I dag kan det være svært at huske en tid, hvor gode tv-serier ikke groede på træerne. Nu er tv-serier efterhånden blevet et mindst lige så prestigefyldt varemærke at have trykt på sit cv som spillefilm, og flere af medieverdenens allerstørste kanoner har valgt at fokusere deres kræfter på flimmerkassen i stedet for det hvide lærred. Men tilbage i starten af 90’erne så tv-landskabet væsentligt anderledes ud. Sendefladen var domineret af billige sæbeoperaer og tamme familiedramaer, der sang på sidste vers. Men så dukkede “Twin Peaks” pludselig op, og verden blev aldrig den samme igen.

I dag er skillelinjen mellem film og tv yderst spinkel, hvilket før “Twin Peaks” var en fuldstændig utænkelig tanke. Men mesterinstruktøren David Lynch og hans kollega, Mark Frost, havde ikke til sinds at producere noget, der nogensinde var set mage på tv eller andetsteds tilbage i 1990. Sammen med et erfarent filmhold fik de stablet “Twin Peaks” på benene, som forkælede millioner af seere med sine intelligente fortællinger, smukke billeder og spændende karakterer. De to gutters lille projekt blev hurtigt til Amerikas mest populære og sete tv-serie. Børn, unge, forældre og bedsteforældre fulgte alle ivrigt med hver eneste uge i et forsøg på at gætte, hvem der dræbte Laura Palmer – den bedårende, unge skønhed, hvis mord sætter hele forløbet i gang.

Mordet ryster borgerne i den lille flække, “Twin Peaks”, og det er op til FBI-agent Dale Cooper (Lynch’ flittige samarbejdskollega, Kyle MacLachlan, som aldrig har været bedre) at løse mysteriet. Men det viser sig at være lettere sagt end gjort. Vi kommer tæt ind på livet af et næsten uoverskueligt væld af nuancerede karakterer, som alle er helt specielle. Lige fra Lauras unge klassekammerater, til hendes forældre, adskillige lokale betjente, grådige forretningsfolk, en skør doktor, en enarmet mand og en grum, gråhåret herre ved navn Bob: en af de mest frygtindgydende tv-skurke til dato.

“Twin Peaks” inddrager alskens klassiske arketyper og elementer fra alle tænkelige genrer, men er stadigvæk helt sin egen. Det er en af de mest unikke, originale og dragende tv-serier, der nogensinde er lavet. Selv hvis man normalt finder Lynch’ produktioner lidt for skæve, eller hvis man er blevet narret af seriens tilsyneladende konventionelle overflade, bør man alligevel tage et smut forbi den fiktive by, hvor uglerne ikke er, hvad de umiddelbart ser ud til at være, og hvor den lokale kaffe og kirsebærtærte er legendariske.

VideoPræsenteret i 4:3 Full Screen format. Afsnittene er over halvandet årti gamle, og det er sjældent, at så gamle serier ser yderst præsentable ud på dvd. Men Paramount har taget sig godt af en af deres tv-afdelings absolutte kronjuveler. Billedet er knivskarpt, kontrasten er eminent, og der er ikke skyggen af udtværing, edge-enhancement eller digital støj. Farverne er en anelse mætte og kraftige, hvilket bl.a. flere tilfælde af lettere orange hudfarver slår fast, men som regel er farvetemperaturen passende.

AudioPilotafsnittet bliver udelukkende præsenteret i Dolby Digital 2.0, mens resten af afsnittene kan opleves i Dolby Digital 5.1. Lyden på piloten plages af en lille smule støj og en konstant, lav susen, og dialogen kan også godt være en snert utydelig af og til, men resten af lydsporene lyder aldeles glimrende. Det er primært fronthøjtalerne, som bliver taget i brug, men baghøjtalerne bliver også ofte udnyttet til at styrke atmosfæren, levere et par effektive effekter og give Angelo Badalamentis musik mere fylde. Bunden er solid, og dialogen er krystalklar og ligesom resten af lyden aldrig plaget af overstyring eller andre former for støj.

EkstramaterialeHvert afsnit kan ses med kommentarspor. En håndfuld af instruktørerne, et par af manuskriptforfatterne, fotografen Frank Byers og production-designer Richard Hoover har indtalt kommentarer, men desværre hører vi aldrig fra David Lynch selv, som er kendt for sin modvilje mod at diskutere sine projekter. Kommentarsporene er alle obligatoriske lytteoplevelser for enhver fan, selvom de godt kan blive en anelse for tekniske og tørre af og til. Folk, som endnu ikke har set anden sæson, bør for øvrigt vente med at studere ekstramaterialet, indtil hele serien er set.

Man kan også se de kendte ‘Log Lady’-introduktioner til afsnittene, som Lynch lavede sammen med Margaret Lanterman, da tv-serien blev genudsendt for første gang. Derudover er der en masse siders fascinerende info om hvert enkelt afsnit.

På udgivelsens 4. og sidste disc befinder resten af ekstramaterialet sig. “Mark Frost: Interview with Wrapped in Plastic” (15 min.) er et interessant telefoninterview med Frost. Det er svært at begribe, at en af mændene bag “Twin Peaks” også forfattede manuskriptet til “Fantastic Four”.

I “Learning to Speak in the Red Room” (4 min.) forklarer skuespilleren Michael Anderson, som spiller den mærkeligt talende dværg i serien, hvordan man får sig selv til at lyde ligesom ham. Fornøjeligt. “An Introduction to David Lynch” (22 min.) er en glimrende og virkelig velklippet dokumentar, som byder på en masse forholdsvis nye interviews med flere af seriens skuespillere, en enkelt filmekspert og et par instruktører, der alle udtaler sig om Lynch.

“17 Pieces of Pie” (10 min.) er et muntert interview med Pat Cokewell, som ejer den berømte diner, der blev brugt til optagelserne. Til slut er der i alt 17 korte klip med 17 af skuespillerne, som fortæller forskellige historier, der hovedsageligt har forbindelse til “Twin Peaks” eller Lynch.

Overall”Twin Peaks” er en af tv-verdenens absolut største triumfer. Serien formår at være både hjerteskærende, uhyre spændende, neglebidende uhyggelig og hysterisk morsom, og takket være et talentfuldt filmhold og eminent ensemble fremstår serien som noget, der har været 10 gange dyrere at producere, end det vitterligt er tilfældet. Havde instruktør David Lynch og hans medsammensvorne ikke kreeret denne banebrydende, revolutionerende tv-serie, havde der næppe været så mange gode tv-serier, som der er i dag. Serien præsenteres fornemt på denne dvd-udgivelse, som også byder på en masse solidt ekstramateriale.