydeffekter. Discens 5.1-lydspor har også en ganske fin bund, og det er rigt på subtile auditive detaljer, som gør det let for seeren at leve sig ind i filmens særprægede univers. Det skal lige pointeres, at udgivelsens danske undertekster ikke synes at fungere (skiven blev testet på adskillige afspillere), men heldigvis er der både funktionelle norske og svenske undertekster.

EkstramaterialeDiscen indeholder to dokumentarer og to interviews. I den første dokumentar, “Making of” (16 min.), gennemgås bl.a. skabelsen af flere af sekvenserne, brugen af musikken og designet af karaktererne og scenerierne. Uheldigvis er omtrent halvdelen af featuretten indspillet på fransk, og eftersom ekstramaterialet ikke er tekstet, er folk, der ikke taler sproget, fuldstændig på herrens mark. Instruktør Chomet gennemgår sin tegneteknik i “Drawing Lesson” (6 min.), som garanteret vil fryde fans af filmen og animation i almindelighed. Derudover er der også interessante interview med Chomet (29 min.) og designeren Evgeni Tomov (12 min.), samt hhv. en teaser og en trailer til filmen.