Det er Dicks skyld. Det hele.

Sådan er den simple, sjove og ret grove analyse i Adam McKays “Vice” – portrættet af tidligere vicepræsident Dick Cheney.

Cheney er skyld i Irak-krigen, Islamisk Stat, Fox News, klima-relativisme, tortur, overvågning og de finans-banditter, der spillede hovedrollerne i McKays “The Big Short”.

Metoden er den samme som i “The Big Short“, hvor en nøgen Margot Robbie forklarede subprime-lån fra et badekar.

“Vice”-fortælleren indrømmer således i indledningen, at emnet er svært – måske endda kedeligt. Hvordan formidles Guantanamo, opfindelsen af udvidet forhør (læs: tortur) og fokusgruppe-politik så sexet som Margot Robbie?

Det forsøger Alfred Molina forklædt som tjener, der præsenterer ‘menuen’ af politiske retter for Dick Cheney, som hånddukke-styrede George W. Bush i Irakkrig. Det svære gøres simpelt. Og sjovt.

Det sker anført af en sammenbidt Christian Bale med hæs Batman-stemme, som ligner Cheney, der overraskende nok ikke ender med at blive udråbt til skurk, selv om han er skyld i det hele.

For ligesom i “The Big Short” så ligger ansvaret for katastrofen ikke hos den enkelte finansbandit – eller som her hos Dick Cheney. Nej, ansvaret er dit. Dig, der kigger på. Du stemte på manden – han gav dig det, du bad om.

Det var også den provokerende pointe i McKays surrealistiske “Anchorman 2”, hvor en fordummende Fox News-lignende nyhedskanal blev et hit, fordi amerikanerne ikke slukkede for lortet. De valgte en tv-transmitteret biljagt til på bekostning af et interview, der kunne give fred i Mellemøsten.

Cheney, Bush og Rumsfeld slipper dog på ingen måde. McKays vrede energi er på niveau med Michael Moore i den her digtende udgave af “Fahrenheit 9/11”.

Indgående beskrives det, hvordan Dick med kynisk brug af fokusgrupper ændrede navnet på ‘global opvarmning’ til det mildere ‘klimaforandringer’, imens ‘arveafgift’ blev til ‘dødsskat’.

Men “Vice” er lige så lidt en dokumentar, som “The Big Short” var det. Pludselig krydsklippes der med fluefiskeri – a la Triers “Nymphmaniac” – når dumme Bush Jr. skal bide på og overtales til at overdrage den reelle magt til sin Vice.

Og halvvejs slutter “Vice” lykkeligt med rulletekster, inden vejen alligevel fortsætter mod helvedet i Irak via teatralsk Shakespeare-dialog imellem Dick og Amy Adams som Satans hustru, Mrs. Cheney.

Sammen er de det kiksede succespar, som de spiller lige så djævelsk godt som i “American Hustle”.

McKay mister dog sit politiske hustler-par af syne til fordel for sagen. “Vice” udvikler sig til Michael Moore’sk kronik, hvor hele Bush/Cheney-æraen skal oprulles.

Til sammenligning havde “The Big Short” fokus på én begrænset finanskrise-periode.

I “Vice” er der ingen begrænsninger for, hvad Dick er skyld i. Det kan opsummeres til: Det hele.