Vejen mod ligestilling

Jeg er feminist. Det er ikke kun for kvinder. Feminisme handler om, at alle uanset køn bør have lige muligheder. Derfor giver jeg heller ikke særbehandling, når jeg anmelder. Han, hen eller hun er ligegyldigt for mig. Derfor er det heller ikke, fordi Mette Knudsen er kvinde, at historien her om kvindebevægelsen er en dårlig film. Det er, fordi Mette Knudsen er en dårlig filmskaber.

Det begynder ellers lovende. Den tidligere rødstrømpe Mette Knudsen melder klart ud: Det her er min fortælling. “Vejen er lang” er det, som hun har valgt at bringe. Hun er pæn blondine i 1960’ernes Paris, men vender hjem til København, da hun bliver vækket af kvindekampen. Hvorfor? Det var jeg spændt på. Hun må have en interessant, personlig rejse at fortælle om. Svaret kommer aldrig. Hun glemmer sig selv, men fortsætter i en stedmoderlig Temalørdag-stil, hvor gamle rødstrømper i interview-opstilling fortæller om dengang.

Tematisk traves der frem. Løn, abort og barsel. Lidt om kampen for valgretten for over 100 år siden, men mest om rødstrømper og Femølejr. Fra Knudsens egen tid. Den danske feminist-bevægelses kamp for kvinders valgret beskrives som en lang rejse, der efter mange år gav fredeligt pote i 1915. Derpå går hun direkte videre til den britiske Suffragette-bevægelse, der brugte voldelig terror for at nå deres valgret. Frihed eller død, gengives der ukritisk. Ingen refleksion over, at Danmark nåede i mål med valgretten med fredelige midler. Terror er aldrig et nødvendigt middel. Kvinder kan ikke få kritik af Knudsen. Dét er kritisk.

Det er lige så kritisk, når der sikkert velmenende skal gives plads til tidens nye kvindekamp. Nydanskernes. Kloge kvinder med arabisk baggrund får også taletid. Om deres problemer som kvinde i dagens Danmark. Men i modsætning til deres medsøstre med hvid hud så får de et ledemotiv. En bongotromme spiller for, hver gang en nydansker skal til orde. Bum bum. Det er enten smådumt eller småracistisk.

Smådumt er det også, når Karen Syberg fortæller om dengang, de besatte og åbnede Kvindehuset på Gothersgade. Her fortæller den ældre rødstrømpe, hvordan de ”på god kvindevis begyndte at gøre rent.” På god kvindevis, Karen Syberg? Du har ikke fattet en eneste stavelse i ordet feminisme, som du sidder der foran en pinlig green screen, imens tilfældige dækbilleder danner baggrund. Gasolin, Christiansborg. En kulturminister nævnes, og så skal der zoomes helt tæt på ham fra baggrundens grimme billeder, inden der kryds-fades så langsomt til noget andet, at det virker til at være produceret fra den tid, som der beskrives. 1970’erne.