En hvidløgsstinker

Rowan Atkinson pointerede engang tørt, at fordelen ved parodier er, at de ikke kræver den store opfindsomhed fra udøverens side.

Det kunne næsten være et slags motto for forfatter- og instruktørparret Jason Friedberg og Aaron Seltzer, der gennem film som “Scary Movie”, “Date Movie” og “Meet the Spartans” heller ikke har demonstreret nogen større opfindsomhed, og som ufortrødent fortsætter med ikke at gøre det her. Denne gang er blikket så faldet på vampyrerne fra “Twilight”, men hvis man af den grund tror, at vi har noget mere interessant i vente i denne omgang, kan man godt forberede sig på en skuffelse.

Filmen genfortæller i store træk handlingen fra den første “Twilight”-film samt fortsættelsen “New Moon” – blot med så mange vilkårlige vitser sat ind som muligt. Den unge Becca flytter til den lille by Sporks, men bemærker, at et eller andet virker galt. De lokale forretninger sælger blod, hendes spirende kæreste er så bleg som et lagen og skyr solskin, og den lokale motorcykel-dreng er ved at udvikle hale og tilbringer dagene med at jage egern og katte på alle fire.

“Twilight”-serien er selvsagt et oplagt bytte for spoof-film, men netop derfor sætter det også krav til, at filmen kan parodiere den på en forfriskende måde, og det er ikke mindst her, at “Vampires Suck” svigter totalt. Friedberg og Seltzer har ingen form for indsigt i universet og angriber blot de punkter, som allerede er blevet parodieret til døde på internettet. Ja, der er rigtig mange bare mavser i filmene, og ja, vampyr-Edwards hår er meget stort og lidt sært, men det vidste selv de mest forblændede “Twilight”-fans jo alt sammen i forvejen, og der vel dårligt nogen grund til at gå i biografen blot for at få de samme vitser gentaget endnu en gang.

Hvad filmen selv bidrager med er derimod en serie vilkårlige og for historien ganske uvedkommende henvisninger til diverse popkulturfænomener, så “American Idol”, Lady Gaga og Tiger Woods bliver alle proppet ind, eftersom filmskaberne af en eller anden grund tror, at det er morsomt, blot de nævner en af overstående. Det bliver dog højest irriterende. I rollen som Becca har man fundet en ukendt skuespillerinde, som ligner Kristen Stewart til forveksling, og som overbevisende efteraber hendes nervøse tics, men med vanlig mangel på fornemmelse for proportioner har Friedberg og Seltzer tilsyneladende været så begejstrede for resultatet, at de lader hende gentage de samme tics om og om igen, til også de bliver en prøvelse at overvære.