Vilde Rolf smadrer internettet
Udgivet 6. feb 2019 | Af: Andreas Ellemann | Set i biografen
Ralph, der på dansk igen hedder Rolf, er tilbage i en smaddergod fortsættelse.
I den første “Vilde Rolf” mødte vi fortiden i form af dejligt velkendte retro-spil, hvor Bowser og Zangief gik til skurke-terapi hos et af Pac-Mans spøgelser.
Nu besøger fortiden fremtiden, der er nutiden. Rolf og Vanilje besøger vores internet-opslugte verden.
En verden, der både er spændende og fyldt med muligheder, men også med en skyggeside, som dette moderne Disney-eventyr ikke er bange for at vise.
På eBay skal makkerparret finde rattet til Vaniljes ødelagte arkademaskine, hvilket er en ret meget mindre forudsigelig indgangsvinkel end “Emoji Filmen“, der tog ud på en lignende internet-rejse for at vise, at Emoji-hovedpersonen havde mere end ét ansigtsudtryk.
For hvor “Emoji Filmen” var :-/ med dens forcerede “Candy Crush”-product placement og ROFL-ringe internet-humor, så viser Vilde Rolf og Vanilje, hvordan man smadrer internettet – på den gode måde.
Således rejser de igennem en sjov og fantasifuld version af internettet, hvor spam gøres til personer med skilte, der tilbyder ‘labre husmødre tæt på dig’ og ‘7 barnestjerner, som du aldrig gætter, hvor er endt henne’, imens eBay sælger tortillachips, der ligner Beyonce.
Det er den slags kantet og selvironiske “LEGO filmen”-humor, jeg ikke regnede med at finde i en animationsfilm fra pæne Disney.
Den slags humor, hvor en farlig hund pludselig bliver ædt af en endnu farligere kloak-haj under et besøg i det dystre og komisk brutale ‘Slaughter Race’-spil. Og hvor Vanilje bliver truet af Askepot med en smadret glas-sko efter at være blevet jagtet af en gruppe Stormtroopers under et besøg hos OhMyDisney.com. Oh my, hvor er det sjovt!
Men “Wreck-It Ralph 2” er ikke kun humor og rigelige mængder Disney-servicering af fans. Den er også en kritisk og kreativ skildring af YouTube-kulturen og internet-mobning.
På internettet går alting nemlig hurtigt, og selv om man er en BuzzTube-stjerne det ene øjeblik, så er det ikke sikkert, det er tilfældet 15 sekunder senere – og hvad end du gør, så hold dig fra kommentarsporet, der også i denne Disney-version af internettet er overraskende groft. Taber!
I sammenligning med originalen taber den her fortsættelse ikke. Tværtimod.
Rolfs personlige rejse fortsætter – denne gang er han tilfreds med at være arkadens Vilde Rolf, men frygter at miste sin bedste ven, Vanilje.
Titlen lyver nemlig, da denne “Vilde Rolf”-efterfølger er blevet opgraderet med en noget stærkere Vanilje-smag.
Det er mindst lige så meget hendes www-rejse. Som Disneys sejeste prinsesse, der drømmer om noget mere.
Det er svært at ønske sig meget mere af den her “Vilde Rolf”-fortsættelse. Den er smadrende god.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet