I en tid hvor storladne animationsfilm er hverdagskost, virker det måske umiddelbart som en bizar ide fortsat at bruge noget så gammeldags, besværligt og langsomt som modellervoks til at fortælle historier med. Ikke desto mindre er det just det figurerne i “Walter og Trofast – Det store grøntsagskup” er lavet af og, hvad vigtigere er, det fungerer uovertruffent.

“Det store grøntsagskup” følger den oste-glade Walter og hans hund Trofast. Walter er en excentrisk opfinder der konstant hitter på geniale nye ideer, hvoraf mange næppe burde omsættes til virkelighed. Trofast er hans loyale hund og realt set den voksne i forholdet. Det er takket være Trofasts snilde at Walter redder sig ud af den suppedas, som han har et naturtalent for at havne i. Sammen har de et lille firma der beskytter byens grønsager mod de sultne kaniner, der udgør en vedvarende trussel. Det er særligt vigtig nu kort inden byens årlige høstfest og konkurrence. Walter og Trofast, der aldrig kunne finde på at gøre hverken en flue eller en kanin fortræd, har heldigvis udviklet en snedig måde til at fange kaninerne på uden de kommer til skade. Til gengæld bliver det hurtigt et problem hvad de skal stille op med de tilfangetagne kaniner.

Walter får dog inden længe det indfald at han vil bruge sin nyudviklede Hjern-O-Mat til at hjernevaske kaninerne så de går udenom de grønne sager. Det er naturligvis en særdeles dårlig ide, og inden længe bliver byen plaget af den farlige var-kanin der ved fuldmåne transformer sig og går amok på byens sagesløse køkkenhaver. Der er nu op til Walter og Trofast at finde en løsning.

Walter og Trofast er skabt af Nick Park som tidligere har lavet fem kortfilm med de to stjerner, samt “Flugten fra Hønsegården”. “Det store grønsagskup” er Walter og Trofasts debut på det store lærred. Filmen er skabt ved hjælp af stop-motion, hvor man laver et par enkelte ændringer mellem hvert billede. Det tager 24 billeder at have nok til et sekund, hvilket medfører at det hurtigt bliver en tidskrævende proces blot at lave en enkelt scene. Der bliver kun anvendt ganske lidt computergrafik i et par scener, hvor det ville være for svært at bruge modellervoks (til røg, damp og for at få kaniner til at svæve!)

I forhold til animationskomediers meget glatte look, så er “Walter og Trofast” mere uperfekte og skæve. Man har fra skabernes side valgt at gøre overfladerne mere “sløsede” så man næsten kan fornemme animatorernes fingeraftryk. Det bidrager til den skæve charme som filmen besidder i rigt mål. Som en anden dogme film får man følelsen af at de begrænsninger som modellervokset giver, har bidraget til at få Nick Park til at udnytte formatet fuldstændigt. Så selvom tempoet er langsommere end i en typisk animationsfilm og effekterne langt mere beskedne, så afslører de dog en utrolig kreativ fantasi og opfindsomhed. Her er de små detaljer mere effektfulde end de store udsving. Selvom Trofast ikke taler, så kommunikerer han forrygende, blot med den udtryksfulde måde han rynker øjenbrynene på.