Tsotsi
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 28. sep 2006 | Af: kaduffo | Set på DVD
Fra start kortlægges Soweto som værende indbegrebet af fattigdom og trøstesløshed. Flere steder kundgøres det, at ‘vi alle er påvirket af HIV og AIDS’, hjemløse flyder på banegårdsområdet, og ja, så er der jo Tsotsis egen miserable fortid med en alkoholiseret far og en døende mor. Trøstesløsheden er med andre ord allestedsnærværende, men midt i denne armod har instruktør Gavin Hood, med udgangspunkt i Athol Fugards novelle, forsøgt at tænde et lys og håb.
Selvom de gode intentioner åbenlyst er til stede, er de desværre ikke helt nok. Således er det svært at lade sig overbevise om hovedkarakterens overordnede slagplan. Dette i første omgang, fordi den voldelige og usympatiske Tsotsi meget pludseligt, angiveligt efter mødet med spædbarnet, vælger fuldstændig at skifte karakter. Det virker lidt søgt, at det er et spædbarn, der skal sparke fornuft i knolden på den unge lømmel, hvilket ingen voksne åbenbart har været i stand til. Under alle omstændigheder markerer det skæbnesvangre møde et skifte, der overbeviser Tsotsi om, at han er ude på et alvorligt skråplan.
Skuespillet er i det hele taget værd at fremhæve. Godt nok er det teatralsk, især i filmens første halvdel. Men det skal nok også opfattes som en udtryksform, vi ikke helt har indfundet os med i den vestlige verden endnu. Samspillet fejler i hvert fald ikke det mindste og det gør billederne heller ikke. Stemningsmættede, pittoreske afbildninger opdeler scenerne flere steder og er en fornuftig og forståelig afveksling til filmens korporlige brutalitet.
Suppleret med de velsmurte replikker og den følelsesladede underlægningsmusik, der flere steder skriger på opmærksomhed, er det ikke så underligt, at filmen har ligget lige til højrebenet for en Oscar. Det bortforklarer imidlertid ikke det faktum, at det er svært, hvis ikke umuligt, at sympatisere med Tsotsi, selv om hans situation nu nok er forståelig nok.
“A Day in the Life of Josias” følger den 14-årige Josias fra Soweto i Sydafrika og viser, hvilke vilkår han lever under. “The Storekeeper” er en medfølgende kortfilm og i øvrigt instruktørens egentlige debut. Ganske interessant. Endeligt er der blevet plads til en trailer og et par musikvideoer fra sydafrikanske Zola med numrene “Ghetto Scandalous” og “Mdlwembe” og Sgubhu Sams “Unathi”. I øvrigt kan filmen også ses med kommentarspor af Gavin Hood. Ekstramaterialet rummer lidt af hvert og er samlet set en guldgrube.
“Tsotsi” vandt sidste år en Oscar for bedste ikke-amerikanske film. Alligevel har den visse mangler. Således er det meget svært at finde den mindste sympati for filmens hovedpersoner, og måske netop derfor bliver “Tsotsi” aldrig for alvor fængende. Til gengæld rummer ekstramaterialet mange kvaliteter og bør ses.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet