FilmenHvis du stiller spørgsmålet “Hvilken tid er bedst: julesæsonen eller bryllupssæsonen” til de to gode venner John og Jeremy, vil de begge prompte svare “bryllupssæsonen!” De er nemlig “Wedding Crashers”, der snyder sig ind til bryllupper hos folk som de ikke kender. Her går de efter at score kvinder, vel vidende at kvinderne allerede er lidt våde i trussen af de amoriner der sædvanligvis er i luften til bryllupper, og derfor er nemme “ofre”.

“Wedding Crashers” lægger ud med at vise de to fyre i deres rette element, til en række bryllupper hvor de på snedig vis formår at nedlægge den ene skønne mø efter den anden. Men de kommer begge i problemer da de crasher et bryllup for toppolitikeren William Clearys datter. Jeremy kommer i klørene på en anden af Clearys døtre, Gloria, der er så vild at hun skræmmer selv ham. Imens bliver John forelsket i en helt tredje datter, Claire, der uheldigvis viser sig at være forlovet.

Filmen er primært en energisk crazy komedie, men efterhånden som den skrider frem, går det hurtigt op for seeren at der er mere end blot letbenet humor i filmen. Den bliver mere seriøs hen imod slutningen, hvor Johns forelskelse i Claire løber med filmens fokus. Det er skam ikke en dårlig ting – det giver filmen lidt ny energi, uden at der bliver gået på kompromis med humoren. Har man set film som “Starsky & Hutch” og “Meet the Fockers”, vil man sandsynligvis også kunne lide “Wedding Crashers”, da humoren er lidt i samme boldgade som disse film, med hvad dertil hører af lumre jokes og nøgenhed.

Filmen lever højt på sine skuespillere, ikke fordi de leverer superflotte Oscarværdige præstationer, men simpelthen fordi de alle har så god kemi sammen. Speedsnakkeren Vaughn og den mere stilfærdige Wilson er perfekte i hovedrollerne og leverer i deres samspil den ene komiske perle efter den anden. Deres to kærlighedsinteresser spilles af Isla Fisher og Rachel McAdams, der hver især leverer en den perfekte kvinde for de to hovedpersoner. Listen af skuespillere afrundes af Bradley Cooper, som nok er bedst kendt for sin rolle som den sympatiske Will i tv-serien “Alias”. I “Wedding Crashers” spiller han Claires forlovede, der så selvisk og usympatisk at det grænser til det latterlige. Christopher Walken imponerer ikke med sit skuespil, men nærmere ved sin truende tilstedeværelse som pigernes far.

Filmens præmis i sig selv er ganske original, men samtidig en smule skræmmende. Ideen om to fyre der med knap så reelle hensigter jagter piger til bryllupper, kunne potentielt være en katastrofe for en film. Men instruktør David Dobkin formår at holde en fin balance på dette punkt, og vi ser at John og Jeremy faktisk nyder selve brylluppet og tilfører det masser af humør og glæde med deres blotte tilstedeværelse. Ligeledes er det hele leveret med et glimt i øjet og et frækt smil på læben. “Wedding Crashers” er således ikke et mesterværk, men der er både humor af høj karat og en sød og uskyldig kærlighedshistorie, så der er noget at komme efter for de fleste.

VideoPå billedsiden er der et video transfer i anamorphic widescreen i 2.35:1 aspect ratio. Filmen er en farverig affære, og det repræsenteres godt i dette transfer. Farverne gengives godt som fx i blomsterdekorationerne eller den grønne natur ved familien Clearys landssted. Der er hverken edge-enhancement eller film artefakter at spore, men der er en hel del grums på transferet, hvilket bl.a. har en negativ effekt på detaljegraden.

AudioPå lydsiden er der et Dolby Digital 5.1 lydspor, som ikke formår at imponere. Det er mere eller mindre front-fokuseret, og hverken surround højtalere eller subwoofer har meget at arbejde med. Surround højtalerne anvendes primært til filmens musik og i enkelte tilfælde lyde fra miljøet, fx i form af græshopper der pipper. Eftersom det er en komedie er der som sådan ikke meget i filmens natur der lægger op til et brag af et lydspor, og formålet her er nærmere at levere klar og tydelig dialog så man kan opfange den. Som sådan er det et acceptabelt lydspor.

