Horror Light

Samtidig med premieren på den så omdiskuterede “Antichrist” er der nu også en anden gyser i biografen, som på alle måder er det stik modsatte af Lars von Triers film.

Hvor Triers værk er en foruroligende og forfærdende oplevelse, som river, flår og provokerer tilskueren, så er “The Uninvited” en langt mere letfordøjelig oplevelse. Her er der intet at hidse sig op over – i stedet er den en usædvanlig harmløs mainstream-gyser, som man vist skal være exceptionelt fintfølende for blot at blive det mindste stødt over.

Filmen handler om pigen Anna, der netop er blevet udskrevet efter 10 måneder på en psykiatrisk institution. Hendes mor døde i en voldsom brand, og traumet over oplevelsen har givet Anna hukommelsestab omkring alt, hvad der skete den aften. Hun er lettet over at komme hjem, men glæden spoleres dog noget, da det viser sig, at moderens sygeplejerske nu har overtaget hendes plads. Hverken Anna eller hendes søster bryder sig om deres nye stedmor, men faderen er forgabt i hende til op over begge ører. Til trods for udskrivelsen plages Anna dog stadig af mareridt og hallucinationer og får snart en fornemmelse af, at synene måske prøver at fortælle hende noget.

“The Uninvited” er det nyeste skud på stammen i en lang række amerikanske genindspilninger af asiatiske gysere, i dette tilfælde den koreanske kultfilm “A Tale of Two Sisters”. Når Hollywood overtager et sådant værk, plejer de som regel at nedtone dens skæve sider til fordel for en mere gennemskuelig og mere ligetil film, og det er da også præcis, hvad der er sket i dette tilfælde. Dermed dog ikke sagt, at “The Uninvited” er en dårlig film. Guard-brødrende Charles og Thomas, der får deres spillefilmdebut, demonstrerer en ikke ueffen evne til at sætte nogle ganske effektive gys op, og særlig en scene, hvor noget væmmeligt dukker op i Annas soveværelse, får hårene til at rejse sig i nakken. Ikke desto mindre lider filmen under sit alt for høje tempo, hvilket medfører, at den aldrig formår at lave en ordentlig uhyggelig stemning. Den skaber et par chok, men de er lynhurtig glemt igen.

Som Anna er Emily Browning noget af et fund, og hendes lidt barnlige fremtoning er med til at sælge uhyggen. Ligeledes viser Elizabeth Banks en ny mørk side som den væmmelige stedmor, selvom jeg ville ønske, at filmen ikke tegnede et så karikeret billede af hende. Til gengæld er David Strathairns talent så godt som spildt i den temmelig overfladiske faderrolle.