Den kedelige sandhed

I journalistik er begreber som objektivitet, sandhed og autenticitet altid til debat. Magten er sjældent langt væk fra medierne, men distinktionen mellem hvad der er sandt, falsk og relevant ligger ofte på skuldrene af meget få mennesker. Med afsæt fra en kontroversiel nyhedshistorie fra 2004 forsøger “Truth” at diskutere journalistisk praksis og sandhed, men ender med at blive et unuanceret og kedsommeligt korstog imod den amerikanske nyhedsindustri.

Alt imens George W. Bush forsøger at blive genvalgt til sin anden periode som statsoverhoved i 2004 er der lavmælt snak i krogene, som antyder, at præsidenten undgik at blive sendt til Vietnam ved at udnytte sin fars kontakter i militæret. Da rygterne finder vej til den hårdtslående og rapkæftede “60 minuttes”-producer Mary Mapes, spillet af Cate Blanchett, går der ikke lang tid før hun tager den sprængfarlige nyhedshistorie til nationalt tv. Det går stærkt i indledningen, og jeg fandt det spændende at følge det journalistiske håndværk. Generelt virker indsigten i den hurtigtarbejdende nyhedsredaktion oprigtig. Det er ikke svært at forestille sig, at havde “Truth” fortsat i det spor, kunne det have været en interessant film, der undersøgte linjen mellem jagten på sandhed og jagten på sensation i mediebranchen.

Desværre skiftes der spor efter omkring en halv time. Ikke lang tid efter historien om præsidentens pjækkeri fra militæret rammer æteren, kommer Mapes og hendes team nemlig selv under beskydning. De 40 år gamle militærdokumenter, der er grundstenen i sagen imod præsidenten, kan genskabes 1 til 1 via en kombination af Microsoft Word og en slidt printer. Politikere og bloggere råber forfalskning, hvilket får “Truth” til at skifte indsigten i journalistfaget ud med en indsigt i, hvordan man forsøger at bevise et 40 år gammelt militærmemos validitet.

Mary Mapes fremstilles fuldstændigt ukritisk som en slags Jeanne d’Arc-figur, der både er frelst heltinde, men også offer for sine fællers uoplyste raseri. Det hele er baseret på en bog skrevet af Mary Mapes selv, og hun vasker sine hænder til de bløder. Værst bliver det da Mapes’ tragiske barndom, hvor hendes far gentagende gange ville tæske hende for at stille spørgsmål eller sige ham imod, bruges til at insinuere, at den behandling er fortsat, men nu bare med den amerikanske stat, som den der svinger bæltet.

Det største problem er dog, at den her sandhed er kedelig. Udmattende scener, hvor typografi og formulering i militærmemoer fra 60’erne diskuteres findes i alt for rigelige mængder. Et sted midt i alt snakken om 40 år gamle skrivemaskiner og hvilke forkortelser, man brugte i militæret i 60’erne, glemte “Truth” hvad den egentligt ville. Det virker endda paradoksalt, at karaktererne gentagende gange beklager sig over, at snakken om dokumenterne fjerner fokusset fra det vigtige, nyhedshistorien, alt imens plottet selv ender med at ignorere netop nyhedshistorien til fordel for snakken om dokumenterne.