Svenskerne kan endnu

Den svenske instruktør Lukas Moodysson har to meget markante og meget forskellige sider. I “Lilja 4-ever” og “Et hul i mit hjerte” viser Moodysson så meget gru og smerte, at filmene næsten ikke er til at se, mens han i”“Tilsammans” og den mesterlige debut “Fucking Åmål” afslører sig som det kolde nords varmeste filmskaber. Med “Vi er de bedste”, der for en måneds tid siden begejstrede på PIX, er han tilbage i sit lune hjørne med sin bedste film siden debuten fra 1998.

Hvad, der især gør Moodyssons film om børn og unge seværdige, er, at den svenske instruktør tager ungdommen seriøst. Åh, hvor har man siddet igennem mange film, hvor børn og unge bare har taget sig ud som flade stereotyper, født i en kommercialiseret voksenhjernes afdankede opfattelse af, hvad barndom og pubertet er for en størrelse. Men ikke hos Moodysson. Her er de unge, små voksne, der i den grad har identitet og selvstændighed. Men selvfølgelig er de ikke færdigudviklede. Verden er stadig ny, og den afslører sig løbende som alt andet end blot sort og hvid.

I “Vi er de bedste” møder vi to piger, Bobo og Klara, der med hver deres sæt håbløse forældre har vendt den etablerede voksenverden ryggen og omfavnet punkkulturen og ikke mindst musikken. Deres verden er sort og hvid. Fjenden? Den frembrusende diskokultur, der allerede har tag i klassekammeraterne. Mira Barkhammar og Mira Grosin spiller pigerne med uimodståelig charme og naturlighed. Alene for deres præstationer er filmen seværdig. Takket været et sæt ”fuck you all”-frisurer, en forbandet god kemi og en fuldkommen ublu attitude sparker Bobo og Klara røv som to vaskeægte punkere. På 13 år.

Der er ingen stor fortælling i “Vi er de bedste” – filmen har ikke som formål at hive os gennem en klassisk historie. Det er et coming of age-drama, hvor de to piger realiserer sig gennem et punk-band, de lidt tilfældigt får startet. Uden nogen form for velgørende intention inviterer Bobo og Klara på et tidspunkt det musikalske mobbeoffer Hedvig med i bandet. Den gerning er noget af det mest hjertevarme, jeg længe har set på film. Hedvig bliver pludselig mødt af anerkendelse og kærlighed – en duo er blevet en trio. Historien er kun dynamikken imellem de tre.

Men derfor er der nu hverken dømt socialrealisme eller stilstand. Overhovedet ikke. Bobo og Klara prøver grænser af, raser ud over global uretfærdighed og opsøger jævnaldrende punkere, som måske, måske ikke får de spæde hormoner til at fare rundt i pigerne. Tempoet er højt, og filmen står aldrig stille. Moodysson er en instruktør i verdensklasse, det ses tydeligt i hans evne til at balancere psykologisk dybde i de nuancerede karakterer med humor, anarkistisk ungdomsoprør og fandenivoldsk fremdrift. Teenager, det her er din film!