“Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg laver her,” smiler naboen Geraldine. “Sådan begynder jeg også at få det,” svarer Wanda. Dåselatter.

Jeg har det på samme måde. Hvad laver jeg her? Hvad sker der? Var det ikke MCU det her? Hvor er action-helte-smadder?

Serien om Wanda og Vision er radikalt anderledes, end hvad MCU hidtil har budt på. Det er en vild vision.

“WandaaaVisiooooon” synger koret i introen til det, der langt fra er MCU, men en sort-hvid sitcom i ægte 50’er-stil.

Sådan en slags, hvor temasangen sort-hvidt forklarer, hvad der er op og ned i den her morsomme serie:

“Han er en computer, hun kan magi. Det er svært at være normale, men de elsker hinanden alligevel,”  synger koret nærmest direkte til mig.

Det er de klassiske sitcom-scenarier: Chefen skal til middag. Forfremmelsen for Vision er på spil. Forveksling. Misforståelser. Wanda prøver at redde dagen med sine heksekunster. Hele køkkenet svæver rundt, og det er ved at gå galt.

Men mon ikke Vision får sin forfremmelse? Det plejer de at gøre i sitcoms.

Og humoren er helt i samme stil.

“Jeg spiser ikke,” siger Vision. Han er jo en computer. “Det forklarer det tomme køleskab,” dumforklarer Wanda med et blankt udtryk i ansigtet. Dåselatter. Det er ikke sjovt. Men det er meningen. Derfor er det sjovt.

Det er overspillet. Det er plat. Det virker forældet. Men derfor virker det. For jeg har luret den. Der er mere i det, end bare en 50’er-sitcom.

For hvert af de tre første afsnit er et nyt årti. En ny parodi. Samme formel i nye klæder. 60’erne og så 70’erne. Jeg forstår gimmicken.

Men skindet bedrager stadig.

Lige pludselig er der en legetøjshelikopter i farver. Med et mærkeligt symbol på. Og en mere alvorlig tone i et par sekunder. Så er vi tilbage i parodien.

Pludselig går en radio amok. Kalder på Wanda. Kaos. Rødt blod i sort-hvide omgivelser. Hvad er det, der foregår?

Der bliver leget med mine forventninger. Er sitcom-stilen en facade? Hvad sker der egentlig med Wanda og Vision?

Disse tre første afsnit af “WandaVision” gør mig mere forvirret, end jeg nogensinde har været i MCU. Og det er fedt!

For nu har jeg forstået gimmicken. Grinet af deres parodier. Nu skal forklaringerne og alvoren komme. Dåselatteren skal komplementeres med alvorsstrygerne.

Nu skal jeg rigtig forstå, hvad jeg har lavet i den her parodi.

Hvis dette er stilen, som MCU har lagt efter “Endgame”, så er jeg med på den vision.