Rød

InstruktionDomee Shi

MedvirkendeRosalie Chiang, Sandra Oh, Ava Morse, Maitreyi Ramakrishnan, Hyein Park, Orion Lee

Længde100 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 11/03/2022 på Disney+


Anmeldelse

Turning Red (Rød)

4 6

 

Pixar kan bare ikke ramme ved siden af, kan de?

 

“Turning Red” er produktet af det seneste Disney/Pixar-samarbejde, og i typisk Pixar-stil er filmen en home run, der med garanti kan sætte et smil på læben på selv den mest gnavne gamle grøntsag derhjemme.

 

Domee Shi, der instruerede Pixars Oscar-vindende animationskortfilm “Bao”, har med “Turning Red” grebet chancen for at få sin spillefilmsinstruktørdebut. Resultatet er en stilsikker film, som hun uden tvivl kan være stolt af – om end den ikke er helt perfekt.

 

Allerede fra filmens første skud, er det tydeligt, at Pixar fortsætter takterne fra deres seneste film, “Luca”. Endnu engang forsøger man sig med en anden animationsstil, end vi er vant til at se i film som “Toy Story”, “Monsters Inc.” og “The Incredibles”, og det er et forsøg, der bærer frugt. “Turning Red” giver os nemlig en forfriskende livlig og ofte anime-inspireret stil, der udgør en fantastisk dragende verden.

 

Det unge stjerneskud Rosalie Chiang lægger stemme til filmens canadiske hovedperson, den selvsikre og nørdede 13-årige mors pige, Meilin Lee, der en dag på mystisk vis vågner op som en kæmpestor rød panda. Transformationen sker i bedste Hulk-stil, når Mei oplever stærke, ukontrollerbare følelser, og det sætter hendes ellers perfekte hverdag på prøve.

 

Den underholdende præmis lægger fundamentet for et hav af sjove, hjertevarmende og utroligt tåkrummende situationer, der oftest har Meis veninder eller mor i centrum.

 

Sandra Oh spiller på perfekt vis Meis overbeskyttende og grænseoverskridende mor, Ming, der er inkarnationen af pinligheden selv. Antallet af gange jeg selv sad og rødmede og havde lyst til at gemme mig væk på vores hovedpersons vegne, har jeg ikke fingre og tæer nok til at tælle. De mange pinagtige situationer mellem Mei og hendes mor skaber dog også grundlaget for meget af Meis udvikling, og de drog mig ind i filmen på ekstremt effektiv vis.

 

Generelt er filmens fantastisk diverse karaktergalleri det absolut stærkeste punkt i filmen. Mei tager på forfriskende vis sin nørdede personlighed og sine fan girl-kvaliteter til sig uden nogen form for skam, og det åbner op for fokus på andre konflikter, som er langt mere interessante og relevante.

 

Centralt for plottet og Meis indre konflikt står hendes venindegruppe, der består af den cool og afslappede Priya (Maitreyi Ramakrishnan), den super entusiastiske Abby (Hyein Park) og den humørfyldte Miriam (Ava Morse). Selvom de tre veninder er ekstremt overdrevne i deres måder at opføre sig på – især Priyas konstante deadpan-attitude og Abbys absurd høje energi –, virker deres venskab mere ægte end hos langt de fleste bagtalende, dramafyldte venindegrupper, der ellers ofte fylder serie- og filmlandskabet. Pigernes venskab lykkedes med at ramme de fleste punkter i mit følelsesspektrum, og jeg følte mig enormt investeret, hver gang de var på skærmen.

 

Da filmen tilføjer en gruppe super stilfulde karakterer i anden akt, bliver der dog en smule crowded, og de fleste af de nye karakterer, følte jeg i virkeligheden, var helt unødvendige. De fik for lidt skærmtid til at gøre dem rigtigt interessante, og som resultat føltes det kaotisk, når de endelig var der. I sidste ende, ville jeg egentlig ikke kunne sige noget specifikt om nogen af dem på nær ‘lederen’.

 

Det er også omkring deres introduktion, at filmen træder en tand for hårdt på bremsen og tager lige lovlig meget af farten på den ellers tjeppe og tempofyldte fornøjelse.

 

Når alt kommer til alt, er Meis personlige rejse dog en fryd at følge med i. Pixar har endnu engang skabt en film, der på én gang kan underholde de mindste og sætte en klump i halsen på de største. Domee Shi har skabt en film, der viser styrke i diversitet og femininitet på så fantastisk naturlig og ukompliceret en måde, at de fleste Hollywood-forfattere bør tage noter. Det er en skam, at “Turning Red” ikke får biografpremiere og i stedet udgives eksklusivt på Disney+, for Pixar-projektet fortjener i den grad opmærksomheden fra filmfans verden over.

 


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film