EkstramaterialeEkstramaterialet består primært af to kommentarspor. Det ene er med instruktør David Dobkin, mens det andet er med filmens stjerner Owen Wilson og Vince Vaughn. Dobkins kommentarspor er det mest seriøse af de to, og han går bl.a. i detaljer med filmens tilblivelse, casting af flere af de store stjerner som fx Walken, og hvordan det er at arbejde med to skuespillere der elsker at improvisere. Wilson og Vaughn er lidt mere afslappede (og spiser endda i løbet af kommentarsporet), men er faktisk noget mere afdæmpede end man kunne forvente. Begge lydspor er værd at lytte til og leverer gode og sjove informationer om filmens tilblivelse.

Derudover er der fire små slettede scener med kommentarer af David Dobkin, samt to korte featurettes, “Event Planning” og “The Rules”, på hhv. 11 og 7 minutter. De to programmer er af den typiske slags, der gør reklame for filmen og hvor alle taler ekstremt rosende om hinanden. Der er ikke det store at komme efter her, specielt hvis man har hørt de to kommentarspor.

Endelig er der 24 sider med reglerne for Wedding Crashing, samt en musikvideo med The Sights’ “Circus”.

”Hold din mund, når du snakker til mig!” Sådan lyder den snerrende kommentar henover forhandlingsbordet, hvor John (Owen Wilson) og Jeremy (Vince Vaughn) er mæglere i et heftigt ægteskabsforlig. Her gælder det om at have snakketøjet i orden, og det har de to fremmelige herrer utvivlsomt. Det suveræne snakketøj kombineret med nøje planlagte scoreteknikker bruges flittigt, når de to pelsjægere skyder jagten i gang på årets mange bryllupper.

Owen Wilson og Vince Vaughn er charmerende nederdrægtige. At sammenligne dem med Score Kaj er en underdrivelse af de helt store. Filosofien bag deltagelsen i de mange bryllupper er, at kvinder er følelsesladede til et bryllup og derfor er nemmere at komme i snak (læs: seng) med. John og Jeremy er yderst succesfulde Wedding Crashers, og komikken brager af sted på lærredet, når de to smører tykt på med alverdens scorereplikker, der giver alvorlige kramper til lattermusklerne. Tempoet er herligt højt og det hele er så vidunderligt vanvittigt og lallende latterligt, at det fanger fra start.

Humøret er smittende højt i filmen, for John og Jerry er nogle festaber, der kunne få onsdagsbingo på plejehjemmet til at blive vildere end en uge på Roskilde Festivalen. Stemningen i filmen er munter, for selv om der lyves og snydes til den helt store guldmedalje, så morer “ofrene” sig betydeligt sammen med de to sjove svindlere. De komiske scener i filmen er helt oppe at ringe, mens de mere seriøse øjeblikke er af middelvareskuffen.

Seriøsiteten kommer op i John, da han til et bryllup får øje på den bedårende Claire Cleary (Rachel McAdams), der er søster til bruden. Johns træfsikre scoreriffel har svært ved at ramme, da Claire står til at skulle giftes med den sleske og løgnagtige Sack, der i Bradley Coopers skikkelse spilles med alvorlig arrogance og strejf af sindssyge. Jeremy har allerede nedlagt brudens anden søster, og da de inviteres med familien hjem, lader John ikke chancen gå forbi. Familien Cleary er en meget succesrig og fuldkommen bindegal familie, hvor hvert familiemedlem bidrager betragteligt til filmens grundigt groteske scener, som da Jeremy ved middagsbordet får “den” gokket af, af den lidt liderlige søster Gloria (Isla Fisher). Moren Kathleen (Jane Seymour) er både hungrende efter sex og alkohol, mens den gnavne gamle bedstemor bare hader alt og alle, og især hendes homoseksuelle barnebarn, der også får ris fra familiens kontante overhoved William (Christopher Walken).

Scenerne er godt opbygget, og lige mens man tror, at vanviddet så småt er overstået, kommer der en ny hysterisk morsom scene. Samspillet mellem Vaughn og Wilson er fremragende, og måden Vaughn kan se nedladende og følelseskoldt på folk på fortjener vitterlig ros. Kemien mellem Wilson og den funklende nye stjerne Rachel McAdams, der har lidt Natalie Portman over sig, fungerer også fint, selvom Wilsons kvaliteter unægtelig ligger i komikken.