Fortræffelige trolde

Nøjagtig ligesom den engelske “Monsters”, der ligeledes blev produceret sidste år, er den norske “Troldjægeren” et perleeksempel på, at det ikke kræver en astronomisk pengepung at lave visuelt sprudlende monsterfilm. Det er næsten livsbekræftende, at sådan en lille, skandinavisk produktion kan hamle op med Hollywoods dyre kassesucceser. En inspirerende, norsk perle om gigantiske trolde? Så har man set det med.

Filmens manuskriptforfatter/instruktør, André Øvredal, har tydeligvis skelet til “Cloverfield”, og “The Blair Witch Project”, mens han skrev manuskriptet. “Troldjægeren” er ligesom disse en af de efterhånden talrige gysere, der skal forestille at ligne en funden amatørvideo. I begyndelsen af filmen får vi at vide, at vi skal til at overvære en række privatoptagelser, som på magisk vis landede hos et filmselskab, som på ingen måde har manipuleret materialet. Det er selvfølgelig noget sludder, men det slår fornemt tonen an for en film, der elegant sammensmelter humor og horror, og som med lige så stort held mikser moderne opspind og gamle myter.

Vi følger tre unge studerende, der er ude i naturen for at filme et indslag om drabet på en bjørn. Nabolagets jægere er alle sammen fortørnede over den gådefulde kollega, som aflivede den store bamse på uforsvarlig vis, og filmholdet følger efter den norske nimrod for at finde ud af, hvem han egentlig er. Det viser sig, at jægeren har langt større bytter på sit blodbesmurte CV, og det nysgerrige filmhold får sig et gevaldigt chok, da trioen forvilder sig ind i de norske skove, hvor mødet med en trehovedet trold bliver begyndelsen på et vanvittigt eventyr. Vi er langt væk fra Hugo og Trolderiks børnevenlige baghaver.

Vi får knap nok noget at vide om den lavmælte jæger eller filmmagerne, men det er også helt okay, for det er med til at styrke illusionen om, at vi overværer et tilfældigt udpluk af deres liv. Hvis vi havde fået adskillige svadaer om personernes privatliv, havde filmen formentlig virket langt mere konstrueret. Under alle omstændigheder er de gæve nordmænd så hyggelige og blåøjede, at man ikke kan undgå at holde af dem. Faktisk er skuespillerne så overbevisende (især Otto Jespersen som den gravalvorlige jæger), at man hurtigt bliver opsat på at se dem klare skærene, hvorfor man nærmest højlydt udbryder ”Hold nu mund!”, når de hverdagsagtige helte stønner og skælver i nærheden af de drabelige trolde.

Selve troldene er en milepæl i skandinavisk filmhistorie. Jeg har svært ved at komme i tanke om mere overbevisende computereffekter i en nordisk film – ja, inklusive “De fortabte sjæles ø”. Alt fra bæsternes bevægelser til de utallige hår på deres uldne kroppe virker ufatteligt ægte. Troldene er også på én gang besynderligt sjove og uhyre skræmmende. Man kan ikke helt undgå at grine af deres overdimensionerede snuder, mens deres knivskarpe tandsæt får nerverne til at sitre. Scenen, hvor kameraholdet forsøger at køre fra en trold på størrelse med Rundetårn, er lige så intens som jeepens flugt fra Tyrannosaurus Rex i “Jurassic Park”. Ja, så godt er det vitterligt lavet.

Øvredal gør ofte klogt i at holde troldene i skyggerne, mens lydsiden går amok, hvorved instruktøren tvinger vores egen fantasi på overarbejde, indtil han erstatter vores uvidenhed med pludselig panik ved endelig at skubbe troldene ud i lyset. Mange af filmens grin tager til gengæld afsæt i Øvredals opfindsomme brug af sit hjemlands gamle eventyr og miljø. Troldene kan lugte kristnes blod… Norges højspændingsledninger er faktisk et enormt elektrisk hegn, der skal holde de enorme trolde væk fra civilbefolkningen… Og regeringen har sat landets moskusokser ud i naturen som foder. Filmen er rig på muntre indslag og ideer, og selvom midterdelen indimellem går lidt i stå, så er “Troldjægeren” årets indtil videre helt store, skandinaviske filmoplevelse. Kom bare an, “Melancholia”!

Video

Præsenteret i 1080i/AVC 1.77:1. “Troldjægeren” er skudt i HD, og overførelsen af det digitale videomaterialet til Blu-ray er forløbet gnidningsfrit. Den beskedne mængde støj, som forekommer i de mørkeste scener, gør egentlig kun optagelserne endnu mere troværdige. Billedet er derudover knivskarpt, og detaljerigdommen er gang på gang forbløffende, især når kameraerne filmer Norges bjergtagende natur. Farverne er naturtro og appetitlige, og kontrasten er solid. Jeg bemærkede en bitte smule udtværing i nogle af de allerlyseste og dunkleste sekvenser (primært på skuespillernes kinder), men det var på ingen måde distraherende. Og ja, ganske vist er billedsiden interlaced, men det er på ingen måde gået ud over billedkvaliteten.

Audio

Selvom “Troldjægeren” er designet til at ligne rå amatørvideo, så slår DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig fra sig, uden at lyden nogensinde føles ude af trit med billederne. Selv de stilfærdige scener suppleres af et forbavsende levende lydbillede, der skabes af samtlige højtalere, og når troldene går amok, vågner subwooferen op til dåd, og de effektive panoreringer står i kø. Dialogen forbliver tydelig, dynamikområdet er på størrelse med troldene, og støj forekommer aldrig. Indimellem er det dog en anelse distraherende, at dialogen får lov til at fylde så meget i baghøjtalerne.

Ekstramateriale

Disken indeholder en stor stak slettede/forlængede scener (og det er i øvrigt irriterende, at man kun kan se dem enkeltvis), men selvom nogle af dem er nogenlunde, så kan man sagtens forstå, hvorfor de blev sakset. Her er også nogle få fraklip, men der er langt færre end håbet, og de er desværre ikke særlig sjove. Derudover medfølger tre korte gennemgange af filmens computereffekter (desværre uden lyd og interviews), et par billedgallerier og en lille stak ultrakorte dokumentarer, som hovedsageligt består af klip fra optagelserne. En mere dybdeborende dokumentar og nogle kommentarspor havde været velkomne. Ekstramaterialet præsenteres i 1080i.