Yes, my lord

Jeg har gennemført “Warcraft III”. Holdt stand imod Archimonde og The Burning Legion i sidste bane med hjælp fra en hel skov af træer, der kaster med sten. Måske er det derfor, jeg kan lide “Warcraft”. Filmen. For den er mere som spilseriens tre første udgaver, hvor det handlede om det store overblik, inden “World of Warcraft” tog over med sit mere personlige first person-blik. Det bliver aldrig personligt her. Derimod er det menneskenes blå riddere, som forsøger at forsvare Azeroth imod de grønne orker, der angriber med en kæmpe hammer i næven. Slam!

Det er dog ikke onde orker som i Tolkiens “Ringenes herre”, hvor de onde er onde, og de gode er gode. I “Warcraft” er de færreste onde. Eller gode. Men væsner, der hver især har en årsag til det, de nu gør. Forlægget er heller ikke så klassisk og gammelt som hos Tolkien. Det går tilbage til 1994, hvor man for første gang kunne spille “Warcraft: Orcs & Humans” på sin PC. Det er her, det meste af handlingen er hentet fra. Hvis der da kan tales om en handling.

For det hele er så simpelt. Grimme og grønne orker kommer til menneskenes verden igennem en mørk portal. Orkerne har grøn magi og slås med økse og hammer, imens menneskene har blå magi og kæmper med sværd. Nu står den på konflikt. Det er nærmest som i spillene, hvor små fortællende handlingssekvenser binder de mange missioner sammen, hvor det gælder om at bygge byer, udforske og smadre. Sådan er spilletiden også prioriteret her. Det er lidt luftig fantasysnak, hvor en troldkvinde kan sige noget med, at lyset er mørket, og mørket er lyset. Og så er det meget kamp, hvor det er den største fornøjelse at se tidligere omtalte kæmpe hammer smadre en blå ridder ad Azeroth til.

Selve spændingen er mindre stor. For selv om “Warcraft” er som en omgang kulørt “Game of Thrones”, hvor det virker, som om alle kan dø, hvad enten de hedder Durotan, Lothar, Medivh eller Gul’dan, så var jeg ret ligeglad. Med den enkelte. For i spillene kan man jo bare bygge nogle nye orker, når de første er døde. Sådan føles det også her. Det er det store slag, jeg er interesseret i. Som i en mission, der skal gennemføres.

Det er ikke engang sådan, at jeg hepper mere på menneskene end orkerne. Det er godt tænkt. Begge sider bliver præsenteret og repræsenteret. Begge sider har onde kræfter, der vil konflikt. I virkeligheden er orkerne præcis som tidens flygtninge, som vil finde et nyt hjem. Der er skurke blandt dem, men de fleste vil bare sikre deres familie. Her kan menneskene så tage valget om fredelig sameksistens eller konflikt. I virkeligheden som i “Warcraft”. Det er her, at Duncan Jones’ film bliver mere end bare grønne og blå, der slås.