Du har nok aldrig hørt om tv-serien “The Unit”, der hverken har figureret prominent i medierne eller på dansk tv, og som blev fuldstændig overset til årets prisoverrækkelser. Men to af tv-historiens mest talentfulde producere udgør faktisk føljetonens kreative drivkraft: Pulitzer-belønnede David Mamet og højtbegavede Shawn Ryan, som stod bag flimmerkassens mest kompromisløse og velskrevne politiserie: “The Shield”. Man skulle dog ikke tro, at det prominente makkerpar har haft noget med “The Unit” at gøre, for serien er et halvkikset forsøg på at kombinere elementer fra talløse film og tv-serier om lov og orden såsom “24 timer”, “Alias” og endda “The A-Team”.

Robert Patrick og Dennis Haysbert er blot to af de talentfulde skuespillere, som er med til at redde første sæson af serien fra at være kassabel. De spiller begge medlemmer af en særlig, hemmelig militærenhed, som tager sig af de opgaver, Amerikas gemene soldater ikke magter. Hvis deres missioner fuldføres, får andre æren, men hvis de glipper, tager regeringen afstand fra gruppens bedrifter og sagsøger dem. Hvis du tager dig selv i at fløjte temaet til “Mission: Impossible” akkurat nu, er du næppe den eneste.

Det er næsten utroligt, at så mange talentfulde kunstnere i fællesskab har lavet noget så ordinært. Javist, til tider er “The Unit” ganske underholdende, ensemblet leverer varen, og undertiden besidder replikkerne den frydelige skarphed, som gennemsyrer Mamet og Ryans bedste værker. Men afsnittene er forbløffende ensartede, og forbindelsen mellem sæsonens tretten episoder er så spinkel, at man sjældent føler, at karaktererne eller deres omgivelser udvikler sig. Det hjælper heller ikke, at flere af de centrale figurer er direkte anonyme. Heldigvis har folk som Patrick, Haysbert, Scott Foley (der spiller enhedens nyeste bestanddel) og alle de yndige kvindelige skuespillere nok charme til at gøre de hovedsageligt overfladiske karakterer mildt engagerende.

I de fleste (og efterhånden få) nutidige tv-serier, der primært består af enkeltstående fortællinger, fornemmer man alligevel som regel, at tiden går for personerne. Her er opskriften den samme for hver historie: En eller flere terrorister skaber ravage, og seriens testosteronlæssede soldatergruppe må drage af sted for at redde dagen. Samtidig forsøger officerernes nervøse koner i fællesskab at berolige hinanden. Seriens budget er minimalt. Kulisserne er ofte pinligt ringe, og scener, der eksempelvis foregår i Afrika eller Mellemøsten, er tydeligvis optaget i Californien. Man forsøger derudover at bevæge kameraet så lidt som muligt for formentlig ikke at afsløre, at man kun havde råd til en håndfuld telte, et par grimme papmachefacader og en enkelt parasol.

Ryan og Mamet er også kendt som politiske provokatører, der glædeligt går i flæsket på komplekse og kontroversielle problemstillinger, som de fleste af deres kollegaer ikke tør røre med en ildtang. I dette tilfælde har parret dog fuldstændig overset en gylden mulighed for at kommentere en verden, der dagligt står i terrorismens tegn. Alle pointer drukner i en altoverdøvende kugleregn, og heltenes modstandere er oftest trivielle, overfladiske lømler, hvis eneste mål er at råbe højlydt og plaffe i blinde. Afsnittene synes at blive bedre hen mod enden af sæsonen, og undertegnede skal ikke kunne sige, om seriens anden eller aktuelle tredje sæson har gjort det af med de medfødte skønhedsfejl. Men 1. sæson af “The Unit” er altså en helt igennem middelmådig affære.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Man skulle tro, at en nyproduceret tv-serie som “The Unit” ville se bedre ud på dvd. Edge-enhancement optræder til tider, og visse scener plages af en del uønsket gryn og støj – primært udendørsscener, der er blevet manipuleret til at se mere udvaskede og rå ud. Men billedet er skarpt, og kontrasten er god. Farverne virker kun sjældent en smule ude af balance, såsom i de normale hverdagsscener, hvor de grønne farver af og til virker en anelse for prominente og andre farver lettere drænede. Udtværing eller komprimeringsfejl optræder ikke.

AudioSeriens tretten Dolby Digital 5.1 lydspor er udmærkede, men man savner mere bid og bund. Lyden er meget frontbaseret, mens musikken tit okkuperer alle højtalere. Dialogen er til tider en anelse utydelig og lyder som regel spinkel, men man distraheres aldrig af støj eller overstyring. Fåtallige nydelige panoreringer dukker også op (hovedsageligt i form af adskillige helikopterpasseringer), men for en serie om velarmerede militærfolk og dødsensfarlige missioner er seriens lydside forbavsende tandløs.

EkstramaterialeAfsnittet “SERE”, der uden sammenligning er sæsonens bedste episode, kan ses med kommentarspor. Producerne Shawn Ryan og Eric L. Haney samt skuespilleren Demore Barnes kommenterer afsnittet, og trioen er både informativ og underholdende. Haney er en tidligere elitesoldat og skrev i sin tid romanen, som serien bruger som fundament, så han beretter naturligvis en del om seriens troværdighed. Ryan fokuserer mere på selve produktionen og historien, mens Barnes beretter om skuespillernes arbejde. Ærgerligt, at ikke flere afsnit byder på kommentarspor.

Boksens 4. og sidste disc indeholder desuden trailere til tv-serierne “Prison Break”, “24 timer” og “Bones”, samt en lille dokumentar, “Inside Delta Force” (8 min.), der byder på kortfattede, men interessante interviews med flere af skuespillerne og producerne. Det er især en fornøjelse at lægge øre til den meget ligefremme David Mamet.