FilmenHvis en film (“Vanilla Sky”) er blevet rost til skyerne med diverse floskler, som gribende, fascinerende og chokerende, må man gerne være lidt mistænksom, men hvis man leger med på filmens præmisser, så dækker de ovenstående ord ganske godt.

“Vanilla Sky” er en geninspilling eller en cover-version, som filmens instruktør Cameron Crowe kalder den (hans rødder i musikbranchen fornægter sig ikke), af Alejandro Amenàbars “Abre Los Ojos” fra 1997. Mere om det lidt senere.

Smukke Tom Cruise vs. grimme Tom CruiseTom Cruise spiller en af disse overfladiske fyre, som bare snowboarder sig igennem livet. Han kører i en lækker sportsvogn, har arvet en masse penge af sin far, scorer alle de smukke kvinder og ligner en filmstjerne (altså den type, som vi andre der ikke ligner en filmstjerne, bare har lyst til at banke een gang imellem. Bare een gang imellem!) Da han møder pigen, der minder ham om at ægte kærlighed synes mulig, ser hans fremtid lovende ud. Men som en af filmen biroller, spillet af Jason Lee, siger: Uden det sure, er det søde ikke lige så sødt! David Aames (Cruise) kommer ud for en ulykke, der vansirer hans ansigt og hans verden forandres for evigt. Nu må han klarer sig uden sit gode udseende (velkommen til min verden!).

Det er interessant, at se netop Cruise i denne rolle, fordi han og manuskriptet spiller på og imod vores (publikum) opfattelse af fænomenet Tom Cruise. Det er nemlig svært at have ondt af en type, som Tom Cruise, der har det hele, men med et deformt ansigt har vi, underligt nok, ingen problemer med at identificere os med ham!
Selvom Cruise overspiller i nogle scener (folk med kyniske tendenser vil måske sige, at han forsat spræller videre i håbet om en Oscar), skal det ikke tages fra ham, at han giver en karrierens bedste præstationer, specielt i de mere afdæmpede scener hvor han bruger få ansigtsudtryk til, at udtrykke fortvivelse og længsel.

Der er en bestemt scene, som gjorde et stort indtryk på mig. David Aames (Cruise med fuld makeup på) har lige svinet sine to venner til. De gider ikke høre på ham, de løber hjem og David går den anden vej. Han stopper op og kigger opgivende ud i luften, og samtidig begynder R.E.M.s melankolske sang “Sweetness Follows”. Han fortryder og begynder at løbe tilbage til de andre, men han når ikke op til dem og forestiller sig, at de (Lee & Cruz) kysser hinanden og samtidig er glade for at have sluppet af med ham, hvorefter han falder opgivende sammen midt på gaden uden håb om en fremtid. Samtidig er hele scenen filmet i et blåt skær, der er kundskabens/selvudviklingens farve, som giver filmen et profetisk udtryk, der ville kunne gøre selveste Alfred Hitchcock syg af misundelse!

Vanilje eller chokolade?Er Cameron Crowes “Vanilla Sky” bedre end Amenabàrs “Abre Los Ojos” (eller “Open Your Eyes”, som den hedder på dansk!?)? Ja, på flere punkter. Først og fremmest er den bedre gennemarbejdet, strammere i konceptet, hvor den spanske version fremstår lidt som en skitse til sammenligning. “Vanilla Sky” er også fyldt med detajler og referencer, bl.a tragedien om Faust, François Truffauts film og utallige henvisninger til og om popkulturen (Steven Spielberg dukker f.eks op ca. 1/4 inde i filmen!), der gør, at filmen kan ses mange gange. Til “Open Your Eyes” forsvar skal det siges, at den ikke er så manipulerende, som “Vanilla Sky”, der tager publikum i hånden og guider èn frem til Crowes version af slutningen (selvom man rent faktisk kan fortolke filmen på mange måder), som var mere åben i “Open Your Eyes”. En anden interessant ting ved “Open Your Eyes”, som deværre er totalt fraværende i “Vanilla Sky”, er vennens postulat: Smukke mennesker har det lettere end de “grimme”. Noget, som hovedpersonen totalt afviser, indtil han kommer ud for sin ulykke!

