Syngende sentimentalt nazi-drama

Hvordan trodser man en grusom tortur-nazist, når han prøver sit ondeste på at få ens tunge til at forme de ord, han gerne vil høre? Hvis man er den sentimentale type, så bryder man måske ud i sang. Det gør hovedpersonen i “Urmageren”, Georg Elser. Manden, der var 13 minutters dårlig timing fra at sprænge Hitler i luften d. 8. november, 1939. Han synger en gammel folkesang om sit skønne land under lindetræerne. Fra dengang, det var nazi-frit. Det øjeblik er sigende for filmen om den oprørske urmager. Sympatisk tænkt som en inspirerende hyldest, men alt for glat, sentimentalt og utroværdigt.

Billederne af den gennemtævede, men tappert syngende fange glider over i en scene fra en lykkeligere tid, hvor urmageren spiller den selv samme vise på sin harmonika. En gruppe unge, smukke mennesker danser løssluppent omkring ved vandet. Verden var nemlig bedre inden nazismen. Det vidste jeg godt i forvejen. Men alligevel bliver det understreget på den overtydelige facon. Endnu et eksempel på samme facon er at lægge diverse frihedskæmper-floskler i munden på den stakkels urmager: Det, der ikke er frit, dør. Sådan taler frihedskæmpere på film, når de skal lyde som alle andre frihedskæmpere på film.

Da den unge, bekymringsløse urmager smider sin harmonika, viser han sig hurtigt som lidt af en kvindebedårer. Kysser med den ene, lidt mere med den anden. Gifte kvinder er de bedste, lyder hans motto. Han hænger lidt med kommunisterne, men uden for alvor at engagere sig. I hvert fald slet ikke, når de bliver voldelige. Han siger, han er pacifist. Måske er han bare for optaget af alt det sjove. I hvert fald er han ikke prototypen på en mand, der få år senere forsøger sig med et politisk attentat.

Og det er netop vejen dertil, der er filmen. For vi ved jo, hvordan det ender. Hitler smutter 13 minutter, inden den tidsindstillede bombe går af. Attentatet mislykkes, Elser fanges. Det er ikke der, spændingen skal findes. Den del af fortællingen afvikles da også hurtigt. Det interessante er udviklingen fra letsindig liderbuk til politisk motiveret bombemand. Det er vel det, man nu til dags kalder radikalisering. Der var mange, der var endnu mere utilfredse med Hitler, men der var ikke mange, som forsøgte sig med snigmord. Hvorfor blev det lige Elser, der tog den beslutning? Det er jeg stadig ikke sikker på, jeg forstår. Og de svære overvejelser, han må have haft, drukner i sentimentale oprørs-slogans. Det er “Der Untergang”-instruktør Oliver Hirschbiegel, der har instrueret. Men modsat den intense, klaustrofobiske Hitler-film er “Urmageren” uden både spænding og forløsning.

Udviklingen flettes sammen med en kærlighedshistorie. En affære med en gift kvinde. Selvfølgelig. Hendes mand er en hustyran, der tæver hende, når han har lyst. Samtidig tager nazisternes ydmygelser af kommunister og andre uønskede elementer til. Der er undertrykkelse og ufrihed både hjemme og ude. Og når Elser først tager et opgør med den ene tyran, følger den anden med som konsekvens. Det er en tung beslutning, der aldrig bliver motiveret. Hvorfor føler Elser sig kaldet til at risikere sit og familiens liv for fædrelandet? Hvor kommer den stålsatte moral pludselig fra?