Får får får? Nej, får får ulve

Rusland skal da også være med på animations-bølgen! Det bliver bare ikke med den her tamme ulv i tegne-klæder. Lidt fysisk forvandling a la “Bjørne Brødre”, et par budskaber, børnene kan lære af, og en omgang dansk stemmeskuespil, der kun kan være ringere end de originale russere. Det er den sløjeste omgang ’fish out of water', jeg længe har set.

Det er Ulven Grå, der skal en tur ud af sit kendte farvand. Grå står til at overtage ulvekoblet, men skal lige besejre den ultra-mega onde skurk, Raegar. Problemet for Grå er bare, at han er umoden og helst bare vil lave sjov. Det mener hans udkårne, Bianca, i hvert fald. Så må Grå jo ændre sig. Hvordan gør man det på den letteste måde? Ved at gå til spåkone, drikke eliksir og forvandle sig ganske bogstaveligt… Til et får. Får får får? Nej, får får ulve åbenbart. Så er der dømt forvirring for alle pengene, og Grå må finde spåkonen, hvis han ønsker at være sammen med Bianca igen.

Inden da står den på ‘se verden igennem den andens’-øjne. Ulv er nu får. Det er en træt formular, men okay, måske får ulven noget sjovt ud af det? En ulv i et fårs krop skal tilpasse sig sit nye hjem – det burde da give rig mulighed for jokes ulv og får i mellem? Niks. vi holder den på niveauet, hvor Grå skal spise græs. Ad! Hvor er det ulækkert. Animationen er heller ikke ligefrem lækker, men ligner noget fra Disney Channel uden dybde. Der mangler også dybde i det univers, som Grå er får i. Det mest unikke, de kunne finde på til fårene, er donuts med græsglasur. Det må smage lige så kedeligt, som det er at se på.

Det sjovester er, da Spåkonen åbner sit skab for at finde den rette eliksir. Ud ryger et skelet. Skeletter i skabet? Ja, jo, som en buk blandt… nå ja, får. Men i stedet for at give lidt plads til den joke, og hvad de ellers kunne have gemt i skabet, bliver man angrebet af stemmeskuespillet. Det rammer som en overgearet rambuk, så jeg næsten fik ondt i hovedet. Skulle alle absolut have accenter taget ud af klichéhåndbogen? Gæt selv, hvordan spåkonen lyder. Raegar trækker så langt på ordene, at det næsten lyder, som om han allerede har sat tænderne i Grå og alle de andre får.

Så jeg lukker ørerne. Og ser i stedet døde øjne, flade billeder. Der er ingen dybde. Når Grå går ud i en sø, forventer man da lidt interaktion med vandet. Bevægelse! I stedet får man gennemsigtigt vand, farveløst, upåvirket af lyset omkring det og ikke en snert af ringe. Grå kunne lige så godt sidde i græsset og stirre på søen. Jeg ville ikke kunne se forskel. Det er, som om de bare har lagt noget, der ligner vand, ind over billedet af ulven, der går.