Crowes, som gør et stort nummer ud af at bruge musik (sange og score) i filmen, er der ikke rigtig hovede eller hale i. Det er en masse forskellige genrer, der er blandet sammen uden videre relevans til personernes indre problemer eller gøremål (imodsætning til f.eks Curtis Hansons og David lynchs måde at vælge musik på til deres film). Det er nærmere for at skabe en stemning eller give bestemte scener energi. Men for helvede, hvor er det effektivt!

Open your eyes!”Vanilla Sky” er en blanding af forskellige genrer (bl.a romantik, drama og sci-fi), der starter med at give sig ud for, at være en simpel kærlighedshistorie, men ender med at være noget helt fjerde (dèt vil helt sikkert forvirre eller fascinere, altefter hvad man tænder på). Derfor kan filmen godt føles, som om den har en masse løse ender, men ved nærmere gennemsyn hænger tingene godt sammen. Omvend hvis man tager filmens slutning, som Cameron Crowe viser os den, og drejer den lidt (ser på den lidt udefra), så er den slet ikke så lykkelig, som den giver sig ud for at være. Nærmere kan jeg desværre ikke komme uden, at ødelægge oplevelsen for dem, som ikke har set filmen endnu.

“Vanilla Sky” er en spændende filmoplevelse, der kræver èns fulde opmærksomhed (så ingen toiletbesøg!). Der er også et par standoutscener, bl.a et menneskeforladt Times Square, som man bestemt ikke må snyde sig selv for.

VideoUdgivelsen er i Anamorphic 1.78:1 Widesceen Aspect Ratio med et flot og roligt billede, der dog har et par småfejl i Widescreenkanterne hen imod slutningen.

AudioLyden er i Dolby Digital 5.1, som for det meste er frontbaseret, men når musikken kommer på banen er den spredt ud over hele lydfeltet.

Ekstra Materiale”Prelude to a Dream”
Cameron Crowe fortæller om hvad “Vanilla Sky” er for ham, imens man ser behind-the-scenes optagelser fra filmen.

“Hitting it hard”
Man følger “Vanilla Sky” holdet (Cruise, Crowe og Cruz) rundt på deres verdens tour for at promovere filmen. Optaget af Penèlope Cruz.

“Interview med Paul McCartney”
1 min. interview taget fra programmet “Entertainment Tonight”, hvor McCartney fortæller om tilblivelsen af hans titelmelodi “Vanilla Sky”.

“Musikvideo med Leftfield/Arika Bombaataa”

“Stillfotos”
Med introduktion af fotograf Neal Preston.

“Unreleased teaser trailer”

“International biograftrailer”

“Audiocommentary med instruktør Cameron Crowe og hans kone Nancy Wilson”
Meget interessant og underholdende kommentarlydspor (hvor Crowes kone spiller et livescore på sin guitar, imens han fortæller!). På at tidspunkt roser han en af deres venner, som også er med i kort øjeblik i een af filmens scener, men fordi Crowe måtte klippe scenen ned og derved klippe han ven ud, får Crowe dårlig samvittighed. Han ringer til vennen for at undskylde, men han desværre er ikke hjemme, så Crowe må nøjes med at ligge en besked på telefonsvaren!
Lidt senere kommer Crowes to sønner ind i rummet for at sige godnat til farmand.
Højdepunktet kommer dog da han ringer til Tom Cruise, som bliver sat på medhør og så får de sig en 10 minutters diskussion!
Cameron Crowe kommenterer også situationen omkring 11. September (Twin Towers er med i filmen, selvom filmen udkom efter terrorangrebene) på den fedeste måde: “Terroristerne fjernede dem een gang, jeg har ikke tænkt mig at gøre det igen!