Marvel har længe haft svært ved at opretholde et værdigt niveau efter slutbraget ‘Avengers: Endgame’ for 6 år siden. Især på seriefronten har studiet haft problemer med at finde den rette opskrift. Med serier som ‘Hawkeye’, ‘She-Hulk’, ‘Ms. Marvel’, ‘Ironheart’ og ‘Daredevil: Born Again’ er der ingen, der for alvor er blevet talk of the town – eller for den sags skyld har skaffet mærkbart flere abonnementer til Disney+.

Men nu må jeg bekende kulør og indrømme, at Wonder Man måske kan være svaret.

For blandt en strøm af ligegyldige og forglemmelige serier er Wonder Man en stor bølge i et ellers stille og lavvandet hav.

Wonder Man handler om Simon Williams, der drømmer om en skuespillerkarriere i filmverdenens mekka, Hollywood. Han har bare ét problem – eller flere. Han er ikke instruktørernes bedste ven på et filmset. Han tænker for meget over selv de mindste roller, stiller for mange spørgsmål og trækker tiden ud for hele produktionen. Og så er der også det, at han har superkræfter.

I Marvel-universet er det nemlig blevet forbudt for personer med superkræfter at arbejde som skuespillere. Det skyldes en episode med superhelten Doorman, som får sit eget sort-hvide afsnit – og det kan du godt begynde at glæde dig til.

En skønne dag møder Simon den formidable skuespiller Trevor Slattery under en visning af Midnight Cowboy og opdager, at et remake af 80’er-superhelten Wonder Man er under opsejling. Det er et drømmeprojekt for Simon, som er vokset op med netop denne superhelt. Trevor bliver hans nye mentor som skal hjælpe ham med at blive mindre ulidelig for produktionerne og få lavet nogle lovende self-tapes. Nu sættes himmel og hav i bevægelse for at få rollen på trods af hans forbudte superkræfter.

Men du tænker måske: Hvor er skurken? Hvem skal reddes? Og hvor er alle CGI-slåskampene? Det er her, Marvel har gentænkt sin egen opskrift og faktisk genopfundet den gode historie.

For serien minder mest af alt om The Studio, Barry og – overraskende nok – Iron Man 3. Det geniale ved serien, og det der virkelig fungerer, er, at handlingen i praksis ikke handler om superhelte. Dermed undgår den genrens trivielle gentagelser og forudsigelighed. I stedet får vi en historie om Hollywoods hårde mur at bryde igennem, om at tro på sine egne evner og holde fast i sine drømme.

Simons superkræfter kan let læses som en metafor for hans position som sort skuespiller i Hollywood – en person, der konstant må undertrykke dele af sin identitet og vrede for at passe ind og få lov til at lykkes. Det er en intelligent og moden tilgang, og serien er fyldt med den slags velovervejede greb.

Wonder Man og Doorman er relativt ukendte Marvel-karakterer, som jeg selv ikke kendte til, før serien blev annonceret. Serien bruger heller ikke meget tid på at forklare superhelten i klassisk forstand, fordi fokus ligger et andet sted – og det fungerer. Man kan godt sidde tilbage med spørgsmål som: Hvem er Wonder Man egentlig? Er det Simon selv? Eller bare rollen, han spiller? Og er tanken, at han skal ende i Avengers? Men de spørgsmål er lette at lægge til side, når serien samtidig er både fangende, interessant og ekstremt underholdende.

Du behøver ikke være mere opdateret i Marvel-universet end at have set Iron Man 3 for at få fuldt udbytte af Wonder Man. Med sine korte otte afsnit på cirka 30 minutter er serien hurtigt set – og absolut tiden værd. Hvis du er til Hollywood-nørdet humor, filmiske referencer og korte, veloplagte serier, så giv Wonder Man en chance. For det er faktisk en rigtig fin serie.

Wonder Man kan ses på Disney+ fra i morgen af d.28 januar.